Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2017 => Uge 24
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2017-06-18 Pausedag

Frida: 15 år, 9 mdr. Sigurd: 13 år, 3 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.

Efter turen i går og med program fra tidligt mandag morgen besluttede familien at lave så lidt som muligt. Det blev nu ikke helt sådan, for Fridas Mac drillede og Onkel Sørens kørende Mac-service kiggede forbi og brugte 4-5 timer på at prøve at få den til at virke igen. Det lykkedes (meget overraskende) kun delvist. Menaltså... Den kom i en tilstand hvor Frida kan flytte billeder fra den over på eksternt lager, så der bliver plads til de billeder hun skal flytte fra sin iPhone, så der bliver plads til billeder fra den tur hun skal på i morgen.

-1300_2_HavePuderAsta

Astas solskærm

-1309_3_SigurdTokeAstaFridaSkyggeHaengekoejePuder_TAHanne

Fælles solskærm

-1631_2_HanneAstaHaveUnoBlomster

Unoduet

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2017-06-17 Røde Orm

Frida: 15 år, 9 mdr. Sigurd: 13 år, 3 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.

Farmor fik en tur til Røde Orm i fødselsdagsgave sidste år og det var tid at indkassere. Eskildsenfamilien samledes på Bakkekammen om eftermiddagen for at drage videre i samlet flok. Ja, måske ikke helt samlet - Hanne & Frida sprang aftensmaden over for at gå til en afskedsfest for Fridas lærere (altså afsked fordi Fridas klasse er færdig på skolen). Den 7/9 samlede flok tog på Raadhuus Kafeen, hvor de serverede klassiske retter i rigelige mængder. Asta havde nok mest lyst til at komme videre til Røde Orm - hun væltede to glas, hvoraf det ene gik i stykker. Bortset fra dén del var det nu vældig sjovt at spise mad i en tidslomme.

Der blev kørt i bil til Moesgaard, hvor en trafikdirigent spurgte om der var køæbt parkeringsbillet? Det var der ikke, men det var intet problem: Der blev dirigeret til parkeringspladsen lige ved indgangen, med gratis parkering. Gad vide hvad det gik ud på? Hanne & Frida stødte til - Frida havde fravalgt en efterfest hos en klassekammerat for at se stykket, men der kommer flere fester.

Det blev tid til Røde Orm, denne gang med rigtig godt vejr. Det var virkelig et stykke med skryden & kampgny, friller & frænder. Et engelsk hof der var særdeles dekadent og en scenografi der sad lige i øjet. Ingen spoilers (der bliver tilføjet flere billeder om en måneds tid), men stemningen steg sammen med mørkets falden og afslutningen var helt i top.

Asta fulgte rigtig godt med i stykket og havde ingen problemer med at skelne brave vikinger fra ryggeløse kæltringe. Hun var bekymret når nogen af de sympatiske kom til skade, glad når det gik godt og begyndte at græde højlydt i slutningen af stykket, hvor en vigtig person faldt i kamp.

-1013_3_ToemmeAffugter_Asta_Crop

Affugteren virker og skal tømmes dagligt

-1238_6_AstaTrappestenGrenKnivSnitte

Snittetøsen

-1439_2_HanneKontrollererBanankage

Kagekontrol

-1720_3_Helikopterhval_AstaHenrik

Astaædende helikopterhval

-1727_FodgaengerovergangKipAstaLailaHenrikSigurd

Aarhus Road crossing

-1806_3_RaadhusCafeen_HenriksWienerSchnitzel

Old school

-2016_4_MoesgaardRoedeOrm_Scene

Lad luren gjalde!

-2041_MoesgaardRoedeOrm_Ravne

Hugin & munin

-2107_1_MoesgaardRoedeOrm

Gang i gaden

-2157_1_MoesgaardRoedeOrm_AstaSoveposeSigurdTaeppe

Guf i stolen

Skriv en kommentar
 

Fredag 2017-06-16 Fugtsagaen

Frida: 15 år, 9 mdr. Sigurd: 13 år, 3 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.

En fugtmand dukkede op kl. 7:30. Han støvsugede betonen under køkkenbordet, satte afskærmende plastic op og monterede en affugter: Stor & larmende. Den kan slukkes når der trænges til pause, men det er naturligvis bedst at den kører det meste af tiden.

