Fridas fødsel

Hovedside => Fridas fødsel
Sigurds fødsel ->
[Fødselsdag]

En måneds tid inden terminen d. 9/9 2001 besluttede vi os endeligt for, at vi gerne ville have en hjemmefødsel, hvis ellers intet talte imod det. Jeg har på en måde altid vidst, at sådan ville jeg helst have det. Toke, min kæreste, var positivt stemt overfor ideen, men skulle lige tænke lidt over det, inden han var helt med på den. Til gengæld er ingen af os det mindste i tvivl om, hvor nr 2 skal fødes om et par år eller tre: hjemme.

Vi lejede en fødestol (skammel som er åben fortil) af foreningen "Forældre og fødsel" og indrettede stuen med en madras på gulvet og en masse dyner og puder. Og fyldte desuden fryseren med mad. Så var vi klar...

Onsdag d. 12/9 - et par dage efter termin - havde jeg plukveer hele dagen med 5 min mellemrum. De gjorde ikke ondt, men jeg var nok klar over, at der var ved at ske noget. Om natten til torsdag d. 13/9 begyndte jeg at kunne mærke dem, og ved 5-tiden stod jeg op og spiste en gang müsli med mælk. Ved 6.30-tiden vækkede jeg Toke. Vi stod op og begyndte at lægge håndklæder frem og dække gulvtæppet af med plastic (samme som når man maler). Toke støvsugede oppe i stuen, hvor fødslen var planlagt til at skulle foregå. Et par dage forinden havde vi påbegyndt en checkliste til når fødslen gik i gang, og vi var nået til punkt 1: "DON'T PANIC" stod der med store venlige bogstaver. Vi ordnede da også alting i stor ro og orden og troede nok ét eller andet sted ikke helt på, at det virkelig var nu!

Ved 8-tiden ringer Toke til vores fødselshjælper, Susanne, som er en god veninde af os begge. Hun har selv født begge sine børn hjemme, og vi var meget trygge ved tanken om at have hende med til at ordne alt det praktiske så som kaffebrygning, vask af lagner og håndklæder, oprydning bagefter og ikke mindst fotografering. Hun tog en hel film i løbet af dagen, og jeg er utrolig glad for de billeder nu bagefter!

Et par timer senere ringer jeg til Skejby Sygehus, for nu er der de obligatoriske 5 min mellem veerne og det varer omkring 1 min hver. Jordemoder mener ikke, jeg lyder helt forpint nok (det var jeg sådan set heller ikke). Desuden er der ret travl, så de kan ikke rigtig afse en jordemoder lige nu, men jeg kan da kigge ind på sygehuset... (Jeg har bestilt hjemmefødsel, moster! Men ok, jeg kan godt vente et par timer.)

Kl 12 ringer jeg derind igen og får at vide, at der kommer en jordemoder en time senere. De skal lige have indkaldt én. Hun kommer kl 13.40 - hun er ung og det er hendes første hjemmefødsel. Det får jeg dog først at vide bagefter, heldigvis :-) Men hun er rigtig cool, og sætter sig til at læse avis og drikke kaffe, mens jeg står ved køkkenbordet og har veer. Jeg har al den tid i verden, du kan ønske dig, udstråler hun! 3 cm åben - nå ja, det er da mere end 1 eller 2, tænker jeg. Jeg masserer min mave under hver ve, og Toke masserer min lænd; jeg har egentlig ikke lændesmerter, men det er godt at mærke, at han hele tiden er hos mig.

Veerne bider, og jeg går i badekar ved 16-tiden på jordemoderens opfordring. Jeg havde ellers regnet med at jeg kun ville have lyst til brusebad. Badekarret havde inden fødslen forekommet mig lidt for "stillesiddende" (det er bare et almindeligt badekar og ikke et egentligt fødekar), men det var bare rigtig godt. Jeg sad der et par timer, mens Toke øste varmt vand over min mave. Dejligt! Det tror jeg, jeg skal overtale ham til at gøre igen én af dagene - bare uden veer denne gang :-) Jeg er 7 cm åben kl 18.20.

Jeg er lidt rundt på gulvet af det varme vand og smerterne, og jeg bliver fulgt ovenpå, op i stuen for at hvile mig lidt på madrassen. Det er ikke så sjovt at have veer mens jeg ligger ned, men i vepauserne er det godt. Jeg brækker mig en enkelt gang og slipper af med kvalmen ("see good in bad; good philosophy"...) Plop! Vandet går kl 20.05 mens jeg ligger på siden. Der er lidt blod i vandet, men det er heldigvis klart. Godt, tænker jeg, for jeg skal altså bare ikke ud at køre i ambulance lige nu!

