Søndag 2004-04-18 Forandringer
Frida: 2 år, 7 mdr. Sigurd: 1 mdr.
Sigurd har lavet to nye ting indenfor det sidste døgn. Først vågnede han med tre kvarters mellemrum fra klokken 3 i nat. Det var Hanne ikke udpræget begejstret for, specielt ikke da det var falsk alarm hver gang (han ville ikke have noget mælk). I eftermiddags sov han til gengæld i 5½ time!
Frida er tilsyneladende kommet sig over sin bruserforskrækkelse, for hun ville gerne bruse sig selv i dag og syntes ligefrem det var sjovt. Hun udviste også initiativ mht. opståen af sengen: Hun stod op af sig selv både om morgenen og efter middagssøvnen. Lad os se om det holder.
Ellers var det en fin dag med lidt blæst og okay temperaturer. Vi var lidt udenfor, hvor Frida legede både med Mai og Olivia. Om eftermiddagen kom Torben, Tenna og Sander på besøg.
Lørdag 2004-04-17 Lækker lørdag
Frida: 2 år, 7 mdr. Sigurd: 1 mdr.
Det blæste en anelse, men ellers var det lækkert vejr i dag, så vi var udenfor en stor del af tiden. Det samme var naboerne og Frida & Olivia fik leget rigtig meget sammen. Frida spiste aftensmad derinde og bagefter var vi inviteret på boller.
Fredag 2004-04-16 Legetøj til far
Frida: 2 år, 7 mdr. Sigurd: 1 mdr.
I dag fik far et nyt digitalkamera. Dvs. han har lige nogen dage til at finde ud af om det er sagen eller om det skal byttes til noget andet. Det er en lommemodel, så forvent ikke den store ændring i kvaliteten af billederne i dagbogen. Det kan dog være det dukker et videoklip op hist og her.
Det var varmt i dag. Så varmt at Frida smed alt tøjet og rendte nøgen rundt en times tid. Hun var i vældigt humør og kørte på scooter og trehjuler sammen med Mai. De fik også set salamandre i vandhullet bag fælleshuset - vi må lige huske at tage Frida med på en kig-på-små-dyr tur ved lejlighed, så hun kan lære hvad det er for nogen størrelser.
Torsdag 2004-04-15 Kontaktbehov
Frida: 2 år, 7 mdr. Sigurd: 1 mdr.
Børnene var enige i dag: Kontakt er en god ting.
I morges blev Frida kørt i vuggestuen af Toke. Det gik udmærket, men da hun skulle afleveres var hun slet ikke indstillet på at give slip på far. Men arbejdet kaldte og der blev taget afsked. Vi fik dog senere at vide at hun havde været glad i vuggestuen.
Om aftenen provokerede Frida vældig meget. Hun var ikke ked af det eller specielt pylret, der skulle bare testes forældre. Sigurds version af forældretest var at kræve at sove på armen af far. Hver gang han blev lagt på et tæppe, vågnede han og ville have nærhed. Det er sødt nok, men i 2½ time?
Onsdag 2004-04-14 Omvendt gråd
Frida: 2 år, 7 mdr. Sigurd: 1 mdr.
Hanne var til køreprøve i dag. Hun dumpede desværre, men er ved godt mod, så det ser ud til at hun skal prøve igen om et par uger.
Køreprøven foregik kl. 9 om morgenen, så Toke skulle håndtere to unger alene. Hanne havde sørget for mælk, men de besluttede sig naturligvis til at vågne samtidig. Det gik dog og Frida kom i vuggestue til sædvanlig tid.
Frida var ikke særlig glad i vuggestuen i dag, men det hjalp dog at blive hentet af Faster Laila. Laila har tilbudt at hente Frida hver onsdag, hvilket vi synes er en glimrende ide. Frida havde nu et eller andet hun skulle af med, for hun klagede meget højlydt i et kvarters tid ved aftensmaden.
Efter aftensmaden tog Frida, Sigurd og Toke en tur op i Skejby Centret og gik bagefter lidt rundt ved Økohuset. Lidt kvalitetstid med far fik humøret frem igen. Der blev også tid til et kig ind i fælleshuset, hvor et par fyre var ved at spille figurspil. Frida bemærkede at nogen af monstrene havde kjole på.
Ved sengetid protesterede Frida og ville ikke i seng. Men hun sov hurtigt nok, da hun kom derned. Sigurd havde det heldigvis omvendt. Vi havde regnet med at han mere eller mindre ville gentage gårsdagens sceance, men han faldt rimelig hurtigt i søvn på Tokes mave.
Tirsdag 2004-04-13 Børnelarm på to måder
Frida: 2 år, 7 mdr. Sigurd: 1 mdr.
Der var fællesspisning hos naboerne i dag. Alle børnene, også Sigurd, var meget vågne og aktive, så der var ret meget larm det meste af tiden. Det hele gik op i en højere enhed da chokoladekiks kom i kontakt med børnefingre.
Da vi kom hjem var Sigurd meget utilfreds en times tid. Han skreg og græd i et par minutter af gangen, tog en lille pause og startede så igen. Måske var han blevet påvirket af støjen tidligere? Vores teori er dog at han blot kopierer sin storesøster: Frida var vældig stille den første måned af sit liv, hvorefter hun ofte græd og larmede i et par måneder.
I morgen skal Hanne til køreprøve. Hun er ret god til at holde hovedet koldt til prøver, så mon ikke det går?
Mandag 2004-04-12 Sidste påskedag
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Økohuset genlød af skramlen i skure, boren i beton og generel aktivitet. Vejret var lige til at gøre noget ved haven, hvis vi ellers havde en. I stedet hyggede vi ude på græsplænen og fik besøg af Lotte og Nina Miranda.
Sigurd er inde i en omstillingsfase (det overrasker næppe). I går aftes og i aftes brokkede han sig i 1-2 timer, før han faldt i søvn. Vi tager det nu ganske roligt og regner med at han bare er ved at finde en form for døgnrytme.