Søndag 2014-02-16 Skadedyr og Astaøf
Frida: 12 år, 5 mdr. Sigurd: 9 år, 11 mdr. Asta: 2 år, 10 mdr.
Alle unger kom igennem lusemøllen. Der blev muligvis fundet møgkræ hos Frida & Asta: 3-4 stykker hos hver, men de var så små at det var svært at de om det var lus eller snavs.
Asta er fortsat snottet og ikke udpræget ovenpå. Det betød en masse brok og utaknemmelighed, primært rettet mod mor. Hanne havde det heller ikke særlig godt: Selv halsen havde det bedre, var hun stadig forkølelsestræt.
Sigurd: Faaar, Frida kommer med tomme trusler!
Toke: Frida, sørg for kun at komme med trusler du vil føre ud i livet
Frida: Jeg slår dig, hvis du ikke giver mig den
Sigurd: Faaar, Frida kommer stadig med tomme trusler!
Toke: Frida, du ved godt vi ikke bruger tomme trusler her i huset!
Sigurd: Aaav!!!
Lørdag 2014-02-15 Maskinroderi og familiehygge
Frida: 12 år, 5 mdr. Sigurd: 9 år, 11 mdr. Asta: 2 år, 10 mdr.
Frida kom trissende op fra sit værelse ved 14-tiden, fandt noget mad i køkkenet og trissede ned igen.
Tørretumbleren var brudt sammen. Den blev åbnet og fejlen var meget synlig. I vore dage klarer den magiske konstruktion Internettet den slags: Første hit på modellen var en manual, andet hit var en butik der solgte den drivrem der var knækket. Tak Internet.
Næste udfordring var en bil hvor batteriet var kørt fladt mistænkeligt hurtigt. Hannes brødre havde hurtigt afgjort at der skulle et nyt til, hvilket det skulle være og hvor det skulle købes. Onkel Jacob organiserede reservedelen og hjalp med monteringen. Belønningen var pizza fra Il Mercatino, der klart kan anbefales. Tak, Hannes brødre.
Fredag 2014-02-14 Den farende datter vender hjem
Frida: 12 år, 5 mdr. Sigurd: 9 år, 11 mdr. Asta: 2 år, 10 mdr.
Far blev hjemme fra arbejde for at passe Asta & Sigurd. Asta havde sine op- og ned-ture hen over dagen og lidt over middag blev hun opgraderet til Chihiro og heksene. Hun blev lidt bekymret et par steder i filmen, men eftersom både støvalfer og drage viste sig at være godsindede, blev hun hurtigt rolig igen. Hun fulgte meget opmærksomt med og ved aftentide fortalte hun mor Jeg har en støvalf inde i munden
Hanne vandt igen over oldemor i WordFeud. Denne gang med 528 point mod 385. Forskellen var usædvanlig stor og hvis ikke oldemor med det samme havde inviteret til et nyt spil, ville Hanne have været bekymret for om der var noget i vejen. Hanne selv skranter lidt med træthed og ondt i halsen - det lægger op til et par nededage.
Kl. 22:30 blev Frida afleveret ved spejderhytten. Der havde hun rejst i 12 timer. Far fulgte hende hjem til mor & Sigurd, der ventede oppe. Stor glæde i det lille hjem og der gik kun få minutter før de to søskende viste deres kærlighed ved at skubbe og møvle foran brændeovnen. Selvom Frida havde meget at fortælle blev hun alligevel gennet i seng efter en halv times tid. Der er en hel weekend uden planer til at høre detaljerne.
Torsdag 2014-02-13 Kom-ovenpå-dag for Asta
Frida: 12 år, 5 mdr. Sigurd: 9 år, 11 mdr. Asta: 2 år, 10 mdr.
Asta hostede rigtig meget om midt om natten, klynkede og kunne ikke sove. Far lagde sig på madrassen på hendes værelse, hvilket gav trøst nok til at hun kunne falde i søvn. Nattesløjheden udløste en hjemmedag, hvor Asta var overraskende frisk. Med de 4 sidste dage in mente skal det nok passe at hun har det skidt igen i morgen.
Sigurd havde en ven på besøg og deres dagsprojekt var at bygge armbrøster. De første udgaver kunne lige skyde fra den ene ende af haven til den anden. Efter frokost og endnu et besøg i kælderen afslørede et højlydt klonk mod husmuren at de havde forbedret ydeevnen. Kedelige far beordrede dem til at skyde i en anden retning end husets vinduer.
