Søndag 2017-05-28 Fødselsdag og eksamenslæsning
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Der var 25°C i skyggen og Asta tog til fødselsdag med kage i haven og skattejagt. Asta kom glad hjem, men koksede senere på dagen. Ikke så underligt, egentlig. Det varede nu under en time, så var hun frisk igen.
Toke skal til England om et par uger og Frida & mor skal til arrangement på HTX en af de dage. Sigurd blev forsigtigt spurgt om han var klar på at passe Asta med aftensmad (købepizza) og sengelægning? Det var Sigurd. Yes! Forældrene glædes over denne udvidelse af pasningsmulighederne for mindsteungen og over at Sigurden var frisk uden brug af udvidet overtalelse.
Frida brugte dagen på at forberede engelskeksamen. Det betyder at man kan nusse rundt hele dagen iført morgenkåbe og holde verden på afstand med sine høretelefoner. Man får også en pose gifler kastet hen til sig, når man sidder og ser arbejdsom ud.
Hanne tog den store oprydningstørn i haven. Toke hjalp til ved at fjerne en nydelig edderkop fra de visne blade i lysskakten. Hanne blev enig med ham om at der ikke kunne være flere, for så stort et edderdyr måtte helt sikkert have spist eventuelle andre. Det holdt ikke stik.
Lørdag 2017-05-27 Endnu mere varmt
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Asta og Hanne trodsede heden og lugede jordbærbed. Meget passende var sæsonens første hjemmedyrkede jordbær klar til plukning. Væsentligt mindre grønt end tidligere sæsoners første jordbær.
Frida havde første fulde arbejdsdag i Søstrene Grene. Det gik vældig fint, bortset fra de sidste par timer hvor hun sad ved kassen og kunne kigge ud af døren mod solen og friheden.
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Hanne tog en feriedag med ungerne, mens Toke tog på arbejde. Der var alt for varmt, selv efter kl. 15, da Toke kom hjem og overtog Astasamværdet, mens Sigurd & Hanne tog til frisøren. Asta & far lagde sig ind i soveværelset, med hver deres elektroniske legetøj, dejligt væk fra den onde dagsstjerne.
Frida tog til moderne klassisk koncert i Musikhuset, sammen med veninden M. Det lyder selvmodsigende og er det måske også - det var temmelig eksperimenterende og skiftende mellem minimalisme og ganske larmende. Frida kunne nu godt lide den sidste del.
Torsdag 2017-05-25 Dagen derpå
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Frida dukkede op ud på eftermiddagen. Det viste sig at abeniveauet for gårsdagens aftenfest var ret lavt. Egentlig ikke så underligt, når de startede 6:30, tonsede rundt i kæmpe vandkamp på skolen og var været forbi Botanisk Have i middagssolen inden de startede festen. Hun var den eneste der overnattede, men nu var det også hos veninden M.
Sigurd fik gennemført det spil han købte for næsten 2 måneder siden. Med All Allies Joined-achievement (uden snyd med at følge guides på nettet). Undervejs i spillet stilles man overfor en del valg, som Sigurd beskrev som Det gode valg, det intelligente valg og det onde valg. For at få All Allies Joined skal man, ifølge Sigurd, konsekvent tage enten det gode eller det intelligente valg. Onde far fandt straks på en udfordring til Sigurd: Spil spillet igen, men tag de onde valg. Det er jo bare bits, ikke? Men nej, det er ikke bare bits. Sigurd tog ikke imod udfordringen.
Fugtsagaen i køkkenet gik forøvrigt sin gang i går, hvor en fugttekniker (ja, det stod der på visitkortet) kom forbi og målte. Der er fugt ind under gulvbrædderne i køkkendelen og et stykke hen i muren. Der skal en tømrer til, der skal skille køkkenet ad indtil al fugt er blotlagt. Så skal der tørres i nogen dage og derefter skal der VVS ind over til at lave en stabil reparation. Det kræver at der slås hul i betonen i gulvet. Grundet ferie sker der først noget på mandag. På den positive side er at forsikringen dækker det uden protester, så det er kun selvrisikoen på to-tusinde-et-eller-andet der skal betales.
