Søndag 2005-09-04 En tur i svømmehallen
Frida: 3 år, 11 mdr. Sigurd: 1 år, 5 mdr.
Mændene (dvs. far og nabomanden) blev hjemme og arbejdede, mens kvinderne (dvs. mor og nabokvinden) tog ungerne under armen og ned i svømmehallen Spanien. Det var ikke helt trivielt for mor at håndtere Sigurd, samtidig med at Frida øffede lidt, men det gik.
Frida klagede over lidt ondt i maven senere på dagen, men mon ikke der var blevet indtaget noget klorvand tidligere? Det forsvandt i hvert fald hen under aften.
Sigurd er efterhånden ved at have styr på de katte. Den her løb ikke væk. Heller ikke da han gav slip
Lørdag 2005-09-03 Sigurd-, Frida+
Frida: 3 år, 11 mdr. Sigurd: 1 år, 5 mdr.
Faster Laila kom på besøg og tog ned i Århus, sammen med Frida og Toke. Sigurd og Hanne blev hjemme. Belært af gårsdagens erfaringer blev der indført streng væskeindtagelsesdisciplin for Frida. Hvad enten det skyldtes drikketvangen eller tilfældet, var Frida veloplagt, glad og nysgerrig hele dagen.
Første stop var Natur i Teltet, hvor diverse naturorienterede fag havde en stand. Stor succes! Frida legede i lang tid med legorobotterne fra datalogi, kiggede edderkopper fra biologi, drejede snurretoppe hos ingeniørerne og raslede knogler hos medicinerne.
Optanket med et glas saft og en softice var der dømt minitog, ligesom i 2003 og hopning i stort hoppeborgsland. Frida skulle lige vænne sig til det, men derefter var hun overraskende god til at håndtere larmende og skubbende børn. Det manglede nu lidt en veninde.
Sigurd havde en on-off dag, ganske som så mange andre dage de sidste par måneder. Toke mener det er Hannes skyld pga. hendes forhastede udtalelse i går.
Fredag 2005-09-02 Sigurd+, Frida-
Frida: 3 år, 11 mdr. Sigurd: 1 år, 5 mdr.
Velkommen tilbage, Sigurd
var forældrenes reaktion på Sigurds dag. Han var vældig glad, charmerende og udforskende på den gode måde hele dagen. Det er rart med sådanne dage efter sommerens klynken over tænderne.
Desværre begik Hanne hybris og sagde at det med tænderne var slut. Den slags fejl plejer at udløse kontant afregning dagen efter.
Frida, Sigurd og Hanne besøgte fars arbejde og tog ham med videre til reception hos naboens kontorfællesskab. Sigurd storcharmede alle han kom i nærheden af.
Frida legede lidt med Olivia, men forældrene glemte at få hende til at drikke nok vand, så hun gik i opløsning efter et par timer. Det endte med den klassiske scene: Forældre der bærer en højlydt grædende og protesterende unge ud til den ventende bil cykelvogn.
Hjemturen gik med smågrædende Frida i cykelvognen og en Sigurd, der ikke vidste hvad han skulle gøre for at gøre hende glad igen. Han blev heldigvis ikke smittet af Frida og Frida blev frisk igen senere.
Torsdag 2005-09-01 Frida in action
Frida: 3 år, 11 mdr. Sigurd: 1 år, 5 mdr.
Så fik Frida fingre i Hannes kamera. Der har tydeligvis været et uopfyldt behov, for kameraet kunne slet ikke tage billeder hurtigt nok. Toke kigger sig om efter et børnevenligt af slagsen.
Kolbøtter fyldte en del af dagen. Frida har gennemskuet at foretage dem på gyngerne og demonstrerede ivrigt. Hun afsluttede med at gøre det, mens gyngen gyngede. Forældrene er begejstrede.
Smukt, smukt! Giv det et par dage til, så er Frida klar til level 2
Onsdag 2005-08-31 Farvel om en måned
Frida: 3 år, 11 mdr. Sigurd: 1 år, 5 mdr.
Fars dag på arbejdet gik med bl.a. at snakke og emaile med kolleger. Det var ikke alle samtaler, der var lige nemme, og der skulle lige forklares hvorfor nu Statsbiblioteket var mere tiltrækkende, men alt i alt gik det nu meget godt.
Derhjemme var det sommervejr, med et hint af efterår. Ungerne tumlede i en bunke nede på græsplænen og nød livet.
Tirsdag 2005-08-30 Nyt job til far
Frida: 3 år, 11 mdr. Sigurd: 1 år, 5 mdr.
Far er en anelse forkælet: Far har et job. Far søger nyt job. Far får nyt job.
Mere seriøst, så er det en stilling på Statsbiblioteket, under afdelingen Digitale ressourcer, som passer rigtig godt til Tokes interesser og evner. Afdelingen står for at indsamle og bevare ... alt muligt. Bl.a. digitaliserer den radio- og TV-programmer og den står for Netarkivet.dk, sammen med Det Kongelige Bibliotek. Toke glæder sig.
Tokes nuværende job udløb ellers først til foråret 2006. Det ville selvfølgelig have været rarere at vente dertil, men nu var chancen der og den skulle gribes. Han starter den 1. oktober.
Det betyder så også at Hannes hidtidige ret brede søgning efter job indsnævres til at være tættere på Århus. Det øger ikke odds, men optimismen får lov at herske.
Hanne tog Frida med en tur til Odder, for at besøge Tenna og for at se lidt på byen. En snedig ide i den forbindelse var at tage Fridas løbehjul med. Der skete ingen Frida-sammenbrud, trods en del gåen og rullen.
Mandag 2005-08-29 Den sidste halve tand
Frida: 3 år, 11 mdr. Sigurd: 1 år, 5 mdr.
Nu har Sigurds tænder efterhånden været fast indslag de sidste par måneder. Hele familien glæder sig meget til det er overstået. Der mangler kun en halv kindtand, men det sidste stykke vej gør ondt. Sigurd kunne ikke sove i nat og sov heller ikke middagssøvn i dag. Øv.