Søndag 2004-04-11 Søvnig søndag
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Frida stod op ved 12-tiden og var i glimrende humør. Efter morgenmaden gik vi en tur udenfor og lavede ingenting, afløst af nogen ture indenfor, hvor vi lavede ingenting. Det fortsatte til om aftenen, hvor Sigurd protesterede i en times tid. Ret atypisk opførsel af ham, men han havde nu heller ikke rigtig fået sovet tidlig aftensøvn.
Lørdag 2004-04-10 Det gode påskevejr
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Okay, ingen brok herfra. Det var rigtig godt vejr i dag. Så godt at Frida & far prøvede at få startet et bål op bag ved huset. Det gik sådan set rimeligt og der var ved at komme lidt gang i det, da et par drenge kom til og prøvede at hjælpe. En af dem mente at der kom mere gang i bålet ved at sprede grenene. Hrmn. Nå, forhåbentlig ved han nu bedre til en anden gang.
Faster Laila og Onkel Søren kiggede forbi om eftermiddag og blev til om aftenen. Det meste af tiden gik med at hænge udenfor sammen med naboerne og nyde vejret. Faster Laila havde taget pandekager med til dessert. Nok pandekager.
Fredag 2004-04-09 Påskefrokost
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Frida, Hanne og Sigurd sov til 10.30 i dag, Sigurd med de sædvanlige korte opvågninger med lidt øffen. For Fridas vedkommende betød det højt humør det meste af dagen, der gik med påskefrokost hos oldemor.
Påskefrokosten er en gammel tradition på Hannes side af familien og involverer 14-18 personer, alt efter hvor mange der kan komme. Det var vældig hyggeligt og Frida kedede sig kun lidt ved spisningen. Efter maden satte Tante Anne og Onkel Jacob sig i sofaen: Onkel Jacob legede med Frida og tante Anne puttede sut i munden på sigurd, når han spyttede den ud. Det syntes forældrene var en ret smart ordning.
Det blev også tid til en tur på legepladsen med Frida, mens det meste af familien tog ind og se ARoS. Frida var helt i turbo: Hun drønede rundt og ville en masse ting, hun ellers plejer at være lidt tilbageholdende med: Kravle gennem rør, kravle op hvor kun ikke kunne nå og selv kure ned af en lodret metalstand. Det hele var "vil selv", med rutchebanetur som overraskende undtagelse.
Tilbage i oldemors lejlighed blev klokken 18.30 og Frida gik død. Vi blev kørt hjem, hvor hun samlede energi til at cykle lidt og gynge, men hun var tydeligvis blevet overtræt og protesterede højlydt over at blive lagt i seng, men sov efter 10 minutters snak og sang.
Sigurd var et rigtigt mønsterbarn til frokosten. Han lavede lidt støj da han ville ammes, men var ellers rolig og ville gerne sove til middag. Det holdt dog ikke efter hjemkomsten til Økohuset, hvor han havde svært ved at falde til ro. Vi håber han trods alt sover i nat.
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Så kom Frida hjem fra sommerhuset. Farmor og farfar meldte at hun ikke ville gå tur, men at de havde hygget vældig meget inden døre. Vi havde aflyst et fødselsdagsbesøg hos Onkel Jacob og det viste sig at være den rigtige beslutning, for Frida trængte meget til at være sammen med far og mor og til at få afreageret.
Dagens voksne-er-kedelige-og-dumme observation: På den anden side af vejen står to boxmadrasser. De har stået der et par regnfyldte dage og er tydeligvis storskrald. Toke sidder med Sigurd og kigger over på dem. Tre knægte har opdaget dem og hopper op og ned på dem.
Der kommer flere børn til, indtil 7-8 unger morer sig med at kaste sig rundt på madrasserne. Så kommer der en voksen gående med en hund i snor. Børnene stopper afventende op. Den voksne går hen til ungerne, siger noget til dem og peger væk fra madrasserne. Børnene trisser væk fra madrasserne og går hver til sit.
Om aftenen lagde Hanne Frida i seng. Hanne sagde Det er godt jeg har dig
, hvortil Frida svarede Det er godt jeg har en mor og en far ... og en Sigurd
.
Onsdag 2004-04-07 Hvor er mor?
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Mor skulle have en køretime i dag, så hun var væk hjemmefra i nogen timer. Det betød at Sigurd for første gans skulle have sutteflaske. Mor havde malket ud i forvejen, så der var kvalivarer i flasken.
Påfyldningen gik uden nogen som helst problemer. Sigurd guffede indholdet af flasken og faldt i søvn. Senere vågnede han og guffede det meste af endnu en flaske, stadig problemfrit.
Vi prøvede at snakke med farmor & farfar et par gange i løbet af dagen, men den fantsatiske mobiltelefoni er ikke helt så overbevisende i Det Mørke Jylland, så der blev kommunikeret med samtaler af 10 sekunders varighed og med udfald undervejs. Ak. Men de sagde at Frida havde det godt og så behøvede vi jo ikke rigtig vide mere.
Tirsdag 2004-04-06 Barn #1 på ferie
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Ved 9-tiden vågnede Frida af sig selv og gik ovenpå til Hanne. Hun sagde Hvorfor kom du ikke?
, så hun må have kaldt på hende, men hun var nu i fint nok humør.
Hun blev vældig glad da farmor og farfar kom for at tage hende med til sommerhuset. Desværre var vejret ikke det bedste, men mon ikke det er spændende nok alligevel?
Det føltes lidt tomt i huset om eftermiddagen med kun et enkelt sovende barn.
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Frida kommer ikke i vuggestue i denne uge. Det betød at hun var hjemme sammen med Hanne og Sigurd i dag. Det gik glimrende, men hun fik ikke sovet middagssøvn og Hanne blev noget udkørt af at være på hele tiden.
Om eftermiddagen var alle tre ude en times tid. Sigurd havde været lidt øffende, men faldt til ro så snart han kom i bæresele og udenfor. Frida havde det på samme måde med bæreselen i sin tid. Efter udeturen besøgte Frida igen Mai, for at lege med dukker.
Om aftenen kiggede naboerne ind til fællesspisning. Frida var lidt protesterende i starten, men ellers var hendes humør fint, specielt da der kom chokolademousse med flødeskum på bordet. Selvom det var flødeskummet der blev spist mest af, fandt hun og Olivia hurtigt ud af at anvende mousseen kreativt.
I morgen tager Frida på besøg hos farfar og farmor i deres sommerhus. Hun skal overnatte der en eller to gange, alt efter hvor glad hun er for det.