Søndag 2014-05-18 Loppemarked på skolen
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 1 mdr.
Frida har samlet sammen til loppemarked det sidste års tid og var helt elektrisk over at skulle lege handelskvinde. Hun havde slået sig sammen med en veninde fra klassen og overtalt far til at knokle alle hendes ting op på skolen med cykelvognen. Loppemarkedet var af typen med foræringspriser og et par stikprøver bekræftede af Frida & hendes medkompan ikke var ublu med deres. Alligevel endte de med kr. 375 hver.
Asta var med til loppemarkedet og forsvandt et par gange. Det var nu ikke fordi hun som sådan løb væk; der var bare så mange interessante ting & steder at udforske. Hun fik en Findus-bamse, en plasticøkse, to rumpistoler, tre Duplokøretøjer og rigeligt pølsehorm & saftevand, så hun holdt sig kørende.
Lørdag 2014-05-17 Varm dag og trætte voksne
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 1 mdr.
Mens Toke morede sig med at hjælpe Onkel Jacob med at flytte, håndterede Hanne ungerne. Asta krævede en del, men gik omkuld ved middagstid, så Hanne fik en pause. Onklerne Jacob & Søren kom med hjem og spiste aftensmad. Derefter en tur til nærmeste ishus for at guffe dessert og så en lang aften med brædtspil. Ja, okay, måske det ikke lige gik med den sidste del: Den varme dag, flytteriet & børnepasseriet havde drænet alle for energi så festen blev stoppet tidligt.
Frida tog med far ned for at kigge på en ethjulet cykel, men den havde nu et ret lille hjul og skulle have ny slange, så den blev afvist i denne omgang.
Nogen der havde energi var Sigurd og en ven, der blev til aftensmad & overnatning. De to havde brugt næsten hele dagen ude på trampolinen og faldt først til ro ved 23-tiden.
Fredag 2014-05-16 Konfirmationssnak og sovevaner
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 1 mdr.
Det er først konfirmationstid for Fridas klasse om et år, men der er snart tilmelding til forberedelse og der snakkes en del om det. Frida hælder til ikke at blive konfirmeret og forældrene hælder til at det er hendes valg. De har ikke tænkt sig at slå hånden af hende hvis hun vil konfirmeres i kirken: Hun skal nok få en fest alligevel.
I dag fik Frida i hvert fald et indtryk af hvad det hele drejer sig om: Hun var inviteret til konfirmation, med både kirkegang & fest, hos en veninde. Hun blev til overnatning og forældrene er lidt spændte på om oplevelsen har ændret hendes indstilling i morgen.
Sigurd besøgte en ven og Asta gik med sine forældre op til en jævnaldrende på vejen og spurgte om han kunne lege. De blev en times tid og Asta & drengen fandt rigtig godt sammen. Det ville være bonus hvis det kunne blive en tilbagevendende ting.
Asta har haft en noget eksperimenterende sovestil den sidste tid. Sengen blev for kedelig, så hun flyttede ned på en madras på gulvet. Så blev der skiftet til sovepose. Dernæst ville hun sove på det bare gulv med et tæppe over sig. Ved sengelægningen i dag ville hun sove på en reol, men man sover skidt når der ikke er plads til at strække sig ud. I stedet blev hendes bord blev ryddet og hun lagde sig veltilpas til at sove der.
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 1 mdr.
Sigurd har trænet en uges tid på at køre på ethjulet cykel og hans niveau er at kunne køre ca. 3 meter. I dag holdt de cirkusforestilling på skolen, men et eller andet koksede da Sigurds lærer skulle hjælpe ham i gang (eller også havde Sigurd lampefeber) så det blev falde-på-halen-komik i stedet. Det var ikke nogen successoplevelse for knægten.
Hanne var heller ikke helt på toppen: Hendes høfeber satte for alvor ind om eftermiddagen og hun havde ingen øjendråber i huset.
Asta var igen nede ved Egå Engsø med børnehaven. Ved afhentning forklarede en pædagog at Asta var blevet ved med at løbe væk, så de var endt med holde hende oppe ved bålpladsen. Forældrene blev bedt om at arbejde med at få hende til at lade være med at løbe væk, når man kaldte på hende. Ups.
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 1 mdr.
Hele Astas børnehave var på aktivitetspladsen ved Egå Engsø hele dagen. Det var Asta svært godt tilfreds med og det tog en time at få hende med hjem om eftermiddagen. Toke havde nu heller ikke udpræget travlt og fik sludret lidt med pædagogerne.
Tirsdag 2014-05-13 Lægetur og skole-hjem
Frida: 12 år, 8 mdr. Sigurd: 10 år, 2 mdr. Asta: 3 år, 1 mdr.
Asta skulle til lægen med far, for at få skrabt nogen vandvorter af. Det blev en noget hektisk afgang for far opdagede først at hans cykel var punkteret 20 minutter før mødetid. Asta var overordentligt tapper mens vorterne blev fjernet og tilgav doktoren alt da hun fik en grøn ballon.
Om eftermiddagen tog forældrene til skole-hjem-samtale med Sigurd. Hans svar til det klassiske spørgsmål om hvad han synes kunne være bedre var at der skulle købes flere PlusPlus-klodser.
Mandag 2014-05-12 Det passer skidt lige nu...
Frida: 12 år, 7 mdr. Sigurd: 10 år, 1 mdr. Asta: 3 år, 1 mdr.
Midt på formiddagen ringede Tokes telefon. Det var en dame, der ville høre om han kunne kigge forbi om to dage og blive steriliseret. Det var Toke med på. Altså hvis ikke lige det var fordi han skulle hente unger den dag. Og hjælpe med en flytning weekenden efter. Og være alenefar mandagen efter. Og igen fredagen efter. Og på fædretur med Sigurds klasse. Og til actionfest. Men ellers, ja, helt klart. Han var i hvert fald ikke spor skræmt af det pludselige tilbud. *host* *host*
Asta formåede at komme hjem fra børnehaven uden våde gummistøvler. Den forstyrrelse af universets orden håndterede hun ved at liste sig ud i gangen og hælde et glas vand ned i en af støvlerne.