En VVS-mand dukkede op 8:45, pillede den afskærmende plactic fra og satte en støvsuger til, så han kunne banke noget af betonen op. Indeklimaet blev kortvarigt særdeles ringe, med en industristøvsuger arbejdende på småvåd beton.

Frida havde egentlig tænkt sig at tage op på skolen for at følge med i de andres eksamener, men hun var helt væk da forældrene prøvede at vække hende om morgenen. Det var vel undt og gav hende energi til at tage til fødselsdag om aftenen.

Asta har fundet en larve i haven, som hun holder i et glas med en masse forskellige blade. Den gik hun rundt og præsenterede til de forskellige huse på vejen. I et af dem var der en pige, der gerne ville lege. Pigens forældre mente nu det var bedst hvis Asta først gik hjem med larven. Kloge forældre.

-0756_Fugtfjerner

Indpakket fugt

-1404_2_StatsbiblioteketRotunden

Snart letter Rotunden

-1726_01_AstaSigurdTrampolinDrage

Dragen lettede ikke

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2017-06-15 Sidste eksamen

Frida: 15 år, 9 mdr. Sigurd: 13 år, 3 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.

Frida havde naturfagseksamen i forgårs og historieeksamen i dag. Et lidt presset skema, men det hjalp at hun havde valgt at gå i gruppe med veninden A. De to forberedte oplæg om mccarthyisme til klokken 2 om natten og gik i gang med at øve kl. 8 om morgenen. Trods den korte tid gik det rigtig godt og de fik stor ros for fremlægningen, og for at være gode til at præsentere sammen. Frida var overraskende frisk ved hjemkomsten, snakkede med forældrene i stuen og var med på en gåtur på biblioteket med far. Hvornår skvatter hun om af træthed?

Ved middagstid kiggede en tømrer forbi, for at fjerne køkkenbordeelementer, tage nogen gulvplader op og sætte kiler under kanten af resten af gulvet for at give luftadgang. Det var den mindst mulige demontering, hvilket passer Hanne & Toke glimrende. Der var en kraftig lugt af kælder og der var tydelige svampesporer (eller mug eller skimmel eller hvad det nu er) på de gulvbrædder der blev taget op, så der er ingen tvivl om at det var det rigtige at gøre. Vaskemaskinen kan stadig bruges, selvom den står lidt klodset og vask & bordplade er urørt, så køkkenet kan fint bruges mens der tørres.

Sigurd & far tog på skolen om eftermiddagen, for at være med til at lave mad til torsdagssammenkomst. Til næste år skal Sigurd have en bærbar med i skole og en af de andre forældre havde taget 4 forskellige Chromebooks med. Sigurd syntes godt om en 13", hvor skærmen kunne foldes om på bagsiden så det blev en tyk tablet. Derefter viste Chromebookejeren at man kunne klikke en lille pen ud og tegne på skærmen og så var Sigurd i drømmeland.

Mens Asta var på legepladsen i børnehaven fik hun øje på en pædagog udenfor hegnet. Det tog ikke Asta mange øjeblikke at forcere hegnet og løbe hen til pædagogen, men tænk - hun fik skænd i stedet for glædelig modtagelse!? Da Hanne hentede Asta fik hun historien af pædagogen og forstod med vanlig indsigt i gængse spilleregler at det var forkert at klatre over børnehavehegn.

-1246_2_KoekkenFugt

Kælderlugtende stuekøkken

-1304_GulvbraedtMedSvampesporer

Ævs

-1703_2_SigurdChromebookTegne

Sigurd tester

-1833_ZebramaerkeBoernenesFriskole

Her bygges zebrastriber

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2017-06-14 For science!

Frida: 15 år, 9 mdr. Sigurd: 13 år, 3 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.

Frida knoklede på med veninden A for at forberede deres oplæg til gruppeeksamen i historie i morgen. Det er sidste eksamen før en velfortjent ferie og hun var meget indstillet på at være lige så velforberedt som til de forgående. Der var lige en 2-timers afbrydelse i form af arbejde i Søstrene Grene, hvorefter de tog hjem til A for at forberede videre.

Sigurd havde selvvalgt naturfagsprojekt i form af en eddikeraket. Det er lidt samme princip som en natronvulkan: Man fylder eddike i en flaske og tilsætter natron, hvorefter der udvikles CO₂. Det er lidt mere tricky med en raket, hvor det er vigtigt at få timingen helt på plads. Det lykkedes i fjerde forsøg og raketten røg 4-5 meter op i luften, men der stank legepladsen også af eddike.

