Søndag 2014-08-03 Endelig regn
Frida: 12 år, 10 mdr. Sigurd: 10 år, 4 mdr. Asta: 3 år, 4 mdr.
Det regnede det meste af dagen og alle var glade. Selv da Hanne & Fridas løbetur ramlede sammen med ekstra meget vand fra skyerne var der ingen brok.
Lørdag 2014-08-02 Biotur og onkelbesøg
Frida: 12 år, 10 mdr. Sigurd: 10 år, 4 mdr. Asta: 3 år, 4 mdr.
Sigurd & Toke tog i biografen og så Guardians of the Galaxy, sammen med Tokes arbejdskammerat Mads. Filmen levede til fulde op til nørdernes store forventninger og kan abefales til alle der har hang til genmodificerede vaskebjørne med talent for våbenbrug.
Onkel Jacob kom på besøg, blev til aftensmad og særgede for pandekager. Glimrende gæsteinitiativ.
Fredag 2014-08-01 Familien samles
Frida: 12 år, 10 mdr. Sigurd: 10 år, 4 mdr. Asta: 3 år, 4 mdr.
Information: Ved gårsdagens kromorgenmad (der naturligvis var rigtig god, med særligt lækre stegte pølser og rugbrød) var der 2 skiver rugbrød, 2 skiver honningbrød og 2 skiver franskbrød i brødkurven. Hanne & Toke spiste begge skiver rugbrød og begge skiver franskbrød. Observation: Ved denne morgenmad var der en ekstra skive rugbrød og en ekstra skive franskbrød i kurven. Det er de små ting der gør det.
Men ak, det var tid at slutte kroopholdet og køre hjemad. Asta blev hentet hos farmor & farfar (og havde ikke travlt med at komme hjem) og Sigurd hos mormor & morfar. Frida lå i hængekøjen ved hjemkomsten og meldte at hun godt kunne have brugt en uges tid alene.
Torsdag 2014-07-31 Vikinger & Vesterhav
Frida: 12 år, 10 mdr. Sigurd: 10 år, 4 mdr. Asta: 3 år, 4 mdr.
Sigurd tog i Tivoli med familien. Mest med Jacob i starten, hvor de kørte i rutsjebane ca. 3&millioner gange. Senere handlede det om skydetelt, hvor Sigurd kom hjem med en minion og et par plysterninger i overstørrelse. Det er nok bedst ikke at spekulere for meget på hvor mage skud det kostede.
Hanne & Toke tog en tur til Søndervig for at se på sandskulpturer, der ganske imponerende var lavet af ... sand. Senere blev der kæmpet mod Vesterhavets bølger (bølgerne vandt).
Dagens reelle udfordring var at overskue aftensmaden. Kroen snød voldsomt ved at overvælde H & Ts sanser med en voldsom mængde lækkerier. Kroens bacon med cacao & sennep var helt særligt god og den afsluttende citronmarengs var virkelig afsluttende. Det blev anden dag hvor ordet "fremragende" var passende - det er lige før der går inflation i det.
"8" retter
Olive & peach vert
Herb'ed & salted Solist potato
Henne ham & lime pickle, Mongolian garlic
Our chorizo, pimento & oregano
Our bacon, cacao mustard
3yr herb ham & rocket leaf
Aged duck, carrot & orange
Keith Moon & our fresh lemon herb floral butter
Wadden Sea oyster. Oyster leaf & horseradish. Green chilli & coriander
Poached local lobster, Henne Minestrone
Grey mullet. Olive & salted lemon
Spring cabbage & smoked beef marrow, Summer truffle
Veal bread, onion & redcurrant
Duck roti, quatre epices & cherry
Gooseberry & sheep milk yoghurt, wild rose
Peach Dame Nellie Melba
Laphriaig toffee
Lemon merengue pie
Onsdag 2014-07-30 Den splittede familie
Frida: 12 år, 10 mdr. Sigurd: 10 år, 4 mdr. Asta: 3 år, 4 mdr.
Forældrene skulle på kærestetur og de midlertidigt forældreløse unger havde forskellige planer: Sigurd tog i Den Gamle By med en ven og bedstemor. De blev iklædt tøj fra 1864 og rendte rundt i gaderne. Til middag fik de grød, men ellers var det vældig sjovt. Asta blev afleveret hos farmor & farfar, hvor hun skulle være sammen med Fætter Birk. Hun havde knap nok tid til at sige farvel til forældrene, før hun var helt opslugt af leg. Frida blev hjemme - hun så helt klart frem til at have huset for sig selv et par dage.
Kæresteturen gik til Henne Kirkeby Kro, der ligger ude ved Vesterhavet. Det var Hanne der stod for valg af stedet og det var temmelig langt over det normale niveau. Normalt plejer Toke at være allergisk overfor den slags, men de formåede på forunderlig vis at få alting til at virke roligt og nede på jorden. Hanne kalder det "diskret charme" og de mestrede tydeligvis kunsten til fuldkommenhed.
Stedet er kendt for sit køkken, der ledes af en kok, der åbenbart er i høj klasse (her afsløres Tokes sofistikationsniveau). Der var en mægtig køkkenhave, der leverede friske krydderuter, grøntsager og bær i rig mængde. Første aftens menu blev deres "lille" menu med 3 retter; En overdådig fiskesuppe med hummer, rejer, 2 slags stegt fisk, diverse minicremegodbidder og naturligvis suppen. En hardcore hovedret med mørkt kød på mørke trøfler med mørkt stegt marv og meget mørk sovs på en sort tallerken. Toke brugte ordet "fremragende" om dén ret, hvilket vist nærmest er første gang. Desserten var chokolade med chokolade & chokolade i form af mousse, is og en drysset pleskenagtig top.
Hverken Hanne eller Toke er særligt vindrikkende så der blev bestilt hyldeblomstsaft i stedet. Det var bare ikke hyldeblomstsaft. Det var en berusende magisk drik hvor der blev formet små hvirvler af pollen når man løftede glasset for at nyde duften af koncentreret sommer. Smagen matchede resten af indtrykket; særdeles stærk & sød uden at være sukret.
Tirsdag 2014-07-29 Strandtur II
Frida: 12 år, 10 mdr. Sigurd: 10 år, 4 mdr. Asta: 3 år, 4 mdr.
Det går jo helt amok med alt det baderi! Familien tog på sin anden samlede strandtur i denne sommer. Sigurd medbragte en ven og det store hit var når bølgerne fra Cat-Link-færgen slog ind over stranden. For en gangs skyld var heden ikke overvældende hele dagen så stegning blev undgået ved stranden og der var behageligt køligt om aftenen.
Hanne skal løbe DHL-stafet om et par måneder og når man nu er i gang med at komme i form, kan man lige så godt udnytte det, så hun har også meldt sig til et 100km cykelløb i starten af september.
Mandag 2014-07-28 Store garagedag
Frida: 12 år, 10 mdr. Sigurd: 10 år, 4 mdr. Asta: 3 år, 4 mdr.
Det var en nem lille opgave: Monter 4 spær i garagen, så brædder o.l. kan lægges op under taget; flyt en stigereol og sæt tingene på plads bagefter. Toke startede ved middagstid og ved 22-tiden var det næsten helt færdigt. Der var nu ikke blevet markant bedre plads i garagen, men til gengæld var det muligt at komme til alle tingene.
Hannes opgave var ikke mindre: Det var varmt & lummert og Asta kaldte på opmærksomhed og pylrede det meste af dagen. Sigurd havde en ven på besøg - de udnyttede det gode vejr til at skifte fra Minecraft til LEGO-spil på Playstation til film om aftenen.