Sigurd var i biografen i går og der så han en lille oplysningsfilm om trampoliner. Han kunne huske alle de regler der blev angivet:
Efter en hurtig optælling sammen med far kunne Sigurd konkludere at husets trampolinbrug scorede 5/5 på listen ☺
Frida i Norge
Ude i terrænet blev der trænet bedømmelse af højdekurver og indtegning af samme på kort efter målestoksforhold. Senere blev der skudt med haglgevær (mon ikke Frida mener luftgevær?), som Frida viste sig at være rigtig god til. Det var også meningen at der skulle bygges en skilift, men en af pigerne kørte kælken i søen og frida begravede hende i sne.
Om aftenen blev der dystet om at lave stegt laks i fløde på bål. Præmien var at slippe for at vaske op (hov, skulle lederne ikke have gjort det!?). Resultatet blev yderst velsmagende, muligvis hjulpet en anelse på vej af at have knoklet rundt i sneen hele dagen.
Onsdag 2014-02-12 Op og ned med Asta
Frida: 12 år, 4 mdr. Sigurd: 9 år, 10 mdr. Asta: 2 år, 10 mdr.
Asta var frisk og glad i går, men helt nede i dag. Hun klagede og skældte ud og selv en indkøbstur havde begrænset virkning. Hun kom tidligt i seng, men lå og hostede en hel del.
Frida er fortsat i Norge og kommer først hjem fredag aften. Forældrene går ud fra hun har det godt, da hun ikke har givet lyd fra sig.
Frida i Norge
Det var dagens for turens store højdepunkt: Bæversafari. Det var også dagen for turens store lavdepunkt: Ingen bævere. Eller rettere: Der var mindst én i området, men de(n) holdt sig klogeligt inde i bæverboet.
Natur var der til gengæld nok af og der blev trænet krydspejling og kortlæsning. Ved hjemkomsten handlede det om at lave bål i sneen. Som belønning for godt bål indvilligede lederne i at lave mad og vaske op resten af turen.
Tirsdag 2014-02-11 Randers Regnskov
Frida: 12 år, 4 mdr. Sigurd: 9 år, 10 mdr. Asta: 2 år, 10 mdr.
Sigurd & far tog i Randers Regnskov sammen med en af Sigurds venner. De to rødder gik på opdagelse på egen hånd og Toke nød et par timer i det grønne. De formåede naturligvis at blive væk, men eftersom Sigurd ikke er 2½ år længere, var panikniveauet ikke-eksisterende.
Asta blev hentet af bedstemor i vuggestuen. Hun var aldeles i hopla, både over vuggestuedagen og over bedstemor, som hun viste frem for de andre i stuen med Det er min bedstemor!
.
Sigurds ven kom med hjem til computerspil og da han blev hentet tog han Sigurd med. Asta kom i seng ved 19-tiden og de to forældre var pludselig børnefrie og vidste ikke helt hvad de skulle gøre af sig selv.
Frida i Norge
Dagens store projekt var 13 km på langrendski (5 km for ham med det sårede knæ). Det gav god appetit og drengespejderne lavede pizza til aftensmad. Spejderledernes system til arbejdet var at madlavning, opvask, brænde- og vand-hentning skiftede mellem de to drengespejdere og de to pigespejdere der var med. Lederne lavede ikke noget af den slags.
I det hele taget var der gået rytme i hyttelivet. Der blev bagt flere gange og der blev læst Jumbobøger og spillet Set efter dagens strabadser.
Mandag 2014-02-10 Blestoppause
Frida: 12 år, 4 mdr. Sigurd: 9 år, 10 mdr. Asta: 2 år, 10 mdr.
Begge forældre havde taget fri fra arbejde for at give Sigurd en dag uden søskende. Det betød at Asta kom i vuggestue, mens det meste af dagen blev brugt på at bygge en LEGO Mindstorms-robot.
Det tog ikke lang tid at sætte blestoppet på pause. Asta var noget pylret i går og da Hanne hentede hende fra vuggestuen fik hun at vide at én voksen og tre børn var blevet sendt hjem med feber. Det passede godt med at Asta var helt nede da hun kom hjem. Hun blev midlertidigt genoplivet med en kort indkøbstur, som hun elsker. Hun totalcharmerede et ældre ægtepar ved at gå pænt med sin miniindkøbsvogn, sætte varer på båndet og sige farvel til dem.
Frida i Norge
En af dagens projekter var at gå øen Øy rundt for bl.a. at låne et par sparkstøttings af nogen venner en af spejderlederne havde deroppe. Vennerne var vældig glade for besøg og bød flokken indenfor til vafler, chokolade og sodavand.