Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Kusine Aurora skulle døbes. I en ægte kirke, med vievand, salmer, dåbskjole und alles. Familien samledes i en forhal inden det skulle starte og snakken gik naturligvis på kirkelige emner:
Toke: De serverer abelater
Hanne: Toke for helvede! Oblater! Abelater er dem man putter i plasticpistoler.
Hanne: ... Ups
Toke: Ja, at bande i kirken er nok ikke så passende
Dagens pige ankom, frisk fra søvn, fuldt optanket og vældig kær. Så gik der lige tre kvarters tid med almindelig gudstjeneste og nadver - både Asta & Aurora syntes det var ret lang tid, så der var et par pauser for dem undervejs. Asta syntes det var lidt spændende med nadveren og gik med op for at prøve det. Selve dåben gik som man kunne forvente: Naturligvis protesteres der, når man får koldt vand i hovedet!
Efter kirken var der dåbsfest i et lokale i Finnebyen. Asta fandt naturligvis hurtigt sammen med sin bordherre og kunne vise ham et par tricks med 2x2-kuben. Flinke mennesker overalt og god mad fra Økogal">Økogal.
Lørdag 2018-03-03 Markedsdag på skolen
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Der skal samles penge ind til studietur for Sigurds klasse og en af måderne er at holde en markedsdag. Sigurd, Asta & Toke drog op på skolen, medbringende en bunke skrammel. Der var også sømislåning og boldekast mod dåser, samt sminkebod og skuldermassage. For slet ikke at snakke om et væld af kager. Fremmødet var ikke overvældende, men der var trods alt flere kunder end sælgere og det meste blev solgt, incl. kagerne. Asta stod for sin del af handlerne - det er etableret princip i hjemmet at man må bruge sine lommepenge til det man vil og når man nu har sparet flere hundrede kroner sammen...
Frida brugte dagen sammen med gamle veninder og Hanne udfyldte alenetiden derhjemme med to gange middagssøvn og tredje læsning af The Martian.
Fredag 2018-03-02 Byggemøde på skolen
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Hanne har været meget aktivt involveret i udbygning af skolen og begynder at køre lidt træt i det (plus det er vinter). Men i dag var anderledes: Der var byggemøde med arkitektfirmaet og der var præsentation af ideer til tagudnyttelse fra en af klasserne. Rigtig gode ideer med eksperimenter med vedvarende energi og drivhuse. En påmindelse om at der vitterligt er engagement fra børn & forældre på skolen.
Torsdag 2018-03-01 Forskning og bagning
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Frida var til foredrag med ATU-Midt. Der handlede om medicinsk kemi og forskellene mellem grundforskning, klinisk forskning og epidemiologi. Hun fik snakket med nogen af de andre superflinke folk
og kom glad hjem. Hun melder at der er samme stemning som dengang hun var på sommerskole med UNF. Det blev nu lidt sent før hun kom i seng, for der skulle lige bages et par hundrede vaniljekranse om aftenen.
Onsdag 2018-02-28 Skole i hjemmet-samtale
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Den sædvanlige skole-hjem-samtale blev vendt på hovedet ved at 2 af Sigurds lærer drog rundt og besøgte hjemmene. Der var sådan-lidt-for-sjov inspektion af Sigurds værelse, der til lejligheden var opryddet & støvsuget. Stuen var også opryddet & støvsuget og både hyldeblomstsaften & knækbrødet var hjemmelavet. Ak, der var ingen ende på hvor meget styr familien havde på tilværelsen.
Om aftenen havde Hanne møde i vejforeningen. Det var hun ikke spor opsat på. Vinter udenfor og brænde indenfor kalder på sofatid.
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Der kom sne, der var under frysepunktet og det blæste. Så naturligvis føg det. De fleste i familien var glade for lidt spændende vejr, men Frida var ikke ligefrem overstadig: Hun kom hjem kl. 22 efter et foredrag. Hun havde gemt sig for den fygende sne i et busskur, så første buschauffør havde ikke set hende og var kørt videre. Næste bus tog hende med, men det var svært at orientere sig, så hun kørte et stop for langt og måtte gå tilbage. Hun var pænt kold da hun dukkede op.
Mandag 2018-02-26 Hvile og lege
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Sidste uge var for Hanne fyldt med møder og denne uge ligeså. Både på arbejde og udenfor. Så hun blev hjemme i dag for at lade op.
Asta havde legeaftale hos L fra klassen. Ls forældre hentede og bragte i bil, selvom de kun bor 3 km væk. Ingen protester over dét serviceniveau.