Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2009 => Uge 3
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2009-01-18 Det fjerneste værelse i det højeste tårn

Frida: 7 år, 4 mdr. Sigurd: 4 år, 10 mdr.

Onkel Jacob blev meldt frivilligt til at hente brugt sofa sammen med Toke. Sofaen så fin ud, uden synlige skader eller solblegninger, så den blev købt. Den skulle lige slæbes ned fra første sal, men der var elevator, så det kostede minimalt med svedperler.

Der var så bare lige det aber dabei at en ungmø var ved at flytte ind på samme tid. En ungmø tilsyneladende uden matchende ungersvend - hun havde i hvert fald kun sine forældre til at hjælpe med flytningen. Til gengæld havde hun en boxmadras, der ikke kunne være i elevatoren og som var for tung til hende og moderen. Hun flyttede ikke ind på første, kan det afsløres.

Efter at have tanket op på karmakontoen kørte Jacob og Toke hjem med byttet. Hanne havde i mellemtiden båret de gamle lænestole ned (sej tøs) og sofaerne kom op i en ruf. Ungerne indtog dem straks og Frida meldte at hun godt kunne lide den lokale springhal. Hun protesterede ihærdigt da det blev klart at der altså ikke var plads både til gammel og ny sofa i stuen.

Alt syntes perfekt, meeen sælgeren har vist ikke været helt klar i sin udmelding ang. rygning. Han fortalte at han var ikke-ryger, men at der var blevet røget til fester. Sofaen var ikke uudholdelig røgstinkende, men den lugtede nu af mere end bare festrygeri. Nå, med en besparelse på kr. 4500,- er der plads til at bruge tid på at fjerne lugten.

Ved sengetid strikkede Frida, mens hun fik historie. Det lærte hun åbenbart lige i går af bedstemor.

Jacob flytter

Onkel Jacob på arbejde

Sigurd skumbord springhallen

Byggeri. Igen

Sigurd ringe

Fri leg

Sigurd våd

Sigurd insisterede på at stå op på vejen hjem i regnen

Sigurd Frida sofa

Shaiselonger virker

Frida spring sofa

Pufspring (ja, møblet hedder en puf)

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2009-01-17 Sofajagt og buskørsel

Frida: 7 år, 4 mdr. Sigurd: 4 år, 10 mdr.

Børnene sov hos Jacob & Anne i nat og tog med dem ud til frokost hos bedsteforældrene. De tog bus frem og tilbage og på vejen hjem lukkede buschaufføren døren foran næsen på dem. Temmelig uforskammet, kunne man tænke, men det dækkede over en invitation til at Sigurd skulle åbne døren ved at hive i den sorte stang, der ellers er forbeholdt føreren af bussen. Det gjorde Sigurd så, på vældig kompetent vis. Han var superstolt, da han kom hjem og berettede om det.

Det er opløftende der engang imellem er plads til den slags, også i en større by som Århus. Point til Århus Sporveje (eller Midttrafik eller hvad de nu hedder nu om dage).

Forældrene brugte en del timer på at jage efter sofa. Noget i brunt læder, var udgangspunktet. Læder kan være mange ting, men det praktiske vandt over det lækre: Det skulle være noget der kunne holde til at ungerne spildte ting engang imellem. Bagsiden af den type læderbehandling er at det ikke ånder så godt.

Uden de store forventninger og for lige at sondere terrænet (og fordi de åbnede tidligst) blev IKEA besøgt. Sofatypen KRAMFORS virkede faktisk ret ok, med plads til at ungerne kunne både sidde og ligge på arm- og ryglæn.

Turen gik videre til ILVA (meget stort udvalg, men ikke lige det rigtige) og til IDEmøbler (alsidigt udvalg, men det eneste moderat interessant kostede det dobbelte af IKEA-modellen for sammenlignenlig lædertype). Der skulle en pause til, så Bilkas bistro blev udvalgt. Så kunne de søgende også lige handle lidt ind og kigge på deres sofa. Den var nu ikke helt skæv og den var billig. Selvfølgelig med det kedelige læder, men når man først har accepteret at der skal markant overfladebehandling til for at overleve leverpostejmadderne, øges mængden af velegnede sofaer betragteligt.

Der blev stoppet et kontrolbesøg i IKEA ind inden hjemkomsten. Der var naturligvis 100.000 milliarder mennesker lørdag kl. 15, men alting bliver nemmere når man ved hvad man skal se og man ikke skal købe noget.

Aftenen gik med opmåling af stuen og snak om indretning. Der er altså ikke overvældende mange kvadratmeter at rutte med. Hovedkandidaten var det første bud fra dagen: IKEA-tingen. Det viste sig at en fyr i Århus vil sælge netop den model brugt, grundet flytning. Hvis den er i fin stand, bliver den købt i morgen.

I k e asofa hanne

Der afprøves

Stabilgrus

Stabilgrus

Sigurd modellervoks

Instruktionsbogen følges

Sigurd modellervoks strid

...til punkt og prikke

Sigurd modellervoks

Sort vinder altid

Skriv en kommentar
 

Fredag 2009-01-16 At sove hos Jacob & Anne

Frida: 7 år, 4 mdr. Sigurd: 4 år, 10 mdr.

