Søndag 2004-03-14 Vi håber han kan lide kage og is...
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Fridas Lillebror tog i dag navneforandring fra Lillebror til Sigurd.
Dagen bød på to familiebesøg. Først af farfar & farmor og senere af Faster Laila. Farfar & farmor havde nogen bodystockings med til Sigurd, et par sjove vanter til Frida og en plante til far og mor. Planten holder nok ikke mange dage, med den appetit katten har for den.
Sigurd sov mens farfar & farmor var her, men vågnede en lille smule mens Faster Laila kiggede forbi. Han sov også rimeligt i nat efter klokken 3 og har været vældig med på hvordan bryster fungerer, så alt går glimrende på den front.
Frida er ikke glemt og gæsterne har alle leget med hende og hun har fået gaver når Sigurd fik det. Meeen hun kunne godt mærke at der skete noget. Hun prøvede grænser af hele dagen før middagssøvnen: Var pylret, krævede at mor skulle flytte sig mens hun ammede Sigurd, ville gerne gå tur men ville så alligevel ikke osv.
Det lader dog til at være forældrene der reageres over for, for hun bad flere gange om at måtte sidde med Sigurd. Hun var også i mærkbar bedre balance efter middagssøvnen og legede selv med vand om aftenen. Nå ja, hun smed også en tennisbold i hovedet på Sigurd, men det var vist et uheld.
Frida: 2 år, 6 mdr.
Frida må have et par ekstra sanser. Normalt sover hun hele natten uden at kalde på os, men i nat gjorde hun det to gange. Hanne havde veer fra ca. fra midnat, men der var lang tid mellem dem, så vi prøvede at få sovet.
Frida blev hentet af bedsteforældrene om morgenen og jordemoderen dukkede op kl. 7.40. Tenne, vores fødselshjælper, kom et øjeblik senere og ellers stod Hanne for arbejdet. Lillebror kom til verden kl. 9.20 og skreg med det samme. Det er en rigtig god lyd i forældrenes ører ved en fødsel.
Lillebror var 52cm lang og vejede 3400g. Lidt længere og lidt lettere end Frida var da hun blev født. Diverse fingereringer og målinger fra jordemoderens side resulterede i en jævn strøm af det ser fint ud
. Det syntes vi også det gjorde. Rigtig fint. Hanne var frisk med det samme og kunne selv gå oven på efter vi havde ligget og hygget med Lille Ny en times tid.
Frida kom hjem igen om eftermiddagen. Hun fangede meget hurtigt at der var kommet en lillebror og blev rigtig glad og skulle se hvad det var for en størrelse. Imidlertid fik hun en dukke af oldemor og den var også ret spændende. Lidt senere kom Onkel Jacob & Tante Anne forbi og mindsanten om ikke de også havde gaver med til Frida. Det giver godt at få en lillebror.
Hanne har senere skrevet en beretning on Sigurds fødsel.
Fredag 2004-03-12 Fredag og klar
Frida: 2 år, 5 mdr.
Toke har sikret sig at de kan klare sig et par uger på arbejdet uden ham og Hanne er begyndt at sige at der godt snart må komme et barn. Meeen det ser desværre ikke ud til at det bliver i morgen. Det ville ellers være lidt sjovt med ½ år mellem fødselsdagene.
Der var fællesspisning i dag og Olivia og Frida fik leget en del sammen i den forbindelse. De er gode til at være alene ned på Fridas værelse uden at lave alvorlige ulykker eller få varige mén.
Opdatering: Man skal ikke undervurdere Hannes punktlighed. Vandet gik kl. 23.
Torsdag 2004-03-11 Parallel parkering
Frida: 2 år, 5 mdr.
Så fik Hanne parallelparkering på plads. Hun meldte at det ikke var noget problem, så nu er der kun en enkelt køretime tilbage inden prøven. Nå ja, måske kommer der også lige en fødsel inden da.
Vi snakkede om det kommende barn i dag. Frida har allerede det hele på plads. Ud over at sige Wah wah
, sagde hun at Så kan den lære at gå, så holder jeg den i hånden
.
Onsdag 2004-03-10 Grænsesøgeren
Frida: 2 år, 5 mdr.
Det bliver stadigt mere tydeligt at Frida eksperimenterer med grænser. Hun var hjemme hele dagen sammen med Hanne og formiddagen gik med en del mindre konflikter. Foreløbig er det dog overskueligt for forældrene at være fornuftige om det og fortælle hinanden at det er en naturlig del af barnets udvikling.
Om aftenen kiggede en journaliststuderende forbi et par timer og lavede et interview om hjemmefødsler. Det var blot til en opgave, så der kommer ikke noget på TV. Det var en udmærket oplevelse, for vi fik tænkt lidt over hvorfor vi har truffet det lidt alternative valg.
Tirsdag 2004-03-09 Lege med Olivia dag
Frida: 2 år, 5 mdr.
Olivia og Frida har ikke helt været på bølgelængde den sidste tid, men i dag legede de vældig godt sammen. Efter legen "tag en terning i munden, sig adv
og spyt den ud igen" gik det over i det mere klassiske modellervoks med afslutning i Byggemand Bob.
De fik også nogen madder. Mens de spiste begyndte Olivia at råbe Mere mælk!
. Toke sagde Lad være med at råbe, Olivia, prøv at sige 'Må jeg bede om noget mere mælk?'
. Olivia svarede Kære søde rare Toke, må jeg godt få noget mere mælk?
. Kvik unge.
Frida spiste aftensmad inde hos naboen og drak æblemost af kop med låg, hvad det så end skal betyde.
Indholdet af den skraldepose fik os til at tilmelde os Anemonemælk
Frida: 2 år, 5 mdr.
Frida sov kun en time i vuggestuen i dag og var temmelig pylret om eftermiddagen. Øv.
Hanne havde køretime og klarede trepunktsvendinger uden problemer. Formodes piger ikke at have problemer med den slags? Hun skal have to køretimer til før køreprøven den 16. marts. Plukveerne er dog blevet lidt kraftigere i de sidste dage, så det er nok tvivlsomt om hun når det i denne omgang.