Søndag 2017-10-15 Far til København
Frida: 16 år, 1 mdr. Sigurd: 13 år, 7 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Med ringe timing lå der en konferenceworkshopting pladask i efterårsferien. Far tog afsted til middagstid, rimeligt overbevist om at Hanne godt kunne håndtere fodring af ungerne i tre dage.
Lørdag 2017-10-14 Rengøring, indkøb, oprydning. Pyha, ikke mere!
Frida: 16 år, 1 mdr. Sigurd: 13 år, 7 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Forældrene var vældig aktive om formiddagen og lidt hen over middag. Med alle de der keeedelige weekendopgaver. Men så blev det eftermiddag og alle intentioner om at lave mere arbejde forblev intentioner. Det endte med Hobbitten film 2 om aftenen.
Frida var på arbejde og tog til hyggeaften hos en veninde fra grundskolen bagefter. Noget med slik, film og overnatning.
Fredag 2017-10-13 Fredelig fredag
Frida: 16 år, 1 mdr. Sigurd: 13 år, 7 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Frida & Sigurd var aktive udenfor huset med cafétur, madaftale, tandlægecheck og halloweenfest. For forældrene og Asta handlede det mest om at være glade for at det var fredag.
Sigurd havde en god fest, menaltså... Ingen af de andre i klassen vidste hvad en pestdoktor var og havde ingen ide om at de så sådan ud. Det havde forældrene i festhuset heller ikke. Suk. Der står en dragt udstillet nede på Steno Museet og den er alt for sej & skræmmende til at overse eller glemme igen!
Torsdag 2017-10-12 Sidste udkald, Frida!
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Alle 1g-elever på Aarhus Gymnasium fik en fælles-SMS om at der var 8 elever der manglede at vælge studieretning. Dét puf fik Frida til endelig at trykke send: 2 timer før deadline. Førsteprioriteten blev mat-kemi, andenprioriteten mat-fys. Uanset hvad det ender med, vil hun benytte valgfag til at få både kemi og fysik på A-niveau.
Asta & Hanne var til fællesspisning på skolen og Sigurd var til bueskydning. Frida & far var hjemme. Frida kortvarigt, for det skulle lige ordnes pasbestilling på biblioteket, optages en video til dansk og tages en tur ned på Godsbanen for at se en veninde lave podcast til et arrangement. Men i morgen kan der slappes af med skole, brædtspilscafé og aftensmad hos en veninde. Hun har antageligvis også planer for både lørdag & søndag.
Efter bueskydning fik Sigurd sin Halloween-udklædning lavet færdig. Det blev en gennemført pestdoktormaske, hvis forældrene skal sige det. Han skal til halloween-fest i morgen efter skole.
Onsdag 2017-10-11 Niece/kusine-fremvisning
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Aurora hedder hun. Vææældig sød størrelse og med sans for timing: Hun havde lige spist i 3 kvarter da flokken ankom hos Onkel Jacob & Tante Beth og Aurora var både vågen, kiggende og fingergribende i den time besøget varede. Særligt Asta var betaget og havde helst holdt hende hele tiden.
Hjemme igen på Bakkekammen havde Frida en meget lang aften, hvor hun prøvede at vælge mellem mat-biotech, mat-kemi og mat-fys. Det lykkedes hende at koge det ned til valg mellem mat-kemi og mat-fys. Så må morgendagen råde endeligt.
Hanne har fået høreapparat. Igen. Hun prøvede nogen for et halvt år siden, men de kom aldrigt til at fungere ordentligt. Den nye model virker meget bedre for hende, ganske uden den forstærkelse af skramlelyde der generede tidligere. Hun giver det et seriøst forsøg og vil gå med dem hver dag i prøveperioden.
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Fridas fandt en opskrift på nettet hvor man kunne konvertere et fotografi til et regneark. Altså sådan at billedet blev gengivet med farvede celler i arket. Det syntes hun var dagens største oplevelse. Mor kom hjem og fik fremvist det tekniske vidunder og var lige så begejstret.
Der blev snakket kalender og Hanne gav Toke en udvej i forbindelse med et skolearrangement.
Sigurs: Nu har jeg gennemskuet hvad det er at være voksen: Man skal prøve at undgå alle sociale arrangementer, samtidig med at man udadtil virker som fully functioning adult!
Hanne: Du har set lige igennem os, Sigurd!
Frida: 16 år, 0 mdr. Sigurd: 13 år, 6 mdr. Asta: 6 år, 6 mdr.
Sigurd var til koncert med skolen på Train, hvor der var høj musik og stroboskoplys. Alt for meget for Sigurd, så det efterlod ham med hamrende hovedpine og meget fra den. Mor blev tilkaldt til at hente ham på skolen. Far blev også tilkaldt, sådan lidt efter mor var blevet tilkaldt, så der skulle lige koordineres en route. Det lykkedes nu også, så det endte med at mor tog hjem med ham, gav ham et par panodiler og sendte ham i seng. Han havde det meget bedre et par timer senere.
Frida hentede Asta og de lavede mad sammen. Der var også dessert, som Asta lavede (moste bananer med most is og revet chokolade). Efter desserten var der dessertdessert (lakridspibe). Og så havde Asta tabt en tand og glemt den på skolen. Mor siger at Den Søde Tandfe belønner alligevel. Frida & far mener det er snyd.
Toke var til forældremøde på Fridas gymnasium. Det handlede om valg af studieretning, der skal ske senest torsdag formiddag. Frida er i syv sind. Eller rettere tre sind: Mat-biotech, mat-fys eller mat-kemi. De samme tre valgmuligheder, som det hele tiden har været.