Sigurds fødsel

Hovedside => Sigurds fødsel
<- Fridas fødsel | Astas fødsel ->
[Fødselsdag]

Jeg skulle have været oppe til køreprøve tre dage før terminen d. 19/3, hvilket naturligvis var lidt et sats, og det viste sig da også, at jeg måtte ringe og aflyse... Sigurd blev født lørdag d. 13/3 2004 herhjemme i soveværelset, og egentlig burde jeg have vidst bedre, for jeg havde jo selv, for sjov, forudsagt datoen flere måneder i forvejen. Frida er også født d. 13. (september), så jeg tænkte, at det ville være vældig praktisk :-) Og sådan blev det så.

Dagen før, om fredagen, kan jeg huske, at jeg gav udtryk for, at nu var jeg ved at være klar til at føde. Kl. 23, efter jeg var gået i seng, gik vandet stille og roligt. Jeg var lidt usikker på, om det nu var fostervand, men der var en anelse slim og blod i, så Toke og jeg blev enige om, at den vist var god nok. Skulle vi så ringe til Skejby eller hvordan var det nu? Ved Fridas fødsel gik vandet først hen mod slutningen, så situationen var lidt anderledes. Jeg bildte mig et øjeblik ind, at hvis jeg bare gik i seng igen og lod som ingenting, ville der nok ikke ske yderligere - et øjebliks panik. Men jeg vidste jo godt, at jeg måtte sige ja til den forestående fødsel i stedet for at blive bange. Så jeg ringede til sygehuset og fik at vide af en jordemoder, at jeg skulle forsøge at sove og så ringe igen senest næste formiddag.

Jeg sov faktisk, de begyndende veer taget i betragtning, relativt godt. Jeg vågnede, når der kom en ve, men faldt i søvn med det samme bagefter. Indtil ved 5-tiden, hvor jeg ikke længere kunne finde hvile. Så jeg gik ovenpå og spiste lidt tykmælk med musli. Jeg tog, lidt for sjov, tid på veerne og pludselig gik det op for mig, at der kun var ca. 5 minutter imellem. Hov, det betyder jo, at det her pludselig kan gå stærkt - jeg lod resten af min morgenmad være morgenmad og gik ned og vækkede Toke. Han begyndte at lægge plastic og gamle lagner på sengen og ryddede lidt op i stuen, mens jeg ringede til mine forældre, så de kunne komme og hente Frida. Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om andet, før Frida var ude af døren. Lidt i 7 blev hun hentet af bedstefar og bedstemor, stadig sovende og i nattøj.

Nu kan jeg begynde at fokusere på selve fødslen. Jeg ringer til Skejby Sygehus igen, og de har vagtskifte kl. 7.00, og vil så sende en jordemoder ud til vores hjemmefødsel. I mellemtiden er mine veer blevet af den mere seriøse slags og jeg står bøjet ind over tremmesengen i soveværelset, når de kommer med 2-3 minutters mellemrum. På et tidspunkt føler jeg en lille smule trang til at presse, men jeg ved godt, det er alt for tidligt. Ok, nu må den jordemoder godt dukke op, tænker jeg! Jeg kravler op i sengen og står på alle fire med enden i vejret for at modvirke den begyndende pressetrang. Endelig, klokken er 7.40, ankommer jordemoderen, undersøger mig og konstaterer: 5 cm åben. Det er jo kun halvvejs! Jeg havde ærlig talt håbet og regnet med, at hun havde sagt noget i retning af 7-8-9 cm.

Jordemoderen forsikrer mig om, at sidste del af udvidelsesfasen sagtens kan gå betydeligt hurtigere anden gang, man føder. Og det er lige, hvad den gør. Kl. 8.25 er jeg 7 cm åben og kl. 8.50 melder jordemoderen, at nu må jeg gøre hvad jeg vil; jeg behøver ikke længere holde igen. Dejligt! Den for tidlige pressetrang er dog heldigvis ikke nær så stærk og uafviselig som ved Fridas fødsel. Måske fordi jeg ligger med enden i vejret, men også fordi Toke kender situationen fra sidst og ved, hvordan han kan hjælpe mig. Han snakker mig simpelthen igennem veerne den sidste times tid: Neej, ikke presse, du kan sagtens lade være, det gik rigtig fint før, ikke presse Hanne, nu er den snart ovre, nej, ikke presse,... Den slags :-)

I mellemtiden er Tenna, vores gode veninde og fødselshjælper, ankommet. Hun går ovenpå for at spise lidt morgenmad, og for at varme håndklæder og den slags. Jeg ved dog ikke, hvor meget morgenmad hun rent faktisk når at få, for jordemoderen kalder hende efter kort tid ned i soveværelset. Tenna sørger for varmt vand og vaskeklude, og holder sig ellers i baggrunden.

Jeg ved, at hvis jeg vil, kan jeg presse barnet ud på ingen tid nu. Men jeg er mere interesseret i at tage den lidt med ro. Både for barnets skyld, men også for ikke selv at briste. Desuden kan jeg mærke, at jeg har lidt afføring, som ikke kan undgå at komme med ud. Jeg skal lige overbevise mig selv om, at det er ok...

Fra nu af føler jeg, at jeg virkelig behersker situationen. Jordemoderen beder mig om at presse og Toke fortsætter med at guide mig, nu bare med modsat fortegn: Kom, pres, alt hvad du kan, pres til,... Jeg beder ham holde op, vistnok nogenlunde civiliseret?! I virkeligheden glæder han sig vist bare til endelig at se ungen. Men jeg skal nok selv bestemme farten nu, og jeg presser med når jeg føler trang til det, ellers ikke.

Kl. 9.10 fortæller jordemoderen, at hun kan se barnets hoved, og jeg kan mærke, det svider. Jeg bliver et øjeblik lidt bange for at presse og råber av-av-av-av-av. Jordemoderen beder mig holde igen et øjeblik og lægger varme klude på, for at forhindre bristninger. Da hun igen giver grønt lys, beslutter jeg mig for, at nu skal det her barn ud, og 9.20 er han født. Han giver straks lyd fra sig, og vi smiler til hinanden, Toke og jeg. Barnegråd er en meget velkommen lyd lige nu.

Jeg vender mig om og får barnet op på maven, og konstaterer, at han har en lille tissemand. "Den" er blevet til "han". Moderkagen bliver født uden problemer, og jordemoderen og Tenna giver os lidt alene-tid. Det er sjovt som sådan en time føles som 5-7 minutter... Bagefter går vi alle 4 (5) ovenpå og spiser lidt frokost, som Tenna har anrettet med røget laks og hellefisk og ost. Guf guf. Da Tenna har ordnet det sidste vasketøj, og Toke og jeg endelig er alene tilbage med en sovende velduftende nyfødt smuk lille dreng, ringer vi til mine forældre og aftaler, at de skal komme hjem med Frida, når hun vågner fra sin middagssøvn. Frida er meget begejstret over at høre, at babyen nu endelig er kommet ud af mors mave. Hun vil gerne holde ham og ae ham på håret, og hun spørger flere gange, om ikke han skal have noget frugtmos (ligesom i "Lottes lillebror"). Resten af dagen går med helt almindelige hverdagsting og med også at give den nybagte storesøster opmærksomhed. Heldigvis har jeg overskud til hende også, og jeg føler mig i det hele taget helt anderledes frisk og klar i hovedet denne gang.

Næste morgen bliver vi enige om at kalde ham Sigurd.

Hanne Skipper Jørvang, 2004