Comic Fetch - eksisterende produkter

Shoulders of giants...

Comic Fetch er ikke det eneste program, der er i stand til at hente striber over Internettet. Nedenstående liste kan ikke anses for at være fyldestgørende, men kan dog give en ide om alternativerne.

NetComics

URL: http://sourceforge.net/projects/netcomics/

Et Perl-program, der understøtter flere serier end Comic Fetch. Programmet styres med command line og kræver installation af Perl før udførelsen. Brugergruppen for programmet anvender fortrinsvis Linux, BSD eller lignende.

Programmet er teknisk avanceret og understøtter arkiver så man kan se ældre strips i stedet for blot de daglige.

Kontakt til programmøren

En emailudveksling med Ben Hochstedler, programmøren bag NetComics, afslørede at han havde overvejet de lovmæssige problemer med et sådant program, men at han anså brugergruppen for at være marginal nok til at undgå problemer.

Han havde tidligere udvekslet emails med 2 andre personer, der havde lignende projekter i gang. Den ene havde valgt ikke at offentliggøre sit program pga. de lovmæssige implikationer. Den anden persons program konstruerede en webside med daglige striber, som han så offentliggjorde. Han var blevet kontaktet af 2 syndikater der fik ham til at undlade at offentliggøre deres striber.

Ben anbefalede at indbygge bannerunderstøttelse i Comic Fetch for at afværge lignende episoder. Han mente at en program som Comic Fetch ville få en større brugerbase end hans NetComics pga. dets tilgængelighed.

Et andet forslag fra hans side var at "sælge" Comic Fetch til syndikaterne, forstået som en form for samarbejde.

Comics

[Screenshot af Comics] URL: http://www.evan.org/Software/Comics.html

Et Windows og BeOs program lavet af Evan Reynolds. Programmet understøtter 100-150 forskellige serier. Det viste screenshots udgør den samlede brugergrænseflade. Selve hentningen af striber sker med tekst-feedback.

Leveres som en ZIP-fil og viser kun de daglige strips.

Kontakt til programmøren

En emailudveksling med Evan resulterede i at Evan efter eget udsagn fik noget at tænke over. Han havde ikke overvejet følgerne af udbredelsen af hans program nøjere. Hans holdning var at hans brugerbase var tilpas lille til at han ikke ville blive bedt om at stoppe udviklingen af programmet: "so I think I'll just shoot for operating under the radar screen and not worry about it".

Comics

URL: http://members.tripod.com/~colin_dcomix/Index.html

Et windows program der understøtter ca. 190 forskellige serier.

Kommer med et standard installationsprogram. Viser kun de daglige strips. Programmøren har stoppet udviklingen af programmet, men opfordrer interesserede til at arbejde videre på det.

Årsagen til den manglende videreudvikling angives til at være frustration over Windows(?).



WebComics

URL: http://www.webcomics.com/cgi-bin/webcom/view.cgi

En samling af 130 forskellige daglige tegneseriestrips, hvor brugeren kan vælge enkelte strips ud. Når brugeren besøger siden igen, vil webserveren huske hvilke serier brugeren kiggede på sidste gang og vise de nyeste udgaver af dem.

Stedet er et eksempel på et bedre alternativ til Comic Fetch, men har to negative sider:

  1. Udvalget af striber er begrænset.
    Dette er naturligt, da steder kræver samarbejde med kunstnerne. Dette betyder bla. at der ikke er nogle striber, der ellers bliver vist i amerikanske dagblade. Så ingen Basserne, Garfield, Steen & Stoffer o.l.
  2. Man kan kun se en dag tilbage.
    Har man været væk på weekend, kan man kun se de tidligere dages striber ved at kigge på de respektive sider for serierne.

Denne side er en del af projektet Comic Fetch
Sidst opdateret af Toke Eskildsen (darkwing@daimi.au.dk), den 10 december 2000