Søndag 2006-09-03 Festuge nej tak
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Dagen startede ellers så godt, med Frida og Sigurd, der legede ude i småregnen med mor. Fred & idyl og en glad Sigurd.
En middagslur og en bustur ned til Århus midtby senere og den ellers så veltilfredse Sigurd gik helt i baglås. Intet virkede, alting skulle være anderledes end forældrene ville og når Sigurd fik sin vilje, protesterede han alligevel. Det eneste der - kortvarigt - virkede var togture, men selv der var han uopmærksom. Argh!
Nå, hjem i seng, hvor han vågnede op flere gange om natten. Der var tydeligvis et eller andet helt galt i hans verden, men når man er en lille fyr, kan det være svært at sige hvad det er.
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Jorsbærkage, Aldi-tur i solskin og børn, der solgte ud af deres legetøj på et tæppe. Flere af den slags dage, tak!
Fredag 2006-09-01 Mere søsterlig omsorg
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Frida brugte det meste af eftermiddagen og aftenen på at lege med Sigurd. Efter aftensmaden gik hun ned med ham, gav ham sko & tøj på og tog ham med udenfor.
Forældrene legede med tanken om at lave en kop kaffe og nyde stilheden, meeen Sigurd skal vist lige være lidt ældre, for at kunne drøne rundt uden autoriseret opsyn.
Torsdag 2006-08-31 Sigurd alene i junglen
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Det var Hannes arbejde-længe dag, så Toke tog med ungerne i Randers Regnskov. En meget kort tur, for de lukker åbenbart klokken 16 udenfor sommerferien, hvilket far ikke lige havde opdaget.
Nå, tyve minutter er også en oplevelse og begge unger var vældig glade og udforskende. Dyrene var også friske og interesserede, så alt var idyl. Efter lukketid gik alle udenfor, og der blev snakket lidt om hvad der så skulle ske.
Randers Regnskov har nogen smarte automatiske døre - efter lukketid vil de gerne lukke folk ud, men ikke ind. Da sidste kvinde gik, så Sigurd sit snit til at smutte indenfor. Intet problem, tænkte far, man kalder bare på Sigurd, hvorefter han går hen til døren og den åbner sig (givet Sigurds udforskertrang var det nu nok snarere "lettere problematisk" i stedet for "intet problem").
Sigurd blev tilkaldt og efter et par minutters grinen og gemmen, gik han hen til døren. Som ikke åbnede sig! Den snedige bevægelsessensor var ikke indstillet til små fyre på en meters højde.
Far tænkte mere over Sigurds udforskertrang og lod en kavalkade af skrækscenarier køre for sit indre blik. Derefter blev en tilfældig dame med mobiltelefon tilkaldt og far begyndte at undersøge, hvordan man brækker døre op. Sigurd legede heldigvis med Frida og den tilfældige dames pige gennem ruden, så han panikkede ikke.
Tilskyndet af førnævnte scenarier fik far kreativiteten i gear og fik Sigurd til at løbe frem og tilbage mellem de forskellige døre. Det var nok til at overbevise bevægelsescensorerne og Sigurd blev dermed reddet fra krokodillerne, piratfiskene, søkøerne, slangerne og aardvarkerne.
Onsdag 2006-08-30 Sigurd klar igen
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Sigurd havde en glimrende dag, når man lige ser bort fra 1½ time om eftermiddagen. Han var i vuggestue og legede rigtig godt sammen med vennen M - det handlede om at grave i sand og køre på cykel. Der var vist også en plastictraktor involveret.
Ja, sådan var han ved hjemkomsten. Men pædagogerne påstod hårdnakket at han havde haft en rigtig god dag
Tirsdag 2006-08-29 Sigurd halvsyg
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Sigurd virkede meget lidt frisk til morgen - han kastede lidt op og var slet ikke glad, som han plejer. Far blev hjemme og passede ham. Sigurd var helt nede humørmæssigt og fysisk og nærmest bad om at sove middagssøvn ved 11-tiden.
Han var fortsat splat, da han kom op, men ved 14-tiden have han kæmpet sig op på sit sædvanlige glade jeg.
Der bliver snakket en del om Fridas fødselsdag i huset. Hun inviterer alle de store piger fra børnehaven, plus nogen ekstra, så de bliver 14 tøser (og én Sigurd) til fødselsdagen, hvis alle kan komme.
Frida: 4 år, 11 mdr. Sigurd: 2 år, 5 mdr.
Ak, mandage er hårde. Så hårde at Frida ikke kunne klatre op på sin stol for egen kraft. Og de onde forældre ville ikke hjælpe hende.
Spøjst egentlig, for hun brugte en stor del af eftermiddagen på at lege med Sigurd og køre ham rundt i en dukkeklapvogn. Men han er selvfølgelig heller ikke en man skal prøve grænser af på.
Sigurd startede dagen med øjenbetændelse og sløjhed og havde svært ved at falde i søvn til middag. Han fik det nu meget bedre senere på dagen.