Søndag 2005-06-12 Sidste søndag med familien
Frida: 3 år, 8 mdr. Sigurd: 1 år, 2 mdr.
Hanne tager 5 dage til Holland i morgen. Det er en studietur, som afslutter hendes Byplanfaglig Overbygning. Dagen blev brugt med hygge med familien og aftenen med pakning af taske. Det er underligt så lidt der skal slæbes med, når der ikke skal pakkes til to unger samtidig.
Olivia kom hjem i dag, efter et par dage hos bedsteforældrene. Hende og Frida havde tydeligvis savnet hinanden, for de legede hele dagen. Det gik lidt ud over Alberte, der gerne ville være med, for de to større tøser mente ikke de havde tid til hende. Mai stødte til ved middagstid og måtte godt være med.
På et tidspunkt spurgte mor Fryser du ikke dine bare arme?
, hvortil den kvikke unge svarede Nej, for jeg har solcreme på
.
Oprydning efter dekorationen
Lørdag 2005-06-11 Bedstemors fødselsdag
Frida: 3 år, 8 mdr. Sigurd: 1 år, 2 mdr.
Bedstemor fejrede fødselsdag, så dagens program var en tur til Højbjerg. Der blev hygget, gået tur og alle blev fodret med boller, cacao, kage & slik, som det sømmer sig til en fødselsdag. Ved eftermiddagstid faldt Toke i søvn og Hanne i et dameblad, så den resterende familie overtog ungerne.
Frida er begyndt at eksperimentere med de mere spændende tricks. Forældrene bør nok snart tage sig sammen og købe et skateboard til hende
De er der overalt!
Fredag 2005-06-10 Et smart trick
Frida: 3 år, 8 mdr. Sigurd: 1 år, 2 mdr.
En bager sælger brød til 21 kroner stykket. Bageren hæver prisen til 23 kroner, men indfører samtidig et klippekort, så man kan få hvert 10ende brød uden betaling. Det giver en stykpris på 20,7 kroner. Folk er glade, for prisen er faldet lidt og det føles lidt som en gave at få det 10ende brød.
Det går et par måneder.
Samme bager afskaffer klippekortet. Folk tager det roligt, for det var jo alligevel lidt besværligt med det kort. Det er kun storforbrugere af brød der synes det er lusket.
Kom bare an, verden, jeg er beredt! Intet kan stoppe mig, når jeg har mit superskjold. Intet!
... Ja, okay, måske en hæk
Torsdag 2005-06-09 Fridas tøj, kapitel XXIV
Frida: 3 år, 8 mdr. Sigurd: 1 år, 2 mdr.
Far skulle til konference, så ungerne blev for en gangs skyld afleveret lidt i 9. Det passede meget godt, for Frida sov et par timer længere end normalt.
Da far kom for at hente Frida, havde hun jakke på. Indenfor. Nå, spurgte faderen, hvordan kan det nu være? Joeh, svarede pædagogen, ungerne skulle ud klokken 10, Frida ville ikke have andet på end kjole med bare arme og strømpebukser. Det var koldt, Frida hostede og hvis hun fik lov, ville de andre børn også gerne gå ud uden så meget tøj på.
Frida fik forklaret at hun skulle tage mere tøj på. Hun havde protesteret mod overgrebet, men havde derefter fået at vide at hun altså skulle tage en jakke på. Det havde hun så gjort.
Far tog det pænt og fortalte pædagogen at Frida stadig gerne måtte bestemme over sit tøj, også selvom hun hostede, men at han accepterede at pædagogen ikke kunne gøre anderledes, såfremt det var institutionens holdning at enkelte børn måtte indordne sig, så de ikke fremstod som ... dårlige eksempler ... for de andre.
Suk.
På den mere positive side, så lader det til at Sigurd er ved at ændre på selvsamme regler i vuggestuen. Da han blev hentet meldte en pædagog at han havde slået overlæben, fordi han var skvattet ned fra et eller andet. Han kravler jo op på alting
sagde hun, tydeligvis i forvisning om at den besked ville blive vel modtaget.
Hov!? Mor kan også være uansvarlig?
Onsdag 2005-06-08 Knus til far og mor
Frida: 3 år, 8 mdr. Sigurd: 1 år, 2 mdr.
Frida har øget frekvensen af knus til far og mor her på det sidste. Årsagen kendes ikke, men der protesteres på ingen måde fra forældrenes side.
Sigurd giver også knus til forældrene. Men det gør han nu til de fleste forældre, ifølge vuggestuepædagogerne. Samme pædagoger lod ham forøvrigt rende rundt udenfor i dag, kun iført bodystocking og sandaler. De er ikke til at blive kloge på, for de har ellers været slemme til at pakke Frida for meget ind.
Frida legede igen igen igen med Olivia og spiste derinde. Efter aftensmaden tog Toke Sigurd med udenfor en times tid. Det lod til at virke, for han faldt hurtigt i søvn da han blev lagt i seng.
Tirsdag 2005-06-07 Sigurd kan kaste
Frida: 3 år, 8 mdr. Sigurd: 1 år, 2 mdr.
Efter morgenmaden morede Sigurd sig med at kaste en bold og hente den igen flere gange. Han fik selvfølgelig smidt den ind under en lænestol og protesterede voldsomt over ikke at kunne nå den.
Nabohunkønsvoksnen havde ikke gemalen hjemme, så hun kiggede ind med ungerne til fælles aftensmad. Det blev noget hektisk, specielt fordi Alberte protesterede og Sigurd var blevet træt. De to ældre tøser havde det som sædvanligt rigtig godt sammen.
Sigurd må have været helt bombet, for han faldt i søvn næsten med det samme, da han blev lagt. Det varede nu kun 1½ times tid.
Mandag 2005-06-06 Hård sengelægning
Frida: 3 år, 8 mdr. Sigurd: 1 år, 2 mdr.
Olivia legede med Frida efter børnehaven, spiste aftensmad med hende og legede sammen bagefter. De havde det rigtig godt sammen, men det var nu ingen fornøjelse for forældrene, der trængte til lidt rolig spisning og afslapning ovenpå dagen. De to piger kørte i højt gear hele tiden med volumen skruet godt op.
Frida blev overtræt om aftenen og Sigurd skulle igen-igen bruge 1½ time på at falde i søvn, selvom han var helt bombet, da han blev lagt. Det er på høje tid med sommerferie, både for ungerne og for forældrene, der godt kan mærke på humøret og deres egen opførsel at de har kørt for hårdt på i lidt for lang tid.