Toke stod op til en solbeskinnet London og fejrede det ved at gå ned i undergrunden med det samme, for at drage mod lufthavnen og hjem til Danmark.

-0827_1_Hotelvaerelse

Farvel værelse

-0830_2_LondonBus

Farvel bibliotek

-0841

Ned

-0854_3

Hen

-0855

Op

-1159_StanstedAirport_FlyKoe

-1239_2_GroenFlyvemaskinelignendeKonstruktion

Dette er ikke et fly

-1720_1_AstaKamerastativ

Dette er ikke en pilot

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2017-06-13 Naturfagseksamen

Frida: 15 år, 9 mdr. Sigurd: 13 år, 3 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.

Frida var til naturfagseksamen. Det foregik ved at der var flere elever oppe samtidig, uden at være i gruppe samen. De stod ved hver deres bord i naturfagslokalet, hvor de havde forberedt forsøg og præsentationer. Lærerne gik tre runder mellem bordene, så eleverne skiftede mellem at arbejde med forsøgene og fortælle & demonstrere. Frida havde plancher, skraldesorterings-forsøg, fotosyntese-forsøg og nitrat-måling. No kill like overkill. Det gik rigtig godt for Frida og hun fik stor ros for sine forsøg med vandkvalitet og fotosyntese.

Vanen tro fik Frida penge til snold, hvilket betød kaffe på Dolce Vita, inden hun gik i gang med at forberede næste eksamen. Det er i overmorgen, så hviledag bliver der ikke noget af.

Toke havde sidste workshopdag og arbejdede intenst sammen med sin gruppe på at udvikle en brugbar metode til at afgøre hvor meget materiale der mistes, hvis netarkiver overholder de almindelige spilleregler for høstning af hjemmesider. De sidste detaljer af præsentationen kom først på plads mens gruppen ventede på at komme til at præsentere. No time like deadline. Det gik nu udmærket og gruppen blev bedt om at præsentere igen i morgen, hvor workshoppen skifter til konference (som Toke ikke tager til).

Om aftenen var der ikke noget formelt arrangement, men 10-12 deltagere drog samlet til et nærliggende pizzasted. Med høj musik og dårlig akustik. Argh! Nej, nope, nix, Toke gad ikke og gik igen. Heldigvis var en fotonørd med på at finde et sted hvor man rent faktisk kunne snakke sammen, så de fik snakket fotografering i en times tid. Med hinanden og med en af tjenerne, der havde samme interesse.

-1822_1_TheBritishLibrary_GenbrugAfTyggegummi

Genbrug af tyggegummi!?

Skriv en kommentar
 

Mandag 2017-06-12 HTX-aften

Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.

Frida og Hanne tog ned på HTX om aftenen. Der blev de skilt ad og mens Hanne fik en reprise af tidligere præsentationer af stedet, brugte Frida tid sammen med sin kommende klasse. Hun har været på Science Camp med en af de andre i klassen og kender et par stykker fra de ældre klasser. Frida er vældig fortrøstningsfuld og glæder sig til at starte. Efter ferien.

Sigurd stod for Astapasningen og det gik uden problemer. Det hjalp givetvis også at de fik købepizza til aftensmad.

Toke hørte på oplæg om formiddagen og arbejdede i en mindre gruppe om eftermiddagen. Om aftenen var der fælles aftensmad på en restaurant med særdeles ringe akustik, så det var nødvendigt at småråbe til den der sad ved siden af og storråbe til den der sad på den anden side af bordet. God mad, men Toke gik tidligt.

-0948_London

Et blik ned ad gaden

-0949_BritishLibrary_E

Hjem de næste par dage

-14_ArchivesUnleashed_TokePraesentation_TAMatthewWeber

Der snakkes magi

-1930_SherlockHolmesMuseum_Crop

Sherlock Holmes boede næsten her

-1931_SkiltModLordsCricketGround

Nogen der har set en Chesterfield sofa?

-1937_1_LondonRegentsParkGaasGaesling_Crop

fred & ro

-1945_2_ElizabethReginaII

Royal lygtepæl?

-2248_1_London_RegentsCanal

Aftentur

-2249_1_London_RegentsCanal

Flydende hus

-2309_3_London_KingsCross

Centralen

-2321_01_London_Bus_E

Ensom bus

-2324_4_London_Bus

Flydende lysbus

-2329_London_Telefonboks

Telefonbokse lever stadig (i England)

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->