Frida: 16 år, 2 mdr. Sigurd: 13 år, 8 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Asta havde legeaftale med pigen D fra klassen. Hjemme hos Asta. Så det gik løs fra kl. 11. Ret meget løs, for D og Asta har god fælles forståelse af hvordan man leger bedst. Pyha. Ved 13-tiden kolliderede de lidt, så far tog dem med på indkøbstur i cykelvognen. Der fandt de ud af at Astas enhjørningebamse kunne opfylde ønsker, hvis dens horn rørte ens pande:
Toke: Asta, må jeg også få et ønske?
Asta: Ja!
Toke (sætter enhjørningehornet mod panden): Jeg ønsker mig at ligge på sofaen med kaffe og en god tegneserie
Asta (tager enhjørningen tilbage og sætter hornet mod sin pande): Jeg ønsker mig at fars ønske ikke går i opfyldelse!
Næste udfordring var at D ikke ville spise noget frokost. Hun mente at hendes mor skulle komme med noget til hende. Det var jo ikke lige planen. Heldigvis virkede det glimrende at ændre menuen fra rugbrødsmadder til mandariner, selvbagte pebernødder & is. Trampolintur og leg i legehuset virkede også. D blev hentet kl. 17. Der var de også godt udlegede.
Hanne & Frida blev leveret til døren af Onkel Sørens Taxaservice kl. 22. Godt udgåede efter at have vandret rundt i Berlins gader.
Lørdag 2017-11-18 Imens på Bakkekammen
Frida: 16 år, 2 mdr. Sigurd: 13 år, 8 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Med Hanne & Frida i Berlin var der endelig ro til at få noget fra hånden: Sigurds hænder flyttede læssevis af pixels på hans computer og Asta insisterede på at sætte ting på hånden. Hun hjalp nu også far med husholdningen.
Frida: 16 år, 2 mdr. Sigurd: 13 år, 8 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Om eftermiddagen tog Hanne, Frida & bedstemor til Berlin. Med tog, så der blev tid til at snakke om hvad de skulle lave dernede. Resten af husets beboere holdt vi-er-trætte-fredag, hvor Sigurd & far dog fik set en halv film sammen før de gik i seng.
Torsdag 2017-11-16 Lang torsdag og den mystiske vask
Frida: 16 år, 2 mdr. Sigurd: 13 år, 8 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Torsdag betyder musik for Asta og frivillig fællesspisning på skolen. Det var også forældremøde for Fritz (skolens SFO). Hanne havde aldeles opbrugt sin mødekvote for ugen. Toke mente nok at deltagelse var det rigtige, så han troppede op. Det var 6 ansatte og ... (trommehvirvel) ... 4 forældre, incl. Toke. Der er muligvis ikke det helt store behov for Fritz-forældremøde. Det skyldes antageligvis at tingene kører rigtig godt og at der er tillid til de ansatte.
Derhjemme ville Toke starte en vask med sort tøj, men den havde Hanne allerede haft i gang og tøjet var flyttet videre til tørretumbleren. Nej, forresten, Hanne sagde hun ikke havde noget at gøre med det!? Jamendoginteressanthvadskerderher? En vaskenisse? Sker det husholdningsting som forældrene ikke initierer? Vil det ske igen?
Onsdag 2017-11-15 Huleprogrammering og legeaftale
Frida: 16 år, 2 mdr. Sigurd: 13 år, 8 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Sigurd havde programmering som valgfag. De er 8 på holdet og kæmpede sig igennem første verden i Dungeons of Kithgard. Han var optændt af det og glæder sig til næste uge, hvor de skal lave en hjemmeside (antageligvis med noget JavaScript).
Asta havde veninden A fra klassen med hjem. De var meget enige om at forsøge at kommandere rundt med far, men da han sagde fra fik de det nu hurtigt til at fungere med at lege med Elver-LEGO. De var på vej ud på trampolinen da A blev hentet, så det må siges at være en succes.
Frida: 16 år, 2 mdr. Sigurd: 13 år, 8 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Asta gik med far på biblioteket, efter det var blevet mørkt. Asta fortalte spøgelseshistorie om Den Blodige Hånd der trængte til et plaster. Far fortalte spøgelseshistorie om Polly, det børneædende monster. Der var ikke enighed om hvilken historie der var mest uhyggelig.
Asta cyklede med en pakke fra posthuset samt et par andre småting på styret:
Hanne: Går det?
Asta: Ja!
Hanne: Du skal ikke cykle for stærkt
Asta: Hvorfor?
Frida: 16 år, 2 mdr. Sigurd: 13 år, 8 mdr. Asta: 6 år, 7 mdr.
Hanne insisterede på at tage til forældremødet for Astas klasse i stedet for Toke: Velfungerende klasse, meget skoleparate, Asta er vellidt, overnatning på skolen i næste uge. Bonus over hele linjen. Godt træt efter arbejdsdag + møde kom hun hjem, spiste aftensmad og gik til bestyrelsesmøde for vejforeningen.