Søndag 2008-05-18 Sigurd på ferie
Frida: 6 år, 8 mdr. Sigurd: 4 år, 2 mdr.
Der er varslet strejke i den kommende uge, så forældrene har arbejdet med løsninger til Sigurdpasning. Farfar var frisk på at have ham i sommerhuset et par dage eller tre, hvis ellers Sigurd medbragte gummistøvler og trillebør. Farmor arbejder i hverdagene, men kommer hen til dem om aftenen.
Inden det blev tid til af sende Sigurd afsted, fik han leget sammen med syn semi-nye veninde L. L er lidt mere afdæmpet end Sigurds andre veninder og det smittede af på Sigurds opførsel. Han skiftede ganske stil til at være perfekt gentleman: Jeg synes du er sød, L. Skal vi gå ned på værelset og lege?
. Hold fast i det, Sigurd. Tøserne elsker den slags.
Om eftermiddagen kørte far ned til farmor of farfars sommerhus med Sigurd, der faldt i søvn på vejen. Det betød en meget muggen Sigurd ved ankomsten. Farfar havde heldigvis sørget for en kæmpe papkasse og så er det vanskeligt at opretholde surheden. Der gik ikke lang tid før far følte sig vældig meget tilovers, så der blev sagt farvel. Sigurd reagerede instinktivt ved at sige han ikke ville være i sommerhuset og pev i 5 sekunder hos far. Så drønede han ind i papkassen igen.
Derhjemme nød Frida at være enebarn og var helt oppe at køre. At tænke sig, to forældre, der giver deres udelte opmærksomhed!
Frida: Hvornår kommer Zigs hjem?
Mor: Ha ha! Savner du ham allerede?
Frida (med panik i stemmen): Nej, det er fordi jeg vil have han bliver!
Fridas naturvidenskabelige uskyld er desværre gået fløjten og hun er blevet indoktrineret af vor udbredte brug af 10-talssystemet:
Frida: Mor, når der er gået en time, har den ene viser så rykket sig 100 gange?
Mor: Nej, så har den rykket sig 60 gange.
Frida: Hm! Jeg synes det ville være smartere hvis den rykkede sig 100 gange!
Note to self: Lær Frida om andre talsystemer, f.eks. 12-talssystemet, der er ret fikst.
Lørdag 2008-05-17 Tilbage til stenalderen
Frida: 6 år, 8 mdr. Sigurd: 4 år, 2 mdr.
Der var arrangeret fællestur til en nyetableret "stenalderboplads" ved den nyetablerede Egå Engsø. Søen har været indvundet til marker, men blev for 2½ år siden lavet til sø igen. I den forbindelse er der brugt en del energi på at gøre området ved søen behageligt.
Projektet er lykkedes rigtig godt. Træer, buske og sheltere gør at der er læ ved den centrale del af bopladsen, mens der er frsk luft nede ved vandet. Der er 6 shelters man kan reservere til overnatning og der er sørget for snobrødspinde og brænde. Der er ca. 5 km rundt om søen, så det er oplagt at gå en tur rundt og vende tilbage til pladsen. Vi skal helt sikkert derned en anden gang.
Der kom en del fra Fridas klasse og ungerne underholdt sig storartet. Der var ikke blevet arrangeret løb eller lignende, men det var også bare kommet i vejen.
Fredag 2008-05-16 Onkel Søren på besøg
Frida: 6 år, 8 mdr. Sigurd: 4 år, 2 mdr.
Onkel Søren kiggede forbi og gav ungerne en lille tøjbamse, han havde fundet et eller andet sted. Én tøjbamse. To børn. Frida fik først fat i den.
Nå, Sigurd blev god igen senere og havde kvalitetstid med Onkel Søren i lænestolen. Det lykkedes Sigurd at crashe Sørens iPhone 2 gange, så det overvejes om han kan udlejes til udviklingsafdelinger som monkeytester. Derefter hærgede han Søren. Det stoppede da Onkel Søren bed igen.
Frida: 6 år, 8 mdr. Sigurd: 4 år, 2 mdr.
