Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Forældrene havde en plan om at tage til Eutopia i Gellerup, men det var smådårligt vejr og de gad alligevel ikke. Sekundært havde forældrene en plan om at tage i IKEA og købe et par skabe til kælderen, men så nærmede aftensmaden sig og der blev gider-ikke-stemning. Tertiært havde forældrene en plan om at se en Wes Anderson-film om aftenen, men det blev lidt sent med Asta og så gad de alligevel ikke. Måske det alligevel er blevet sommerferie?
Om eftermiddagen stod Hanne & Toke i køkkenet. Hanne kiggede i kalenderen på køleskabet.
Hanne: Hov, det er vores bryllupsdag!?
Toke: Shit!
Lørdag 2017-07-29 Gider ikke, gider ikke, okay
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Der var planlagt tur til Eutopia i Gellerup, men første arbejdsuge efter ferien kaldte på afslapningsdag, så det bliver i morgen. Der var også planlagt tur til Dolce Vita, men vejret var ringe da det blev tid til det. Dagens tur blev Asta & mor der besøgte områdets legepladser for at får lidt mor-datter-tid.
Fredag 2017-07-28 Bærbarjagt og familieforening
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Hanne & Toke tog ikke på arbejde, men tog i stedet til Elgiganten & Power i Mega Syd for at se på Chromebook. Frida skulle egentlig have været med, men Sigurd mente at Mons var noget sløj og hun var den der bedst kunne undværes som kattepasser (Mons viste sig ikke at være specielt sløj). Men ak, heller ikke i Mega Syd var der Chromebooks. Keines, nada, null, zilch. Men de kunne bestille en hjem til en anden gang og hvad med den her klodsede tykke tunge Windows-maskine i stedet? Der var til gengæld mega-store med mega-musik og mega-trælst. Måske en laserprinter som trøsteindkøb? Næh. De havde 2 modeller hos Power: Den ringeste og den næst-ringeste. Hvad hulen er meningen med at lave mega-stores når der ikke er mega-udvalg?
Sigurd gik i desperationsmode, pegede på den nærmeste ikke-klodsede Windows-bærbare og spurgte om det ikke bare var dén der skulle købes. Forældrene trak ham udenfor og væk fra butikmusiklarmen. Ro på. Der blev snakket om hvad han syntes ville være godt ved en bærbar og valget faldt på den Samsung Chromebook Plus, der har været snak om tidligere. Den blev bestilt fra Amazon i USA om aftenen, med prioritetsforsendelse, told & moms blev det 3700,-. Asta tog med bedsteforældrene på oldemorbesøg, før hun blev afleveret til forældrene. Hun sagde det havde været en rigtig god uge og at hun var glad for at komme hjem. Der er ingen modstrid i det udsagn.
Torsdag 2017-07-27 Kulinarisk udvikling
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Sigurd skal bruge en bærbar ved skolestart og eftersom det er lidt for monokulturagtigt kun at have Windows, OS X, iOS, Android og Ubuntu-systemer i huset, skulle det være en Chromebook. Så Sigurd, Frida, Hanne & Toke tog ind i Elgiganten i byen for at se på en Acer Chromebook R 13. Men nej, de havde ingen Chromebooks i butikken og henviste til deres afdeling i Mega Syd (Toke tænkte naturligvis straks på Mega City 1). Det bliver i morgen.
Aftensmaden var rigtig god vegetarmad hos Mikuna. Det blev tredje eller fjerde aftensmad uden kød i denne uge. Sigurd har gennem det sidste halve års tid fået afsmag for det meste kød og forældrenes samvittighed er begyndt at knage, når der lægges kød i indkøbskurven. Der er ingen intentioner om reel vegetarisk kost; foreløbig handler det bare om at skrue ned for forbruget. Heldigvis kan hele familien lidt bønner og 4/5 kan lide linser.
Hanne fik en mælkeskummer i fødselsdagsgave, sådan en med varme og magnetbaseret omrører. Den har Frida opdaget, så hendes aften gik med at styrke sine latte-art-skills. Eftersom hun startede fra level 0 var der tydelig fremgang fra spøgelsesklat med øjne til abehoved med læber der stak frem. Forældrene er særdeles positive overfor udviklingen og ser frem til yderligere eksperimenter - nogen skal jo drikke kaffen.
