Lørdag 2018-12-29 Ikke-biograftur
Frida: 17 år, 3 mdr. Sigurd: 14 år, 9 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Første del af dagen var vældig aktiv med Frida & far i IKEA for at købe kommode, mens Asta & mor ryddede ud på Astas værelse. Planen er at få en stor del af hendes skrammel skatte sat på loftet. Det sker ved først at flytte dem ud af hendes værelse, derefter sortere. De blev slet ikke færdige, før det blev eftermiddag og Asta blev hentet af bedstemor til overnatning.
Der er tradition for biograftur med Hannes brødre mellem jul & nytår. Men når der hverken er en ny Star Wars eller Tolkien-film og Mortal Engines bliver taget af inden jul, hvad gør man så? Det blev til brædtspil (The Royal Game of Ur og Secret Hitler) hjemmehygge og Solo: A Star Wars Story.
Fredag 2018-12-28 Mellem jul & nytår
Frida: 17 år, 3 mdr. Sigurd: 14 år, 9 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Sigud, Asta & Toke har fået skriveborde, der er blevet samlet. De gamle borde + Astas nye skrivebord søgte ned i stuen, så der pludselig var 5 store vandrette overflader som killingerne kunne ligge på. Menneskene i huset er nok mest til et andet arrangement.
Katten Momo brugte et par liv før jul, men hvis ikke lige der var dyrlægeregningen til at minde om det, er det let at glemme. Alt er som før den blev syg, bortset fra at den helst skal have sit eget foder i stedet for killingernes. Det kan den heldigvis bedst lide.
Torsdag 2018-12-27 Tredje juledag
Frida: 17 år, 3 mdr. Sigurd: 14 år, 9 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Efter 3 dage med sociale tiltag var hele familien mest til læse-bog-i-sofaen, læse-tegnerserier-på-computeren, spille-computerspil-på-værelset, høre-Bowie-plader-i-kælderen og lege-med-andre-og-være-aktiv. Ret oplagt var der 1 af de 5 planer der ikke passede videre godt med de 4 andre. Heldigvis var en veninde fra skolen med på at lege med Asta, så efter morgenmaden tog hun derover og blev først set igen til aftensmad. Og veninden bor kun 100 meter væk!
Onsdag 2018-12-26 Årets sidste julefrokost
Frida: 17 år, 3 mdr. Sigurd: 14 år, 9 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Oldemors julefrokost foregik i Ældresagens lokaler. Maden var traditionsrig, men antallet af veganerkuverter var steget siden sidste år: Fra 0 til 4. Veganermenuen var for så vidt også traditionsrig, forstået på den måde at den simulerede sild, karrysalat, fiskefileter & frikadeller. Det fungerede overraskende godt, men Frida & Sigurd er nok alligevel mere til rendyrkede veganerretter en anden gang.
Asta fandt hurtigt sammen med pigen S og så var de ellers kørende. Kusine Aurora var noget længere tid om at komme i godt humør. Toke forsøgte at aflaste hendes forældre, men nåede ikke langt nok væk med Aurora før de blev hidkaldt af hendes gråd og tog hende tilbage. Moralen til næste gang må være at løbe hurtigere.
Tirsdag 2018-12-25 Hjem til Aarhus
Frida: 17 år, 3 mdr. Sigurd: 14 år, 9 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Dagen efter juleaften var på Fyn noget med det store ostebord til morgenmad, en lang tur i den friske luft og endnu en overdådig frokost. Jul er helt sikkert noget med god mad, sammen med det gode selskab.
Om eftermiddagen kørte toget mod Aarhus. Kat & killinger var friske og virkede ikke desperate efter selskab. Meeen de ville gerne ud en tur og alle 3 pelskræ var med på at gasse i stuen med tændt brændeovn og i menneskeselskab om aftenen.
Mandag 2018-12-24 Juleaften på Fyn
Frida: 17 år, 3 mdr. Sigurd: 14 år, 9 mdr. Asta: 7 år, 9 mdr.
Katten Momo fik råderet over kælderen & Fridas værelse, mens killingerne fik stuen & forældrenes soveværelse. Hanne havde sørget for pladsbilletter i god tid og det var også fint nok, for toget blev stille og roligt fyldt. Men de frådende horder af julepanikkede rejsende viste sig ikke.
Faster Laila hentede ved stationen og farmor & farfar havde forberedt den store julefrokost. Helt store, både mht. udvalg, kvalitet og omfang. Det gik over i afslapning og brædtspil, der gik over i sammenbragt juleaftenssul: Langtidsstegt (24 timer for lårene) and, flæskesteg med helt sikkert gennemstegt svær og falafler. Ungerne havde meget travlt med at få startet gaverne, men var nu alligevel med på risalamande.
Derhjemme kiggede Onkel Søren forbi til kattene. Alt var fint, bortset fra at Stoffer var hurtig nok til både at slippe ud på springtur og til at begynde at spise Momos mad. Kvik kat. Faster Laila havde arbejde hen over dagen og senere om aftenen, men var heldigvis med til julemaden og det meste af gaveriet, før hun skulle afsted igen. Birk & Asta insisterede på at vente på hende, så det blev over midnat før de kom i seng.