Frida: 2 år, 5 mdr.
Ved blokkene overfor Økohuset har det i et par dage ligget en bunke storskrald. Den enes skrald er den andens guld, så far hentede en harddisk, nogen RAM klodser og et playmobil ford for et par dage siden. I dag efterlyste Faster Laila nye dæk til cyklen, som så også blev skaffet fra samme bunke. Vi håber Frida tager ved lære og bliver en god klunser, når hun vokser op.
Ellers gik dagen med oprydning og indretning. Møblerne fra i går skulle på plads, der skulle ryddes op i cykelskuret og opstilles tremmeseng til Nummer To. Mor tog også på en hurtig tur og købte en brugt lift. Vi er efterhånden ved at være parat.
Frida så vi ikke så meget til. Faster Laila var på besøg fra middagstid til om aftenen og de to havde det vældig sjovt. Frida betroede Laila at Der er ikke nogen stor fugl
, så det er hermed officielt at Stuart Little 2 er hendes første filmtraume.
Lørdag 2004-02-14 Bedsteforældretur
Frida: 2 år, 5 mdr.
Det blev en travl dag i dag. Ældresagen havde nogen møbler til overs, som vi kunne aftage, så far hentede dem sammen med onklerne Søren & Jacob. Planen var et sofabord og et skab, men der blev nu slæbt en anelse mere med hjem. Tak, Ældresagen.
Efter møbelafhentning gik turen til bedsteforældrene, hvor der var kage, gåtur og aftensmad. Det var lunt i vejret og Frida var i glimrende humør.
Fredag 2004-02-13 Ammestuesnak
Frida: 2 år, 5 mdr.
Mor Hanne tog på eftermiddagsvisit hos mor Tenna sammen med mor Anne Vibeke og Frida. De snakkede vist om... pigeting.
Hjemme i Økohuset demonstrerede Frida et vældigt gåpåmod. Hun hoppede i sengen og drønede ned på sengekanten, hvor hun slog maven. Det var dog ikke nok, så hun hoppede videre til hun bankede hovedet ind i en anden sengekant. Det var nu stadig sjovt, så der blev hoppet igen indtil hun igen faldt ned på sengekanten, denne gang med overlæben først.
Fem minutters trøst, to sutter og en sengelægning senere var alt fredeligt i det lille hjem.
Torsdag 2004-02-12 Kort besøg i vuggestuen
Frida: 2 år, 4 mdr.
Hanne skulle til køretime, så Frida kom tre timer i vuggestuen i dag. Da hun blev hentet, sagde pædagogerne at de havde været vældig glade for at have hende på besøg, da de ellers savnede høflighed i hverdagen. Øjensynligt beder Frida pænt om ting, i stedet for at kræve dem.
Nå, lad os se om lømmelalderen (3-18 år) ikke ændrer på den adfærd.
Frida: 2 år, 4 mdr.
Hanne og Frida tog på visit hos Alette, Hannes veninde fra Arkitektskolen. Alette har en datter på alder med Frida og en nyfødt. Frida var overraskende meget social og legede med modellervoks med datteren, selvom det var første gang de mødtes.
Om aftenen var der fællesspisning hos naboen. Det var som sædvanligt hyggeligt, indtil Alberte kom til at hive Frida i håret. Der var åbenbert noget Frida skulle af med, for hun græd højlydt indtil hun blev båret hjem i seng.
Tirsdag 2004-02-10 Uafhængighed
Frida: 2 år, 4 mdr.
Der skulle vaskes tøj og Hanne var ikke i humør til at slæbe Frida med over i vaskeriet, så hun blev i lejligheden. Alene!
Ingen panik. Den slags kan hun klare uden problemer. Eller rettere: Efter i dag ved vi at hun kan klare det uden problemer. Det er svært at lade være med at undervurdere de størrelser...
Toke har fået et lille biprojekt: Han skal lave et program der kan observere forgiftede dyrs dødsrallen (Hannes formulering). Det skal bruges af Økotoksikologi på Århus Universitet og dyrene der pines er myrer, 1 mm lange orme og ørentviste.
Næste projekt bliver sikkert missilstyring til millitæret, navigering til supertankere, dysekontrol til sprøjteflyvere eller timeregnskab til advokater.
Fornemmes der en trend?
Mandag 2004-02-09 Hverdag igen
Frida: 2 år, 4 mdr.
Ak, selv dejlige far-datter weekender får en ende og mandagsmødedagen møver på. Den var dog ikke værre end så mange andre mandage og derhjemme var Frida i fint humør. Hun er hjemme hele ugen, undtagen torsdag, da det er vinterferie (den virkelige årsag er at Hanne bare har lyst til at være sammen med Frida).
Olivia var på besøg og blev og spiste aftensmad. Sammen med naboerne har vi udklækket en skummel plan om at affodre vore respektive unger engang imellem, så det andet par kan hvile ørerne lidt.