Op at stå igen. Bedre end at ligge ned. Jeg læner mig ind til Toke under veerne og skal koncentrere mig meget for at trække vejret dybt ned i maven. Han er der bare hele tiden, og jeg ved, 100% sikkert, at han ikke vil svigte. Mellem veerne er jeg i en lettere drømmeagtig tilstand - jeg befinder mig lidt i en glasklokke, men kan dog godt kommunikere med de andre. Jeg husker, at jordemoderen spørger til vores lænestole, og jeg fortæller, at de har været min oldemors. Jeg skal på toilettet (skide, med andre ord), og det går op for mig, at det i virkeligheden er pressetrangen, der melder sig. Hvor længe til jeg må presse, spørger jeg. Èn time, svarer jordemoderen, mens hun bag min ryg holder to fingre op og blinker til de andre (har jeg bagefter fået at vide!). Jordemødre er et helt specielt folkefærd; jeg forestiller mig, at 9 ud af 10 fag på jordemoderskolen handler om psykologi, og i det sidste fag får de så lidt at vide om, hvordan man griber et barn i farten på vej ud mellem benene på en fødende kvinde...

Klokken er ni om aftenen, og min livmodermund er 9 cm åben. Jeg har pressetrang, men må ikke - det er ikke til at holde ud! Hvis ikke du har prøvet det, så forestil dig en rigtig slem omgang diarré; det er umuligt at holde tilbage, men det skal du alligevel. En hel time. Gispe, gispe og ånd laaaanngsomt ud. Det med at gispe og holde igen er jeg ikke specielt skrap til, og i begyndelsen af hver ve kommer jeg til at presse lidt og råber: nej, nej! Ånd laaaanngsomt ud, svarer jordemoderen og Toke i kor. Det er godt med dem, tænker jeg, for det kan altså sagtens lade sig gøre at ånde ud og presse samtidig. Alt for godt - det er ret hårdt. Men hvis jeg presser for meget på nuværende tidspunkt, kan jeg risikere at min livmoder (vist nok?!) går i stykker, og så er det ba-bu ud på Skejby.

Jeg bliver anbragt siddende på skummadrassen lænet op ad Toke, som igen læner sig op ad én af føromtalte (godt tunge) lænestole. Jordemoderen undersøger mig igen og konstaterer, at jeg næsten er de famøse 10 cm åben, blot mangler der en lille kant af livmodermunden. Hun skubber den væk under næste ve, og siger så de forløsende ord: det er ok at presse lidt nu. Yes! Tyve minutter senere (kl 21.48) er Frida født.

Da jeg endelig får lov at presse, er alle smerter og ubehag ligesom hørt op, og alligevel giver jeg mig til at skrige alt hvad jeg kan (jeg er den dag i dag stadig lidt rystet over hvor højt, jeg egentlig kan skrige; jeg er normalt ikke særlig højrøstet). Jeg tror, jeg skreg af bar lettelse over endelig at kunne give los. Jordemoderen lader mig skrige lidt og gør så høfligt opmærksom på, at jeg kan presse meget mere effektivt, hvis jeg i stedet holder vejret. Det gør jeg så, og jeg kan nu tydeligt mærke, hvordan "noget" bevæger sig i den rigtige retning mod udgangen. Dette "noget" har ligesom flere led, hvoraf nogle fylder mere end andre. Jordemoderen lægger varme klude på mit mellemkød, hvilket føles godt. Hun får mig til at række hånden ned for at mærke toppen af barnets hoved. Er det et hoved spørger jeg dumt :-) Lige idet hovedet skal til at passere igennem, beder jordemoderen mig holde igen og gispe. Det svider og brænder og jeg råber av, av, av, men på en måde er det ligegyldigt, for jeg ved, at jeg er meget tæt på nu. Jeg presser hovedet ud og kan høre, at Toke bag mig udbryder: wow! og er meget bevæget af det, han kan se. Jordemoderen spørger om jeg vil kigge i et lille spejl, hun holder op foran mig, men det gider jeg ikke bruge kræfter på og svarer, at jeg alligevel har lukkede øjne under veerne! Jeg presser resten af den lille krop ud (svuup); det gør ikke ondt, men jeg kan godt mærke endnu noget stort passere.