Onsdag 2017-05-24 Sidste skoledag
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Sidste skoledag for niende klasse løb af staben på klassisk vis: Karameller, vand & barberskum. Den startede nu blidt med at Frida tog afsted kl. 6:20 for at lave morgenmad til lærene. Den afgående klasse stod også for underholdning, altså udover det underholdende i at kaste førnævnte karameller, vand & barberskum. Sigurd havde en fin dag og fik, ikke specielt overraskende, karameller, vand & barberskum. I øret og i øjnene (barberskummet, ikke karamellerne eller vandet).
Efter hurlumhejet drog Frida i Botanisk Have sammen med et par tusind andre niendeklasseelever. Om aftenen skiftede det til en fest med klassen i et lejet fælleshus. Det er i hvert fald den plan forældrene har fået forelagt.
Frida havde nogen Breezers med, som far havde købt. De gik lige akkurat an. Hun forklarede tidligere at social acceptabelt drikkevare-skalaen for den slags går fra Somersby i toppen over Breezer til Mokaï, der er noget man ikke viser sig med offentligt. Medmindre man er fra Randers. Far prøvede at påpege at det var forkert med kulturel stigmatisering af Randers' ungdom, men kunne godt selv høre hvor kedelig og usej han var.
Tirsdag 2017-05-23 Tandlæge og vandskade
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 1 mdr.
Hanne var til tandlægen for at få ordnet en flig, der var slået af en kindtand. Det betød bedøvelse af hele venstre side af munden. Ikke rart, specielt ikke da hun blev nødt til at lave aftenarbejde, i stedet for at gå tidligt i seng.
Toke fik kontaktet VVS-firmaet, der har stået for køkken-VVS. De sendte en flink mand ud, som afmonterede et skabselement og fandt ind til fejlen: Et gammelt tæret vandrør helt nede ved cementen var sprunget læk, så der stod en ganske tynd stråle vand ud. Det var rigtig svært at komme til, men han fik bakset en spændeskive og noget gummi på plads alligevel. Det er så desværre ikke en permanent løsning. Der skal forsikringsselskab ind over, og det skal bedømmes hvor meget der skal brækkes op for at få ordnet problemet. Gys. Best case er at det blot er gulvet under køkkenelementet - heldigvis passer det med at klik-gulvet slutter i den side af køkkenet. Worst case er ... ikke godt. Fejlen ligger ikke hos VVS-firmaet, da de slet ikke rodede med den del af rørene, da de lavede køkkenvand.
Frida havde sidste "rigtige" skoledag. Eller som hun sagde: I dag var sidste dag nogensinde
. I morgen er der karameldag (der kastes karameller, vand & barberskum ud over de yngre klasser), der går over i kæmpefest i Botanisk have. De skal være klædt ud, så mor hjalp Frida med at lave en Peggy Whitson-dragt.
Det der med skoleafslutning liver op, så Frida var totalt i hopla. Hun var sågar med på at hente Asta i børnehaven, hvor et andet barn spurgte om hun var Astas mor. Damn, det var ikke lige meningen at se så voksen ud. Frida kompenserede ved at sidde i indkøbsvognen sammen med Asta under hele indkøbsturen på vej hjem.
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 1 mdr.
I går var der en mystisk hvislelyd i køkkenet og i dag var den der stadig. Toke krævede absolut stilhed af de larmende unger (Hanne var til eftermiddagsmøde, så hun forstyrrede ikke) og lokaliserede lyden til vandrøret til det kolde vand til køkkenvasken. Ævs. Når man kiggede rigtig godt efter, kunne man se at panelet på det ene skab var en anelse fugtigt i bunden. Dobbelt ævs. Gulvbrædderne, som skabet stod på, virkede også en smule fugtige for enden, hvor der er en ½ cm revne. Trippel ævs. Der er slukket for vandet og der ringes til VVS-formaet i morgen kl. 8.
In other news lykkedes det endelig Asta at cykle hele vejen op ad bakken fra børnehaven uden hjælp. Det har været et mål for hende et par uger, som en slags opvarmning til skoletiden.