Søndag 2019-01-27 Halvaktiv søndag
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 10 mdr.
Hanne & Toke tog til Sletten for at hente Asta. Trods skiftet fra sne til sjap & tåge var humøret højt hos spejderne. Asta berettede at de havde været i Tivoli. Altså en slags tivoli der var bygget af granrafter. Men der havde været en Pjerrot og en tryllekunstner. Og popcorn. Og bålmad. Og og og. Asta faldt i søvn på vej hjem i bilen.
Lørdag 2019-01-26 Karmaudbetaling
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 10 mdr.
Efter lang & elendig vinter kom der endelig sne! Stor glæde i hjemmet og hos Asta, der skulle på 2-dagestur med spejderne. Hun blev kørt til Sletten med sit spejderudstyr, en pose boller og 2 kælke.
Når man nu har opganiseret delebil for weekenden, skal den også udnyttes. Frida havde købt en brugt boxmadras på 200x140 cm. Den kunne næsten være i traileren, men der var presenning & snor med, så det gik også. Noget værre var at den ikke kunne komme ned i kælderen. Der var ganske simpelt ikke plads. Det gik heller ikke gennem hendes vindue eller ned ad den indvendige kældertrappe. Hanne meldte sengen var for tung, så der blev rekvireret hjælp fra nabonabomanden. Han & Toke prøvede på måde A ved ydertrappen. Så prøvede de på måde B1 og på måde B2. Ævs. Mismodet sænkede sig. Toke foreslog en gentagelse af A, denne gang med mere vold. Og sørme jo! Godt nok skulle den overtales kraftigt
, som Hanne formulerede det, men ind kom den. Når Frida engang flytter hjemmefra bliver sengen enten stående eller adskilt med en sav.
Men hej, det var jo egentlig ret dejligt at køre i bil!? Sådan en magisk varm kasse med udsigt til omverdenen. Afslappet transport uden behov for fysik udfoldelse. Fascinerende! Hele familien (altså undtagen Asta) valgte at køre i IKEA for at handle & spise. IKEA-besøg plejer at være småfrustrerende, med tidspres, lange overvejelser og forgæves eftersøgning af varer. Men ikke denne gang! Karmaguderne udbetalte, så der blev fundet badeværelsesskabe, lampe, hyder, hyldeknægte, topmadras, skåle og andet godt. Altsammen uden problemer. En helt ny følelse.
Fredag 2019-01-25 Haggish, acetylsalicylsyre & pizza
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 10 mdr.
Hanne og Toke havde arrangementer på arbejdet, så Sigurd blev påbudt at følge Asta hjem. Egentlig ville han gerne have de tog bussen, fordi Asta cykler langsomt
, men far mente godt Sigurd kunne betale af på alle de gange han har sneglet sig op til skolen på cykel. Tokes arrangement var lavet af afdelingens skotte, med haggish, whisky og oplæsning af Robert Burns. Ikke noget der sker hver dag - faktisk var det første gang, men det viste sig at være uden bagtanke eller andre tricks. Og haggisk viste sig at minde om leverpostej blended med kernefyldt rugbrød. Ikke ringe.
Frida lavede acetylsalicylsyre i skolen. Det er en aktiv ingrediens i hovedpinepiller og åbenbart ikke nemt at lave. De fik nu ikke lov at spise det: Nul spisning i kemi! Heller ikke madpakker! Forbudt forbudt! Der må spises derhjemme. Bare ikke acetylsalicylsyren der blev inddraget. Men bestillingspizza er heller ikke at foragte - det er vel fredag.
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 10 mdr.
Ingenting at se, kom igen i morgen.
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Ingenting at se, kom igen i morgen.
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Ingenting at se, kom igen i morgen.
Mandag 2019-01-21 Én gang til for tredje gang
Frida: 17 år, 4 mdr. Sigurd: 14 år, 10 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Hanne tog til forældremøde for Astas klasse. Der er en del førstegangsforældre, så der blev diskuteret ernæring (herunder sukker), at børnene skulle lege ude og hvorvidt børnenes bytteri med Pokémon skulle kontrolleres. Lige netop til Pokémon-delen mente Hanne hun blev nødt til at byde ind med en klar holdning, men ellers var det muuuligvis ting hun havde hørt udspillet et par gange før. Tak til Hanne, der påpeger at det er Tokes tur næste gang.
Sigurd fik fremlagt sig projekt om kunstig intelligens og fremvist sin robot. Det blev vel modtaget og eftersom han selv havde bygget den, kunne han uden problemer svare på lærerens snedige spørgsmål, der gik på hvordan den fungerede indeni.