Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2008 => Uge 48
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2008-11-30 Første søndag i advent

Frida: 7 år, 2 mdr. Sigurd: 4 år, 8 mdr.

Børnene vågnede og erfarede at den søde nisse havde givet Frida juletøj og Sigurd WALL·E og Eva-dukker. Den søde nisse havde også givet mor og far pebernødder i de strømper Frida havde fået dem til at hænge op. Ak, de bliver hurtigt store de nisser. Sigurd blev grebet af stemningen og fandt pingvingaven frem til Frida, kun 24 dage før jul. Suk... Men tanken var jo rigtig god, så forældrene nøjedes med at notere sig at de står for gaveopbevaringen fremover.

Det blev en rigtig plusdag med nabobesøg og kanelsnegle, børn der legede godt sammen eller roligt hver for sig, julegavefabrikation og gåtur med issmadring.

Sigurd: Far, du er bare min yndlingsfar. Du er min julegave

Sigurd Frida trappe

Bamserne blev hurtigt venner

Juledekorationslavning

Dekorationsnisse

Kanelsnegle

Hyggebagning

Hobbyrum

Her laves julegaver

[Foto]

Og nej, det var ikke kælkevejr

Sigurd knuser is

Issmadring var et stort hit

Sigurd plus plus

Dobbeltplusgode

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2008-11-29 Sigurd er en god dreng

Frida: 7 år, 2 mdr. Sigurd: 4 år, 8 mdr.

Frida og mor tog til svømmeafslutning nede i byen. Mor kedede sig lidt, men det var vældig underholdende for Frida. De 12 æbleskiver bagefter blev også guffet med stort velbehag.

Sigurd underholdt sig med far og tog med på indkøb. Der fandt han nogen Bounty, som mor skulle have og insisterede på at tage i en legetøjsbutik for at finde En bamse der holder et hjerte. Da han kom ind i butikken fandt han meget hurtigt en pingvin, som han klart og entydigt dikterede skulle købes til Frida. Det måtte far så gøre...

Hanne Frida mons sofa

Udfladning efter udflugt

Hanne drypper Øjne

Sikker hånd og roligt øje

Skriv en kommentar
 

Fredag 2008-11-28 Tænder og jul i børnehaven

Frida: 7 år, 2 mdr. Sigurd: 4 år, 8 mdr.

Frida og far tog til tandlægen så hendes resterende huller kunne blive fikset. Klinikdamen kunne udmærket huske hvordan det gik sidst, så hun lagde ud med at far kunne vente i venteværelset - For vi er altså kun to på arbejde i dag. Far mente nu nok at han kunne klare sig, når nu han var opmærksom på bristen, så han fik allernådigst liv at komme med, hvis han satte sig på en stol ved væggen. De to damer brugte lang tid på at forsikre Frida om at det der skulle laves var stille og roligt og at der ikke var noget at være nervøs for. De bør nok være lidt mere varsomme med at undervurdere børn - Frida er altså kvik nok til at gennemskue at en masse forsikringer om at det nok skal gå godt er ensbetydende med at det ikke er spor trivielt, det der skal ske.

Frida fik lattergas, der blev ordnet tænder og hun klarede det mægtig fint. Og nej, far skvattede ikke ned fra stolen denne gang - faktisk var der på intet tidspunkt optakt til det. Det vides ikke hvorfor der ikke kom en reaktion.

Efter tandlægen tog Frida og far op i Sigurds børnehave til julestue. Det var ret hyggeligt og en af Fridas gamle børnehavekammerater var der også. Det var Sigurds (sandsynligvis) bedste ven M. også, men var det samtidig M.'s sidste dag. Han skifter til en anden børnehave. Det er en stor skam og Sigurd var tydeligvis klar over at det betød et stop for de daglige lege.

Far: Kan I huske i går hvor jeg blev sur på jer? Det blev jeg fordi jeg fire gange sagde til jer at I skulle spise færdig, før I kunne lege. Så nu siger jeg "Spis færdig, så kan I lege"
Sigurd: <Guffer maden i sig>
Frida: Hvorfor siger du der ikke nogen flere gange?

Sigurd Frida juleklip

Sigurd med sin is, der skulle hænges op som en rumraket

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2008-11-27 Juletiden nærmer sig

Frida: 7 år, 2 mdr. Sigurd: 4 år, 8 mdr.

Frida er gået i julemode og forsøger at trække Sigurd med sig. Han er nu let nok at overtale. De snakker en del om hvad der kommer i julesokkerne (der køres med adventsgaver her i huset) og rødt tøj er i høj kurs.

Stakkels mor havde en hård dag: Hun var på projektlederkursus og kiggede på PowerPointpræsentationer fra 8.30-16. Måske er det en slags test for at si ikke-vedholdende personer fra?

Sigurd Far, hvorfor rimer Tau på dit hår?
Far: ???
Sigurd Tau er sort!