Asta var fortsat hos bedsteforældrene. Dagens begivenhed var en tur i Den Gamle By. Med god gammeldags regn og gode nye regnslag.
Onsdag 2017-07-26 Sommerture, børnemangel og snedighed
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Asta var på cykeltur til Mindeparken med bedsteforældrene. Bagefter hjalp hun med at samle blade sammen fra hækklipningen og med at sprede bladbunker igen, fordi de er så sjove at mosle rundt i.
På vej hjem fra arbejde købte Hanne creme, tandbørster & madkasser til Asta. Toke fik endelig skaffet Avatar: Den sidste luftbetvinger til Asta.
Hanne: Det kan godt være vi savner vores datter alligevel.
Toke: So, it has come to this
Sigurd & Frida skiftes til at tømme opvasker, men det fungerer ikke særlig godt. Den bliver ikke tømt uden påmindelse (det er Tokes pligt at påminde og det gider han ikke) og ofte med småmuggen over at skulle udføre pligten. Så hermed nyt, smart system, der løser problemet fuldstændigt: Såfremt opvaskemaskinen ikke et tømt inden kl. 16:15, skal den også fyldes umiddelbart efter tømning.
Tirsdag 2017-07-25 Sigurds ben
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Sigurd og Hanne tog til røntgenfotografering. Der var gået en lille flig af knoglen ved Sigurds knæ, men det havde praktisk talt ordnet sig selv, så han skal ikke gøre noget særligt. Det passede ham fint, så han smuttede over til vennen H og hjalp med at klippe hæk. Nå, tænkte forældrene om aftenen, måske man kunne lave en omvendtaftale så vennen H kommer hen til Bakkekammen og hjælper med hækkeklipningen der?
Asta var med bedsteforældrene på Moesgaard. Igen igen igen. For at se Gravballemanden (og alle de andre ting).
Mandag 2017-07-24 Sigurd & Mons til læge
Frida: 15 år, 10 mdr. Sigurd: 13 år, 4 mdr. Asta: 6 år, 4 mdr.
Asta blev hentet om morgenen af bedsteforældrene. Hun skal være der en uge, mens Hanne & Toke har almindelig arbejdsuge. Det er som altid lidt af et puslespil at få sommerferien til at gå op. Asta glædede sig naturligvis meget til opholdet.
Sigurd og mor tog til lægen for at få kontrolleret Sigurds knæ. Det var hurtigt overstået, for lægen sendte dem videre til røntgenfotografering. Det bliver en anden dag.
Toke ringede til dyrlægen for at melde at Mons var rimelig stabil og om der kunne startes et behandlingsforløb for den kaliummangel, der blev konstateret sidste uge? Men så let gik det ikke: Dyrlægen fra sidste uge var gået på ferie og klinikassistenten fra sidste uge var der heller ikke. Så dyrlæge 2 skulle læse journaler og ville ringe tilbage. Fair nok.
Der blev ringet tilbage senere og meddelelsen var at når der skulle startes behandlingsforløb, skulle katten ind til undersøgelse først. Err.. Say what?
, sagde Toke. Hvad med den udvidede undersøgelse sidste uge? Men der var ikke noget at gøre, så Mons kom op til dyrlægen igen om eftermiddagen.
Dyrlæge 2 mente der kunne være kræft i skjoldbruskkirtlen, så der skulle tages blodprøve. Men det var det ikke. Dyrlæge 2 mente heller ikke at kaliumniveauet var kritisk lavt og ville ikke starte behandling med det, af frygt for at udløse et hjertestop (det sker hvis katten får for meget kalium). Som sidste bud mente hun der kunne være noget med nyrerne (meget klassisk for katte), som hun bare ikke kunne måle. Hvad hun kunne måle var at Mons var gået fra lidt over 5 kg til lidt under 4 kg på tre måneder. Så Mons er kommet på fedekur og får nyrekost.
Rumskibet er fløjet