Astas fødsel

Hovedside => Astas fødsel
<- Sigurds fødsel
[Asta hviler hos Hanne]

Hjemmefødselsberetning - Asta født 24. marts 2011

Kære Asta

Din storebror Sigurd sagde her til morgen et lille improviseret vers for dig, idag hvor du er 2 uger og 4 dage gammel.

Søde lille Asta
Sulten sulten sulten
Bløde bløde ører

Det er næsten et lille haiku-digt, som vist meget godt beskriver, hvem du er lige nu...:-)

Din far satser på, at du bliver en nørde-pige (bare rolig, det er ekstremt positivt ment...:-), og han er allerede begyndt at forklare dig, hvordan en computer er skruet sammen.

Din storesøster Frida har knuselsket dig fra starten, og har tilmed den superevne, at hun kan synge dig til ro.

Jeg selv må siges at være initiativtageren til, at du overhovedet findes idag...:-) Nu skal du høre, hvordan det gik til:

Din far og jeg brugte først det meste af et år på at overveje, om vi havde tid, plads, råd, lyst og overskud til et tredje barn. Især det med om vi havde overskud, spekulerede din far en del over, for han vil gerne være en 1. klasses far for alle sine børn, og kan man nu det med et nyt lille barn i huset? En solrig forårsdag på en bænk i Universitetsparken fik din mor ham vist på én eller anden måde overbevist, og ret kort tid efter var du på vej - jeg tror du har stået på spring, så du kunne være klar i det øjeblik, hvor dine evigt nølende forældre omsider kunne tage en beslutning.

Da nyheden blev overbragt til Frida og Sigurd, som på det tidspunkt var 6 og 9 år gamle, vakte det ikke den store jubel...:-) Frida vænnede sig dog ret hurtigt til tanken og glædede sig. Sigurd derimod - Drengen som siger sin mening Råt for Usødet - syntes ikke det var fedt. Åh, tal ikke om det..., var hans faste kommentar, når velmenende lærere og andre voksne spurgte, om ikke han glædede sig til at få en lillesøster... Sigurd har en ekstremt god fantasi og en meget veludviklet forestillingsevne, så han har på forhånd set for sig alle de forandringer der ville komme, og han syntes ikke nogen af dem var til hans fordel. Vi sagde til ham, hver gang han havde en krise over lillesøster-tingen, at det var okay ikke at glæde sig, helt helt i orden. Men din mor var nu, for at være ærlig, temmelig spændt på hvordan Sigurd ville reagere, når du endelig kom ud til os... Men din storebror er nu ganske hastigt ved at tø op (jf. verset i begyndelse af beretningen), og det skal såmænd nok vise sig, at netop I to får et helt særligt tæt forhold.

Nå. Terminen lød på den 10. marts, men som tredjegangfødende går man jo ikke nødvendigvis tiden ud, så vi var klar til hjemmefødsel et par uger før. Ingenting skete. Så spåede vi, at det blev den 13. marts (begge dine søskende er jo født den 13. - vældig praktisk og nemt at huske), men ingenting skete. En stemning af at vente for evigt og dog hele tiden være parat satte ind. En dag var jeg to fulde uger over termin, jeg havde tid til igangsætning samme dag på Skejby Sygehus og min hjemmefødsel hang i en tynd tråd. Det anbefales ikke at føde hjemme, hvis man går over 42+0 uger.

Til igangsætningen på Skejby ved middagstid den 24. bliver jeg undersøgt, alt ser fint ud og jeg er 2-3 cm åben. De småveer eller kraftige plukveer, som jeg havde haft det sidste døgns tid havde altså gjort lidt gavn. Jordemoderen er meget imødekommende og vil gerne give os én dag mere, og se om ikke jeg går i fødsel af mig selv efter en gang hindeløsning. Hun roder lidt rundt og skubber til fosterhinderne, og sender os derefter hjem igen.

