Søndag 2014-09-28 Danmarksmestrene
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 6 mdr.
Asta vågnede ganske atypisk kl. 05:30. Det blev på vanlig pædagogisk vis håndteret ved at sætte hende foran fjernsynet, men det ændrede nu ikke ved at hun gik helt i spåner ved 10-tiden og tog en formiddagslur.
Hanne & Frida var til danmarksmesterskabet i orienteringsløb, sammen med resten af Orienteringsklubben Pan. Der er et meget sindrigt pointsystem til sådanne arrangementer, som koger ned til at man ikke kan trække ned i sin klubs regnskab og at det er godt for en klub at være bredt repræsenteret i så mange kategorier som muligt. Frida vandt sin (indrømmet ret lille) kategori og var således med til at sikre sejren. Hannes kategori var noget større og med flere rigtig rutinerede løbere.
Toke passede Asta derhjemme. Det gik nemt nok mens hun sov formiddagssøvn, men ellers var han temmelig træt fra gårsdagens arbejde oppe på skolen og den sene hentning af Frida. Stakkels gamle far måtte gå tidligt i seng.
Lørdag 2014-09-27 Arbejdsdag og monsterkamp
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 6 mdr.
Toke tog til arbejdsdag på ungernes skole og byggede skaterrampe. Igen. Der var godt vejr og god stemning og skruemaskinen han fik for et års tid siden var stadig den bedste model på pladsen. Der skal ikke meget til at glæde ham.
Hanne håndterede en Asta, der var noget krævende. De sørgede for ugens indkøb og for at sende Frida afsted til sprogrejse-reunion i Odense. Onkel Jacob kiggede forbi til aftensmad og Rampage, som han vandt i overlegen stil. Der er en smule strategi i spillet, men ellers handler det om at være god til at knipse en træklods rundt, ramme præcist med biler, smadre bygninger ved at tabe monstre og puuuste bygninger omkuld. Det skal klart spille igen, efter lidt smølfesparktræning.
Frida skulle hentes nede på banegården. Kl. 01:27. På det punkt er teenageren ret teenageagtig.
Fredag 2014-09-26 Forældreskoledag uden unger
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 6 mdr.
Der er forældreskoledag et par gange om året, hvilket betyder at lærerne har en dag sammen, mens forældrene tager sig af ungerne. Toke havde strategisk meldt sig til morgentjansen (så skal man ikke finde på ativiteter, men kun passe unger) og mødte op sammen med en anden forældre fra klassen fra 7:00-8:30. Der kom ialt ét barn fra Sigurds klasse i det tidsrum: Den anden forældres dreng. Det ville muligvis have været smart at høre på forhånd om nogen unger ville møde tidligt. Men det var da meget hyggeligt at sidde og snakke.
Derhjemme kiggede en elektriker og en VVS-mand forbi. De virkede meget reelle og mente ikke at der ville være de store udfordringer med køkkenet. Der skal trækkes et kabel så der kommer en ekstra el-gruppe (åbenbart et lovkrav) og det er lidt en joker om afløbet bliver nemt at flytte, da det lige nu er gemt under et skab, men det er også det eneste specielle.
Torsdag 2014-09-25 Bare torsdag
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 6 mdr.
Asta var i børnehave hvor de tog til fødselsdag. Den slags bliver man træt af, så hun tog en middagslur dernede, hvilket på klassisk vis gav problemer ved sengetid.
Hanne: Nogen gange der har brandmænd økser
Frida: De har sgu da ikke økser!
Hanne: Jo, til at komme gennem dørene!
Frida: Dørene!?
Frida: ...Nåeh, sådan nogen brandmænd
Sigurd (sagt i én køre): Far, jeg har lært at blæse balloner op. Har jeg cykelhjælm på? Jeg har på fornemmelsen at når ting er rodet, glemmer man automatisk sine dykkerbriller
.
Onsdag 2014-09-24 Stadig syg Asta og endelig køkkenaftale
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 6 mdr.
Asta var ikke særlig glad da hun stod op, så hun fik en forlænget morgen med far, for at se hvordan det gik. Det gik glimrende: Asta var glad og hyggede med Duplo. Hun bad også om at komme i børnehave, så den håbefulde far læssede hende i cykelvognen og kørte ned med hende. I børnehaven småklynkede hun, knugede sig til far og var slet ikke spor med på noget som helst. Far sagde goddag & farvel til de smågrinende pædagoger og tog ungen med hjem igen. Det var ellers meningen at Hanne & Toke skulle have spist frokost nede i byen, men dén plan blev erstattet af a læse historie for Asta.
Efter gårsdagens småjustering skulle slutprisen for køkkenet aftales pr. email og Hanne krejlede et par tusinde af sælgerens udspil. Toke er vældig imponeret over handelstalentet. Aftalen er på plads og eventyret kommer til at foregå hen over efterårsferien plus en dag i hver ende.
Om aftenen blev der set Ringenes Herre og da det blev sengetid kom forældrene (læs: Hanne) i tanker om at der skulle kontrolleres for lus. Frida havde uvelkomne husdyr. Suk. I med luseshampoo, vente vente vente og Frida i bad. Hanne tog også en tur og Asta & Sigurd bliver kontrolleret i morgen.
Og så var det forøvrigt forældrenes 20 års kærestedag: Syg unge, køkkensnak og lusekæmning. Men okay, det var trods alt kun et par måneder siden de var på kærestetur.
Hanne: Katten laver lort i kattebakken og vi laver lort i toilettet
Asta: Og vi tisser i græsset!
Tirsdag 2014-09-23 Syg Asta og køkkensagaen
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Asta vågnede rigtig mange gange i løbet af natten. Hun var noget varm og ret ked af det så det endte med at far sov på gulvet inde hos hende. Da hun endelig faldt ordentligt i søvn, sov hun til kl. 9. Derefter sad hun i sofaen med far i 3-4 timer og kastede op en gang i timen. Kl. 12:30 var dét overstået og hun skruede langsomt op for energien, drevet af vand & chokolademadder.
Om eftermiddagen flygtede Asta & far fra huset, mens Hanne håndterede håndværkerbesøg og køkkensælger. Håndværkeren (der skal ordne væg & gulvnivellering) virkede meget reel. Køkkensælgeren fik justeret de sidste ting på plads, med en lidt anderledes emhætte og et skifte til skuffer & skabe med håndtag af tekniske årsager.
Frida: 13 år, 0 mdr. Sigurd: 10 år, 6 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Astas meget tidlige sengelægning i går gjorde at hun vågnede meget tidlig om morgen. Om eftermiddagen i børnehaven faldt hun i legerummet, klagede sig og dejsede omkuld i sofaen dernede. Hun sov videre på sofaen derhjemme, fik lidt aftensmad og blev lagt i seng. Der havde hun svært ved a falde i søvn pga. snottethed og vågnede op flere gange hen over aftenen. Det kunne godt ligne en sygedag i morgen.