Søndag 2017-11-12 Søndagsstemning og legeaftale
Frida: 16 år, 1 mdr. Sigurd: 13 år, 7 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Asta var temmelig opmærksomhedskrævende, så det var heldigt hun havde en legeaftale med pigen V fra klassen. De har ikke leget så meget sammen i skolen, men det gik alligevel glimrende - de ville i hvert fald gerne arrangere en ny legeaftale med det samme.
Lørdag 2017-11-11 Bueskydning og fødselsdag
Frida: 16 år, 1 mdr. Sigurd: 13 år, 7 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Sigurd vågnede kl 5:45. Rettelse: Sigurd blev hevet ud af sin seng og ravede søvndrukkent ud af sit værelse kl. 5:45. Han blev fodret, udstyret med madpakke og skubbet ud af døren i retning mod bueskytteklubbens lokaler. En helte-mor samlede ham op og kørte ham og 3 andre unger vestpå til stævne. Sigurd kom med i finalen i sin gruppe, men røg derefter ud i anden runde. Han kom hjem kl. 20 og var lige så træt som da han tog afsted.
Frida var også træt. Indflytterfesten i går var med brædspil og hygge. Men den gik over i trafiklysfest og for meget larm, så Frida havde siddet udenfor hos rygerne en stor del af tiden og der var pivekoldt!
. Hun overnattede hos enelleranden hvor de sov kl. 5. Meget små 3 timer senere stod hun op for at tage hjem, tage bad og tage på arbejde. Lidt hårdt skema, Frida.
Toke arbejdede hjemme, indtil han cyklede en tur rundt om Engå Engsø og hjem igen. Så kørte han en tur ned til Egå Engsø igen, for at lede efter sin tabte pengepung. Den havde en svensker fundet og lagt på en træstub på shelterpladsen - uåbnet, for han havde troet at den grønne filtpengepung måtte tilhøre et barn.
Asta & Hanne tog til bedstefars fødselsdag, sammen med resten af Jørvang-familien. Bedstefars gave var udvalgte øl og noget Asta havde lavet i kælderen. Ingen skovtur denne gang, men når man er 6 år er en haveudforskning også et eventyr.
Fredag 2017-11-10 Kager og fest
Frida: 16 år, 1 mdr. Sigurd: 13 år, 7 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Noget letsindigt stod Toke for at styre Sigurds klasse alene til forældreskoledagen. Det gik ... halvgodt? De kom i 6 Sigurdbestemte grupper og blev sat til at bage banankager, cookies og småkager. Bortset fra at timingen skred en hel del gik det nu rigtig godt. Alle var med på projektet og gik op i det. Alt bagværket blev spisbart. Den del der ikke gik godt var at prøve at se film, for teknikken drillede massivt så Toke brugte 3 kvarter fordelt hen over formiddagen med at få det på plads. Det lykkedes, men da var klokken blevet 11 og ved 12-tiden var dagen officielt slut, så der gik de fleste hjem.
Hanne mødte op på skolen ved 12-tiden. Hun stod også for forældreskoledag, men for Astas klasse og i den periode hvor de blot skulle passes. Forinden havde de været på en regnvåd tur til en legeplads i området. Hannes eftermiddag var ikke så hektisk, men hun & Asta kom ret sent hjem og trængte til weekend.
Fridas weekend startede om eftermiddagen med indflytterhygge hos en fra klassen. Planen er at tage videre til trafiklys-fest (hvor man med henholdsvis grønt, gult eller rødt tøj signalerer sin single-status og hvorvidt man er interesseret i at finde en kæreste). Forældrene ved ikke hvad farve tøj Frida tog på. De prøvede at fiske efter det tidligere på dagen, men fik ingen bid.
Torsdag 2017-11-09 Asta hos sundhedsplejerske
Frida: 16 år, 1 mdr. Sigurd: 13 år, 7 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Hanne tog med Asta til sundhedsplejerske. Asta valgte dagen til det helt store rollespil som Normalt og Velfungerende Barn. Hun var opmærksom, svarede på spørgsmål og samarbejdede. Nice timing! Hun fortalte oven i købet at hun kun fik slik om lørdagen og fik i det hele taget overbevist sundhedsplejersken om at forældrene ikke var børnevanrygtende narkomaner.
Der er forældreskoledag i morgen, der hvor forældrene styrer skoledagen, mens lærerne holder stormøde. Det var meningen at Toke og en anden forældre skulle have lavet eksperimenter med lyd for Sigurds klasse, men makkeren har lagt sig syg, så der bliver noget med at bage i stedet. Sigurd tog sig af at lave grupper:
Toke: Har du så sat dig selv i en gruppe med lige præcis dem du gerne vil være i gruppe med?
Sigurd: Nej, jeg har sat 2 piger og 2 drenge i hver gruppe
Toke: Okay, ved du så hvilke piger der hader hinanden, og hvilke der elsker hinanden? Og hvilke drenge der hader hinanden, og hvilke der elsker hinanden?
Sigurd: Man lærer en masse af at stå ved siden af dramaet!
Onsdag 2017-11-08 Performance Collage
Frida: 16 år, 1 mdr. Sigurd: 13 år, 7 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Skuespil på skolen, lavet af de 3 ældste klasser, herunder Sigurds. Det med betegnelsen "Performance Collage" var ikke helt skævt - det var flere afskilte sketches, bundet sammen af to personer der kunne sætte forestillingen på pause og som diskuterede hvad der fungerede & ikke fungerede. Der var en masse musik og dansenumre flettet ind og niveauet var rigtig højt.
Det var anden gang Asta så forestillingen og hun holdt opmærksomheden gennem det hele. Hun skulle lige holde far i hånden på det sørgelige sted. Der kom ingen Sigurd på scenen - han styrede lys og projektor.
Tirsdag 2017-11-07 Godt vejr, god stemning
Frida: 16 år, 1 mdr. Sigurd: 13 år, 7 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Efteråret viste sig fra sin gode side med frostklar morgen og stille vejr. Frida kom glad hjem og fortalte at dem hun havde snakket med på sit nye hold var rigtig flinke. Asta fik arrangeret ny legeaftale på søndag og Sigurd kom hjem efter vellykket generalprøve på det teater de har arbejdet på de sidste uger. Forældrene får lov at se det i morgen.
Mandag 2017-11-06 Første dag på sidste linje
Frida: 16 år, 1 mdr. Sigurd: 13 år, 7 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Fridas tid på grundforløbet er slut og hun havde første dag med det hold hun skal følge resten af HTX-tiden. Far skulle til workshop i Odens og han mødte hende ved bussen: Hej Frida, skal jeg tage en anden bus end dig?
, Nej, det er OK. Men hvis der kommer nogen af mine venner, så kender jeg dig ikke
. Frida & far snakkede videre til Frida pludselig sagde Der kommer nogen jeg kender
. Far stoppede med at snakke, skuflede langsomt væk og tog en anden bus. Han tror selv det lykkedes og at Frida venner ikke fattede mistanke.
Fridas nye hold er ligesom det gamle, i hvert fald på pusleplanet: En fra hendes hold kan løse en 5x5x5-kube.
Sigurd var til tandlægen og fik gode nyheder om hans tandretning: Hans to skæve kindtænder er ved at være på plads, så han kan nøjes med at have elastik på om natten.
Om aftenen konkurrerede Frida & far med at lave en enkelt side på en 3x3x3-kube (det er alt hvad far kan finde ud af). Frida vandt overlegent: Jeg tror ikke min metode er bedre end din, jeg er nok bare hurtigere
. Tak, nu har jeg det meget bedre!