Ingenting sker, bortset fra lidt kraftigere plukveer. Toke henter de store unger fra skole ved 15-tiden, og mens han er væk tager veerne til, og jeg bliver pludselig overbevist om at jeg er ved at gå i fødsel, og aftaler med min mor at hun skal hente børnene. Frida og Sigurd når knap nok at komme ind ad døren før de skal afsted igen... De er nogen forvirrede og kan godt fornemme den lettere febrilske stemning og ender med at blive kede af det, og Sigurd vil ikke afsted til overnatning hos bedsteforældrene. Suk. Det kunne vi godt have arrangeret lidt mere elegant... Frida satte trumf på og bad mig, på vej ud af døren, med grådkvalt stemme om ikke at glemme hende og Sigurd...:-( Jeg forsikrede hende tappert om, at vi aldrig ville glemme dem - selvom jeg jo godt var klar over, at de lige om lidt ville blive kørt ud i en stor mørk skov og efterladt, med kun en enkelt skive tørt brød i madposen til deling, uden mulighed for nogensinde at finde hjem til de fattige forældre, der havde flere børn end de kunne brødføde...

Sådan føltes det grangiveligt! Og jeg brød naturligvis i gråd i det øjeblik, de var ude af døren. Ak, de hormoner... Ungerne havde naturligvis en hyggelig overnatning hos bedsteforældrene og led absolut ingen overlast. :-)

Sidst på eftermiddag ringer vi til Skejby for at få dem til at sende en jordemoder ud til vores hjemmefødsel. Da Sigurd blev født (også hjemme) nåede jordemoderen først frem ret sent i forløbet, så vi ville godt være i lidt bedre tid denne gang.

Jordemoder og jordemoderstuderende ankommer ved 18-tiden, pakker deres grej ud og undersøger mig. 3 cm åben og i begyndende fødsel. Lidt skuffede over at der ikke var sket mere fremgang, sendte vi jordemoderen tilbage til sygehuset igen. Hun mente vi skulle ringe ind igen, når jeg ikke længere smilede under veerne...:-) Vi spiste aftensmad og så lidt fjernsyn mens vi ventede (pizza fra fryseren, og "Big bang therory" som er en tv-serie om fire nørdevenner - det var hvad koncentrationen rakte til).

Jeg har stadig regelmæssige veer, men de er ikke sådan rigtig alvorlige endnu, så jeg regner med at fødslen kommer til at forgå engang i løbet af natten. Jeg forsøger at hvile mig lidt på sofaen. Pludselig ved 21-tiden, nærmest fra det ene øjeblik til det andet, begynder veerne at tage fat for alvor, og Toke ringer ind igen og beder dem sende en jordemoder ud igen. I mellemtiden kommer veerne nærmest uden pause - og jeg er holdt op med at smile. Jeg stiller mig på alle fire (knæ-albue-leje hedder det vist på jordemodersprog) på sofaen, som er dækket af med plastic og lagener til formålet. Jordemoderen skal komme NU, får jeg vist kommanderet til Toke et ukendt, men ikke ubetydeligt antal gange, og han ringer da også pligtskyldigt ind igen - jordemoderen er på vej, sikkert lidt hurtigere end politiet tillader og hun får vist heller ikke parkeret helt pænt. Nå, men en ny jordemoder og en ny jordemoderstuderende ankommer i hvert fald kl. 21.40. Præcis en halv time før Asta bliver født.

Jeg har begyndende for tidlig pressetrang, ligesom ved Sigurds fødsel, og gispe-trækker vejret det bedste jeg har lært, for ikke at komme til at presse for tidligt. Indtil jordemoderen sådan lidt henkastet nævner, at jeg da godt må presse lidt med. Og her ligger jeg og gisper som en sindsyg for at undgå at presse!! Resten er hårdt arbejde, men sådan set nemt nok, og jeg kan se en ende på det. Kl. 22.10 bliver hun født, og jeg trækker hende selv op på min mave. Jeg havde lige glemt hvor våd og glat sådan en nyfødt er, men det lykkes.

Så sidder man der og misser med øjne, som har være fastklemt i den sidste halve time... Lettet over pludselig at være uden smerter. Ser sine fødselshjælpere for første gang - de har indtil nu også kun set bagdelen af mig...:-) Og mærkeligt nok føles det bare helt naturligt og godt, at der ligger et lille blågråt fedtet spædbarn på ens mave og skriger. Og en far der kommer med hjemmelavet hyldeblomstsaft og valdnøddebrød, skåret i mundrette bidder. :-)

Toke minder mig om, at jeg har fået lov til at vælge dit navn, og jeg er ikke i tvivl om, at du er en lille Asta.

Hanne Skipper Jørvang, 2011