Frida Sigurd cykelvogn

Frida har fået for vane at nasse på fars pedalkraft på cykelture, men han trænger også mere til motion end hun gør

Sigurd tarzanbane

Starten på banen

Frida Sigurd nisser

De kære små

Sigurd laver ting

Sigurd laver ... ja, det blev aldrig opklaret hvad han lavede

Julelys

Lys i nabolaget

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2008-11-26 Et fedtet spejderhagl er guld

Frida: 7 år, 2 mdr. Sigurd: 4 år, 8 mdr.

Frida tog til svømning sammen med Olivia og hendes mormor. De tre har en ordning med at der udleveres ét (1) spejderhagl til hvert barn på udturen og ét (1) spejderhagl på hjemturen. Det går de meget op i. I dag havde Frida gemt et af de to (2) udleverede spejderhagl til mor. Det blev naturligvis opbevaret i en varm barnehånd fra udlevering til viderelevering, så det var ret nasset, namset & nusset. Men hvad gør det? Et sådant offer gør det til en kulinarisk nydelse af de helt store for en mor.

Sigurd var i fint humør igen i dag. Han havde haft eventyrdag i børnehaven, hvor de hørte historie og malede til. Eller også fortale de selv en historie ved at male? I Sigurds verden registreres den slags forskelle ikke rigtig, så hans beretning om dagen var lidt flagrende. Det havde nu tydeligvis været spændende.

Far var ikke specielt glad - han blev overhalet af en dame da han cyklede hjem fra arbejde. Argh! Og så gik der altså lige en halv eftermiddag, en hel aften og en kvart nat med at prøve at få nogen nye computerdele til at fungere. Dele der ikke engang er helt på plads endnu.

Computer under opbygning

Her arbejdes. Tegneserien bruges når der installeres software.

Mikkel Kamstrup Erlandsen
2008-11-27 14:49

Hvad bruges den lille røde bil ovre til højre til?

Toke Eskildsen
2008-11-27 17:35

Til Sigurd, når han kommer og vil hjælpe til.

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2008-11-25 Fingerstrik og forældremøde

Frida: 7 år, 2 mdr. Sigurd: 4 år, 8 mdr.

Fingerstrikkeriet kører for fuld damp for pigerne i Fridas klasse. Godt nok har Fritz (SFO'en) officielt sagt stop, men derfor kan man jo godt fortsætte i smug eller derhjemme. Fra at lave tykke fingerstrik har Frida samlet et hold ligesindede (incl. den pige som forældrene troede var lidt udenfor - måske de der voksne skal vente lidt med at blive nervøse) hvis formål er at lave lang fingerstrik. Det betyder et skifte til den effektive to-finger-metode, der producerer kedeligt fingerstrik, men gør det hurtigt.

Der var forældremøde på skolen, denne gang et fællesmøde. Generelt går det glimrende i klassen, med det eneste mulige rigtige problem at pigerne er gået i selvsving med at få ondt i maven, få hovedpine og blive kede af det i skoletiden. Det er sket for nyligt og der er ikke nogen synlig forklaring. Dagens ord: Grædekultur.

I den lettere ende var der ting som at nogen af pigerne fik lus hele tiden (ja, Frida er en af dem) og at der er ulækkert på drengetoilettet. Citat fra aftenen: Børn de er jo lidt nogen svin.

Sigurd lyssværd

Lyssværd er ikke helt så spændende i dagslys

Sigurd maser kastanje

Eksperimentering med kvasning - det ventes at metalbiler bliver næste forsøg

Nyt legetøj

Tid til opgradering

Skriv en kommentar
 

Mandag 2008-11-24 Sneflokke kommer trippende

Frida: 7 år, 2 mdr. Sigurd: 4 år, 8 mdr.

Frida havde en veninde med hjem fra skole, der blev til aftensmad. På forunderlig vis fik Sigurd lov at deltage i deres lege det meste af dagen. Han var nu også i det gode humør. Det har han været nogen dage, hvilket måske skyldes at der er ved at blive løst lidt op for hans leg med forskellige børn i børnehaven? Han er inde i en periode, hvor der leges med mange forskellige.

Det sneede efter aftenstid. Ikke den vilde snestorm, men sne nok til at en del ting blev sådan rimeligvis halvdækkede af sne. I ungernes hoveder var det nærmere Nordnorgeniveau, så de hoppede op og ned til far gik med udenfor, for at bygge snemand.

Sigurd: Nu skal I være popcorn!
Frida: Vi vil hellere være rullepølser!

Sigurd rist

Klang!

Sigurd laver lyssværd

Nej, Sigurd har ikke set Star Wars

Sigurd sne

Der smages på varerne

Frida sne

Samle samle

Sneengle

Snesommerfugle?

Snemand

20 minutter senere

Toke Frida mons sne repos

Frida lavede punkerfrisure på katten med sne

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->