At sove hos Onkel Jacob & Tante Anne er en af de store begivenheder for ungerne. Alle tog over og spiste aftensmad hos dem, hvorefter forældrene listede hjem. Der var nu ingen panik - det er der aldrig i den situation. Planen var vist at Jacob skulle liste Sigurd i seng efter Disney Sjov og Anne skulle råhygge med Frida foran X-Factor.

Sigurd Frida Toke mons sofa t a hanne

Hjemme

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2009-01-15 At hænge ud med rødderne

Frida: 7 år, 4 mdr. Sigurd: 4 år, 10 mdr.

Mor havde lang dag, så far stod for børnejongleringen. Da Sigurd blev hentet i børnehaven gav (og fik) han knus fra fire drenge og en pige. Han er vist ved at starte en klub, for der var stor interesse for at være med.

Frida blev fundet med en stor dreng og en mellemstor pige. Det havde tydeligvis gang i at hænge ud. Det er noget med ikke at snakke så meget, men mere stå og kigge på de andre børn. Hun havde ikke spor travle med at komme hjem.

Det blev til et hurtigt smut i Skejby-Centret på hjemvejen, for at købe to hårbånd til et par af Fridas veninder. Måske er hun også ved at starte klub?

Ungerne var vældig glade og samarbejdsvillige hele dagen. Fællesgodnathistorien var Skrumpen fra det ydre rum, som mest er for Frida. Sigurd ville nu gerne høre med.

Sigurd cykelvogn

At hænge ud på cykelvognshjørnet

Frida mons sigurd

Positive katteioner

Udsplattet frida

Gulvspring

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2009-01-14 Øjenstatus for Hanne

Frida: 7 år, 4 mdr. Sigurd: 4 år, 10 mdr.

Det er 1½ måned siden operationen, så Hanne var til øjenkontrol. Det højre øje blev målt til 0 og havde bedre end normalsyn, mens det venstre havde 1-1.25 i bygningsfejl. Imidlertid ser Hanne i praksis bedre med det venstre øje end man skulle forvente fra bygningsfejlen og hun er ikke generet over det i hverdagen, så der bliver ikke lavet flere korrektioner. Der er en sidste kontrol om 1½ måned, men det er ren rutine. Hanne er vældig glad for resultatet.

Frida havde mareridt og sneg sig op i forældrenes seng, for at sove ved siden af far. Far mener det er fordi han er den mest kompetente monsterdræber, men det kan teoretisk set også have noget at gøre med at han sover yderst. Det er meget sjældent at Frida gøre den slags, så der var ingen protester fra forældrenes side.

Sigurd havde en god ven på besøg i dag. De har ikke set hinanden siden slutningen af november, hvor vennen stoppede i Sigurds børnehave, så han har glædet sig nogen dage. Det gik sådan rimelig godt. De fik gang i nogen lege, men havde lidt svært ved rigtig at komme i gang. Næste gang skal det nok være en lørdag eller søndag, så de er friske begge to.

Sigurd: Kan to voksne skændes med hinanden?

Sigurd vandhanedrikning

Jeg smitter ikke mere

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2009-01-13 Huller i ørerne?

Frida: 7 år, 4 mdr. Sigurd: 4 år, 10 mdr.

Frida vil have huller i ørerne. Igen. Far er ikke begejstret og begge forældre forudser problemer når Frida møder billige nikkel-kviksølv-bly-phthalat-øreringe nede hos gadehandlerne i byen eller får sådanne af velmenende veninder. Frida bedyrer at sølv og guld altid vil være hendes metalvalg. Oven i dette kommer besvær med betændelse og øreringe der hænger fast i ting, når Frida mosler rundt. Prognoserner er ikke gode, Frida, men juryen voterer stadig.

Frida: A's forældre har en sej måde at optage fra fjernsynet på. De har et tomt videobånd, som de kan optage ind på!

Octopus

Arbejdshumor

Fjernsynskigning

Vi er ikke afhængige

Strid ubåd

Sigurd kan huske lydeffekterne og kræver at forældrene udtaler dem ens

Skriv en kommentar
 

Mandag 2009-01-12 Ooonde mor

Frida: 7 år, 3 mdr. Sigurd: 4 år, 9 mdr.

Eftermiddagen startede glimrende for Sigurd, da han byggede med Duplo sammen med far. Selvom Sigurd har leget med LEGO i lang tid kan Duplo nu godt bruges til bestemte projekter. Det klare mål er at få bygget et tårn, der når op til toppen af Solstuen, men der er nu nogen meter endnu. Det larmer forøvrigt fremragende, når sådan et tårn styrter sammen.

Sigurd spiste ingen aftensmad. Igen. Det er lidt en fiks ide han har haft den seneste tid. Det betød at han dukkede op efter sengetid og var ked af det. Snedige mor gennemskuede hurtigt at det skyldtes sult, så lasagnen fra aftensmaden blev fundet frem igen under højlydte protester fra Sigurd, der ville have riskiks eller havregryn. Mor ændrede nu ikke kurs og Sigurd accepterede modstræbende at spise noget af pastapladerne. Senere accepterede han modstræbende at smage på kødet og bemærkede at det smagte godt.

Humøret steg i takt med at maven blev fyldt. Nogen gange er børn meget simple at forstå.

L e g otårn sigurd

Ikke højt nok! Der må ny taktik til

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->