På vej hjem fra arbejde og skole kørte far og ungerne ind i skyer af små grønne insekter. Bladtæger eller sådan noget. Det var lidt spøjst, for mor kørt i bil hen over Fyn og stødte også end i dem. Det kunne lade til at de klækkes på samme tidspunkt, eller i hvert fald samme dag. De landede et par timer senere, så der var ingen usædvanlig svirren om aftenen.
Aftensmaden blev ikke vel modtaget af ungerne, der nægtede at smage på den (ooonde far havde puttet porrer sammen med kødet). Nå ja, de små pus skulle naturligvis have et alternativ: Tørt rugbrød! Efter store protester fandt Sigurd ud af at der var remoulade på bordet, så blev glad igen og hans aftensmad bestod af remoulade og rugbrød, i nævnte rækkefølge.
Onsdag 2008-05-14 Afsted til begravelse
Frida: 6 år, 8 mdr. Sigurd: 4 år, 2 mdr.
Grå Oldemor døde i sidste uge efter lang tids sengeligning. Dødsfald er altid sørgelige, men hun har ikke haft det godt i lang tid og har ligget og ventet på det. Hun bor på Sjælland og Hanne tog afsted sent eftermiddag for at komme til begravelse, der finder sted i morgen middag. Der blev snakket om at tage afsted alle sammen, men Sigurd er for lille og Frida blev bedømt til ikke at have haft nært nok forhold til Grå Oldemor.
Mor: Sigurd, ved du at Grå Oldemor er død? Hun har været syg i lang tid og til sidst døde hun
Sigurd: Hvornår er hun ikke død mere?
Tirsdag 2008-05-13 Mandag på en tirsdag
Frida: 6 år, 8 mdr. Sigurd: 4 år, 2 mdr.
Det dårlige ved forlængede weekender er at de slutter. Frida humpede en del om morgenen fra gårsdagens fald og Sigurd mente så bestemt at han skulle blive hjemme og se fjernsyn hele dagen, men afsted kom de.
Sigur var temmelig utilfreds med at skulle i seng om aftenen. Han har forskellige tricks, der desværre er gennemskuet af forældrene og som virker mere eller mindre godt. Første trick er naturligvis at være sulten - det resulterer i at den (kolde) aftensmad findes frem igen. Næste trick er at være bange for en vilkårlig ting på værelset og kræve den fjernet - det kan gøres meget hurtigt. Tredje trick er at mangle noget - det kan variere fra sekunders eftersøgning til en forældre der må give op. I tilfælde af opgivelse har Sigurd vundet, da det kræver trøst af den ulykkelige lille dreng.
Sigurd: Spøgelser findes kun inde i pærerne i lamperne
Mandag 2008-05-12 Hej mor, velkommen hjem, jeg smutter ud
Frida: 6 år, 7 mdr. Sigurd: 4 år, 1 mdr.
Fridas overnatning hos Olivia gik glimrende denne gang. Ingen problemer med hjemve. Hun kom ind om morgenen og sagde hej til mor, men der var ingen stor genforenelsesscene med smågrædende og omklamrende børn og Frida gik hurtigt igen, for at lege videre. Ak, det er ikke altid rart når de bliver ældre og mere uafhængige.
Det blæste behageligt i dag, så med t-shirt og solcreme kunne stranden besøges lidt over middag. Frida havde sin veninde A med og de to var vældig selvstændige. Så selvstændige at de måtte opspores og forklares at reglerne ved stranden er at sige til De Voksne hvor man går hen, når man går længere væk.
Sigurd fik leget med veninden L igen, eller rettere hendes Duplo-dinosaurus. L arver fra et par ældre drenge i familien og har ret meget Sigurd-agtigt legetøj.
Ved sengelægning kom ungerne i tanker om at mor havde været væk, så der var klar interessekonflikt mht. hvilken forældre der skulle lægge hvilket barn. Kompromiset blev en aftentur for Frida og mor og Sigurd-putning af mor. Frida skvattede undervejs og føjede endnu en skramme til sommerknæene.