Da jeg åbner øjnene og løfter hovedet ser jeg jordemoderen, som har en lille smule travlt med at vikle barnet ud af navlesnoren. Den sidder ikke omkring halsen, men snarere omkring nakken. Jeg får lagt en lidt slatten unge op på maven, og jordemoderen gnubber hende i ansigtet og på ryggen med et håndklæde. Jordemoderen skal lige til at suge slim ud af næsen på hende med en lille orange gummidims, da Frida stikker i et hyl. Godt så, hun er levende! Egentlig har jeg heller ikke været nervøs, for jeg er godt klar over, at der som regel går et øjeblik, inden en nyfødt begynder at trække vejret - der er jo stadig ilt gennem navlesnoren. Barnet på min mave er lidt hvidt på ryggen af fosterfedt, men ellers hverken blodigt eller krøllet eller noget. Jeg holder om den lille krop, og det er ret overvældende det hele. Hvad blev det?, spørger jordemoderen (hun har selvfølgelig selv lagt mærke til kønnet, men spørger for at få os til at kigge efter selv). Øhh, det´ lige meget, siger Toke (tror jeg nok). Vi kigger alligevel, og jeg siger: vi har fået en lille pige!

Jeg ligger med hende på maven et stykke tid, måske 10 min... Derefter tager Toke sin t-shirt af og får hende op til sig med en babydyne udenpå. Han har bøjet benene, så jeg kan bruge dem som ryglæn. Jordemoderen spørger om jeg slet ikke har pressetrang nu, for hun vil gerne have moderkagen ud. Næ, det har jeg ikke, men jeg presser alligevel, og, slurp, kommer moderkagen ud. Klokken er 22.15.

En anden jordemoder, som skulle have assisteret under selve fødslen, dukker op. Hun var vild med hjemmefødsler, sagde hun, men kom som regel for sent til dem :-) De undersøger moderkagen og kan se, at fosterhinderne mangler. Så jordemoder nr 2 tager en pandelampe på og lægger sig på maven foran mig for at fiske dem ud. Det lykkes vist nogenlunde, og resten er lige meget, bliver de enige om. Hvis der er mere, kommer det ud af sig selv i løbet af et par dage. Jeg spørger, om jeg skal syes (det regner jeg egentlig halvt om halvt med) og får svaret: nej. Hvor heldig har man lov at være?!

Jeg bliver sendt i bad, mens Toke sidder med lillepigen. Susanne har dækket op med røget ørred og franskbrød, udskåret frugt og bølgechips med dip. Eftersom jeg ikke har fået andet end hyldeblomstsaft hele dagen, er jeg godt sulten. Jeg sidder i sofaen med Frida (som endnu ikke hedder Frida) på den ene arm og prøver at balancere med en ørredmad i den anden hånd. Toke, Susanne og de to jordemødre spiser selvfølgelig også med, og der er en dejlig varm stemning i stuen.

"Min" jordemoder siger farvel, men kommer kort efter tilbage med et brev adresseret "tillykke lille-ny". Det er naboen, som har hørt mig henholdsvis Frida skrige, og så draget den rette konklusion. Den anden jordemoder bliver et par timer, udfylder papirer og viser mig, hvordan man kan amme liggende. Efter at have informeret vores respektive forældre om deres nye bedsteforældre-status, går vi en times tid over midnat i seng med guldklumpen imellem os. Det er naturligvis kun lillepigen, som får sovet den nat, for både Toke og jeg er fuldstændig høje oven på det store, som er sket. Næste morgen bliver vi enige om at kalde hende Frida.

Alt gik langt bedre end vi nogensinde kunne have planlagt det, og det er jeg meget taknemmelig for. Og i øvrigt kan man ikke planlægge en fødsel; jeg havde regner med at bruge skummadrassen under veerne til at lave forskellige yoga-øvelser på, men da det kom til stykket ville jeg meget hellere bare stå op. Og den fødestol, jeg havde tænkt mig at føde på, kom aldrig i spil, for den halvt liggende/halvt siddende fødestilling (som vist nok er ret forhadt blandt fødende) var bare helt rigtig for mig. M.h.t. Susanne havde vi til gengæld regnet rigtigt - det var guld værd med én til at fotografere, vaske lagner, stille mad frem, vaske op, rydde væk og gøre rent bagefter.

Efterfølgende har jeg været træt selvfølgelig, men samtidig fuld af energi. Jeg føler, jeg har vundet en stor sejr - jeg kunne! jeg gjorde det sgu!, på min måde!

Hanne Skipper Jørvang, 2001