Søndag 2019-01-20 Fødselsdag og Aurorabesøg
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Asta & far tog med farmor & farfar til fætter Birks fødselsdag på Fyn. Som altid en hyggelig begivenhed og ja, der var brunsviger. Hjemturen var med tog - først bumleren ind til Odense. Den var helt tom, altså bortset fra Asta & far, så som Asta sagde: Det er vild luksus!
. Toget fra Odense til Aarhus var ikke spor tomt, men ved et lykketræf fik de to rejsende hapset et par pladser. På det tidspunkt handlede det om overlevelse, så hjemturen gik med iPad og Rubik's Cube, i stedet for snak og Uno-spil. Derhjemme havde Onkel Jacob & Kusine Aurora været på besøg, men de var taget hjem igen da Asta & far kom hjem.
Lørdag 2019-01-19 Prøve og koncert
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Fridas vækkeur ringede kl. 5:40 og Toke kiggende ned forbi kl. 6:10 for at høre om hun var oppe. Hun skulle til eksamen i Cambridge English i Vejle. Med 5 forskellige prøver hen over dagen. Det var hun færdig med kl. 17, hvorefter hun tog hjem til Aarhus og til bolchelavning hos en fra klassen. Det foregik til kl. 4 om natten, hvor hun kom træt hjem. Men så kunne hun også sove næsten 8 timer, før hun skulle på arbejde.
Asta og veninden N vågnede kl. 5, men faldt heldigvis i søvn igen. Overnatningen var gået glimrende og venninden blev hentet efter morgenmaden. Om eftermiddagen pakkede Asta & far deres tøj og tog med toget til nytårskoncert i Middelfart, hvor farmor & farfar var med i kor. Farfar anslog middelalderen blandt publikum til at være omkring de 60 og det var nok ikke helt galt. Blandt de 900 gæster var den næstyngste i starten af 20erne. Men hvad, Asta kunne lide musikken og de omkringsiddende havde det fint med at hun dansede. Bagefter kørte Asta & far med farmor & farfar hjem til overnatning.
Fredag 2019-01-18 Overnatning og weekendplaner
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Asta havde en veninde fra skolen hjemme til aftensmad og overnatning. De legede godt om aftenen og den råb & tumlen der var oppe ved badeværelset var - vistnok - en rolleleg, hvor den ene skulle forestille ikke at ville i seng. Efter sengelægning meldte Astas veninde at hun ikke kunne sove, men Toke fik hende overtalt til at prøve med den magiske metode "Lig stille i sengen uden lys og lad være med at snakke sammen". Den magiske metode virkede!
Sigurd tog til aftenklassearrangement på skolen. En hygge/fest-aften. Han håbede meget på at hyggedelen ville fylde mest og var optimistisk nok til at glæde sig en lille smule. Han kom hjem 23:30.
Sigurd: Det første par timer var ikke så spændende, men så blev det vældig godt.
Far: Hvad lavede I så der?
Sigurd: Hmm... Teenageting.
Far: Ah! Okay, message received
Torsdag 2019-01-17 Bueskydning
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Sigurd, Hanne & Toke tog til møde i Sigurds bueskytteklub, mens Frida håndterede Astalægningen. Sigurd er på holdet "Boblerne", sammen med 4 andre. Det er for dem der er kommet over begynderniveau, men som ikke er på det "seriøse" hold. Sigurd har det godt der, for der er plads til at have det sjovt og der er ikke pres for at man skal deltage i en masse konkurrencer. Mødet var dels en præsentation, dels en lille opsang om at være klar til tiden, melde fra hvis man ikke kom og lade være med at bruge mobiltelefon under træningen. Besked modtaget og bifaldt.
Onsdag 2019-01-16 Ganske parat
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Sigurd har fået papir (okay, bits) på at han er uddannelsesparat. Hans reaktion var Hvordan kan det være jeg blev bedømt uddannelsesparat!?
Forældrene er nu ikke overraskede - det går generelt glimrende for Sigurd. Meget symptomatisk styrede han glat gennem aftenarbejde med at bygge en "robot" om aftenen - det er et produkt til den opgave han er ved at lave om kunstig intelligens. Han stod selv for lodningerne og beroligede far med at Onkel Søren havde lært ham at gøre det ordentligt, da far begyndte at kloge sig om koldlodninger.
Tirsdag 2019-01-15 Kattestatus
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Katten Momo har det fortsat fint, så eventyret med blæreproblemerne begynder at fortabe sig i fortiden. Til gengæld har den og killingerne travlt med at diskutere omgangstonen og muligvis hakkeordenen? De slås ikke for alvor, men der er en hel del overfald fra begge sider.
Ingen af kræene får lov at være ude om natten og killingerne bliver kaldt ind ved aftentid. Det fungerer rigtig godt ved at banke på en tallerken med en ske (ren Pavlov). Men denne aften kom Stoffer ikke hjem!? Toke begyndte at tage fodtøj & sweater på for at gå ud og lede efter den da den endelig dukkede op. Den bevægede sig meget underligt, så den blev hurtigt hapset op og bekymret inspiceret. No panic: Den langhårede pelsklump havde formået at filtre en kort grangren ind i venstre og højre bagbenspels på samme tid. Flot, Stoffer.
Mandag 2019-01-14 Vinter søges
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Det lykkedes endelig vejrguderne at få presset temperaturen ned i frost. Desværre var det eneste hvide det der blev spredt af Aarhus' motoriserede saltkanoner. Det var der til gengæld meget af. Ak, stakkels cykelkæde.