Søndag 2016-01-10 Søvnunderstøttere
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Hanne og Frida tog i IKEA. På en søndag eftermiddag! Men det var Ny IKEA (megamongostore IKEA) og ikke Gamle IKEA, så turen var ikke så kvæstende som forventet. De vendte hjem med diverse småting og to boksmadrasser: En til Asta og en til Sigurd. Astas hems er der stadig og hun er glad for den som legested, men hun vil hellere sove i en almindelig seng. Forstå det hvem der kan.
Lørdag 2016-01-09 Abearbejde til zebraerne
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Fridas klasse (Zebraklassen) sparer op til en studietur i niende klasse. De havde fået en 4-timers-tjans med at tælle lager op i en butik nede i byen. Frida meldte at det var en god lektion i at få en uddannelse og finde noget mere spændende at arbejde med, for det havde været keeedeligt at tælle tusindvis af småvarer op.
Asta & Sigurd havde det til gengæld sjovt: De indtog haven, kastede med sne og gik i gang med at bygge en sneblæksprutte på højen. Momo fik øje på blæksprutten, gravede et lille hul i den, fyldte hullet og dækkede det til med sne igen: Gulerødder til snemandsnæser og kattelorte til sneblækspruttehjerner.
Fredag 2016-01-08 Familien genforenet
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Næsten-voksen-killingen Momo var ikke dukket op i løbet af natten og Sigurd var helt i spåner over det. Han fik lov at blive hjemme fra skole for at vente på den, men kræet dukkede ikke op. Toke havde printet nogen efterlysningssedler på arbejde, som han hængte op i området. Der var ikke den store forhåbning, men man gøre hvad man kan...
Der var faldet sne i løbet af natten og der var nydeligt hvidt udenfor, men den slags er ikke let at nyde når ens kæledyr er derude på andendagen.
Ved 18-tiden gentog Momo Mons' gamle trick og dukkede pludselig op. Meget sulten og helt oppe at køre. Kattelemmen stod på envejs og det var smart, for kræet prøvede at spurte ud igen efter et par minutter i huset. Den faldt til ro efter lidt tid og skvattede derefter i søvn; uskadt, varm og mæt.
Torsdag 2016-01-07 Natteduns og kattebekymring
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Toke vågnede ved lyden af en Asta, der skvattede ud af sengen. Altså ikke hemsen, men den sofa der står på hendes værelse. Hun havde formået at falde ud af sengen, over en skammen og halvt ind under bordet i den anden side af værelset. Meget imponerende.
Den næsten-voksne killing Momo er sidst set i går aftes. Toke har været rundt for at kigge efter overkørt kat ved de store veje og for at fløjte og rasle med madskål ved de mindre. Frida & Sigurd har været ude 2-3 gange for at banke på garagedøre og kalde. Sigurd havde ikke nogen god aften og var temmelig ked af det, da han gik i seng.
Onsdag 2016-01-06 Forsinket træthed
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Ferieafslutning og tilhørende hverdagsopstart slog til: Alle i familien var trætte efter hjemkomsten og havde behov for at sidde med hver deres ting og være alene.
Tirsdag 2016-01-05 Er det vinter nu?
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Kulde var der i rigt mål og det sneede også. En lille-bitte-mikro-smule. Bare lige et hint af hvor fint det kunne blive.
Aftenens spil Carcassonne - Star Wars blev igen vundet af grønlingen. Sigurd & far prøvede at indføre en husregel om at mor ikke må have Yoda som spilfigur.
Mandag 2016-01-04 Kamp om planeterne
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Der blev igen spillet Carcassonne - Star Wars og denne gang virkede kampene meget bedre: Planeterne i spillet fungerer som klostre i traditionel Carcassonne, men den store forskel er at man kan forsøge at erobre dem fra hinanden. Dertil kommer et bonussystem, så nogen planeter giver fordel til nogen spillere. Luke Skywalker trænede sig heroisk op med adskillige kampe gennem spillet, men den lille grønne frø endte alligevel med at vinde. Med ét point.