Søndag 2017-10-08 Vafler må der til
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Vejret var lige så godt i dag, som det var dårligt i går. Ved middagstid blev der tages afsked med Laila-familien og kørt mod Aarhus. Hanne blev sat af ved Skejby Sygehus for at hilse på sin niece - der må ikke komme børn (altså andre end Barnet) på besøg på den stue de ligger på, så resten af familien må vente en dags tid eller to. Øøøv!
Derhjemme gravede Frida sig ned på sit værelse og prøvede at tage sig sammen til at lave lektier. Det gik vist ikke så godt, for om aftenen dukkede hun op i stuen og ville købe et vaffeljern. Nu. Det mente far nu ikke at Rema sådan normalt havde, men måske hun kunne finde en lavkvalitets plasticindpakket vaffel derovre? Frida drog resolut afsted og kom tilbage 20 minutter senere. Ingen vafler! Der blev kogt tortellini i stedet. Det er jo næsten det samme.
Lørdag 2017-10-07 Eskildsentræf
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Frida var til halloweenfest på skolen i går, men kom hjem engang i nat. Hun gik hjem hele vejen fra byen, hvilken åbenbart er den nye stil. Far glædes over den sparede taxaregning.
Eskildsentræf er noget med at den udvidede Eskildsen-familie mødes, sådan uden at samlingen bliver komplet. Stedet skifter og I år foregik det hos Faster Laila, denne gang i øsende regnvejr. Turen derned gik rimelig fint. I hvert fald efter der blev byttet pladser, så Hanne sad mellem Sigurd & Asta. På Fyn kom Asta, Fætter Birk & Fætter Silas hurtigt i sving og det fortsatte de så med at være i 24 timer, dog afbrugt af nattesøvnen. Sigurd var også med til nogen af deres lege, men det er tydeligt at han er på vej væk fra deres gruppe. Ak, selv Sigurd bliver teenager.
Udover at spise en masse mad, hygge, gå tur & snakke, blev der spillet Munchkin og Mao sent om aftenen. Henrik formåede at vinde tredje runde af Mao, uden at have spillet det før. Meget imponerende! Det er forøvrigt forbudt (og meget kedeligt for en selv) at læse reglerne!
Fredag 2017-10-06 Nyt er skidt, gammelt er godt
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Sigurd var på ARoS med klassen, men var ikke imponeret af den moderne kunst - noget med en bunke jord med hår på? Men han syntes rigtig godt om de klassiske malerier.
Torsdag 2017-10-05 Studiemodaktiv
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Regeringen vil skære ned på uddannelsespengene, så Frida og resten af Aarhus Gymnasium var til demonstration nede i byen. Det blev senere konverteret til en cafetur med en veninde.
Asta & far var til spisning på skolen. Hvad far ikke lige havde opfattet var at der også var en times rytmik i salen. Han prøvede at luske udenom, men Asta fangede ham og det var måske alligevel en smule sjovt, når man nu var i gang.
Onsdag 2017-10-04 Studieinaktiv
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Sigurd havde brug for en hjemmedag, så det fik han bare. Det hjalp at trisse rundt alene.
Frida blev suget ind i Hyggeudvalget for en måneds tid siden og de er i gang med at arrangere filmaften. Det er et udvalg med en politik om nul alkohol, hvilket bevirker at de støttes økonomisk af skolen.
Dixit (ellers lang tid siden)
Tirsdag 2017-10-03 Mons' sidste dag
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Det var en god dag for Mons, til den ikke var mere. Den gik rundt ved egen hjælp om morgenen, hvor den spiste noget mad. Den lykkedes den også at vaske sig selv en smule om formiddagen. Senere blev den lagt på et tæppe og blev liggende. Sigurd var på sit værelse med Mons det meste af dagen. Om eftermiddagen blev den båret udenfor i haven en sidste gang, inden Sigurd, Asta, Toke & Hanne tog til dyrlægen med den. Det var tydeligt for alle at det var tid og der blev sagt godt farvel før indsprøjtningen. Meget passende regnede det hele vejen hjem. Den vil blive brændt og asken vil blive begravet i haven senere - det var Sigurds ønske.
Mandag 2017-10-02 Skole-hjem og en dag mere til Mons
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Første skole-hjem-samtale for Asta var vældig positiv. Hun havde selv afkrydset at hun var glad for det hele i skolen og under Hvad synes du at du skal blive bedre til?
havde hun svaret Ingenting!
. Lærerne og Fritz-personalet var glade for hende. De fortalte at hun var opmærksom i timerne og at hun ikke tromlede de andre. En af lærerne sagde at hun var den gode kombination af sine søskende: Sigurds finurlighed og Fridas seriøsitet. Så desværre, Frida & Sigurd, I var kun halvgode prototyper før det endelige produkt.
Hanne lavede en aftale hos dyrlægen tirsdag kl. 15:45. Alle er meget kede af det, men det virker som den rigtige beslutning. Toke havde sovet med Mons i nat og blev hjemme hos ham om dagen. Mons fik det bedre, men kun relativt til weekenden: Den holdt op med at klage og kunne selv vakle hen og spise mad.