Søndag 2009-01-11 Sovetid og springtid
Frida: 7 år, 3 mdr. Sigurd: 4 år, 9 mdr.
Far slog mors rekord fra i går og sov til kl. 13, perfekt timet til at være lige efter resten af familien havde spist frokost (Doh!). Efter sådan en start på dagen er det svært at finde energi, så det blev mor der tog Sigurd med i Springhallen, hvor han brugte det meste af tiden på at bygge skumhuse.
Lørdag 2009-01-10 Mig skal have
Frida: 7 år, 3 mdr. Sigurd: 4 år, 9 mdr.
Det blev den store hvile-ud-dag. I hvert fald for Hanne, der fik lov at sove længe. Rigtig længe. Frida klagede godt nok over at hendes værelse var blevet beslaglagt til udsovning, men der var ingen kære mor.
I den seneste tid er Sigurd begyndt at sige Mig vil have
og lignende. Det vides ikke hvad det skyldes. Det er muligt det blot er en efterligning af Frida og hendes veninders "vi er små børn"-lege, hvor de snakker babysprog.
Far: Auovh! Godt ramt!
Frida: Mor, nu har far lige fået en elastik i øjet. Lad os prøve igen!
Fredag 2009-01-09 Tiltrængt fredag
Frida: 7 år, 3 mdr. Sigurd: 4 år, 9 mdr.
Det tog lidt energi at få startet efter ferien, så fredagen var velkommen. På fars arbejde gik en del af dagen med fællesoprydning. Der blev fundet nogen firkantede plasticstykker kaldet disketter, så det var nærmest arkæologisk udgravning.
Toke: Det var meget resolut!
Hanne: Jeg er en meget resolut pige! ... Nogen gange
Torsdag 2009-01-08 Morgenafrydning
Frida: 7 år, 3 mdr. Sigurd: 4 år, 9 mdr.
Mens far ordnede cykelvogn ryddede ungerne ganske uopfordret op efter morgenmaden. Det var et fuldkomment brud på det normale morgenritual, men en frydende forandring.
Eftermiddagen gik med far-søn LEGO-bygning og Frida-veninde fjanteri. Veninden blev til aftensmad med den klausul fra hendes forældre at hun skulle følges hjem (vistnok noget med mørke og sådan). Efter maden smuttede Frida og veninden alene ud af døren, mens far listede efter i forvisning om at det der med at følge hjem implicerede en voksens deltagelse.
Sigurd blev forøvrigt klippet i dag. Ja, han blev sådan set også klippet i går, men der valgte Frida frisuren. I dag fandt mor den store udjævner frem og brummede 4 mm over det hele.
Onsdag 2009-01-07 Intet nyt fra hjemmefronten
Frida: 7 år, 3 mdr. Sigurd: 4 år, 9 mdr.
Der køres stadig første-uge-efter-ferie i hjemmet, så der skete ikke det store i dag. Frida var til svømning, hvor hun medbragte den bamse hun var blevet betroet før jul. Hun kunne selv vælge den nye bamsepasser og demonstrerede modenhed og overblik ved at vælge en anden end nabopigen Olivia eller den anden af hendes klassekammerater der også går til svømning. Som hun formulerede det: Man skal ikke altid vælge de samme
.
Frida: 7 år, 3 mdr. Sigurd: 4 år, 9 mdr.
Det går fortsat rigtig godt med Hannes øjne. Det er 1½ måned siden hun blev opereret og der har ikke været reelle gener. I dag var første dag uden øjendråber. Ikke pga. en beslutning, men bare fordi det ikke var nødvendigt.
Ungerne er blevet enige om at det er bedst at blive lagt i seng af far. Det er nye toner, for traditionelt set har mor været den mest eftertragtede. Det hele handler om at få lov til at få læst historie ude på reposen, noget mor ikke er med på. Far vil gerne, men der er ved at opstå et behov for ordentlig kuldesikring i form af et tykkere tæppe eller en ekstra dyne.
Mandag 2009-01-05 Træthed og kulde
Frida: 7 år, 3 mdr. Sigurd: 4 år, 9 mdr.
Puha, det var hårdt at komme op den første dag efter ferien. Det hjalp heller ikke på det at det var møgkoldt. Ved aftentide var alle rigtig trætte, så det blev tidlig sengetid.