Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Dagens udflugt var til Skærup Zoo, hvor der blev set på dyr, klappet geder og redet på hest. Det sidste var Asta bekymrende glad for. Forældrene kan ikke sige sig fri for at have en indre liste over ting de helst ser at ungerne ikke går i gang med. Helt oppe i toppen af den liste står der "hest" og "fodbold".
Det fungerede fint med ungerne: Lillebror Silas fik lov til at være med til rigtig mange ting sammen med de to større børn. Derhjemme skulle Sigurd have været i Djurs Sommerland med den kammerat han havde overnattet hos, men det blev aflyst pga. vejrudsigten. Lidt skuffende for Sigurd, specielt da vejret viste sig at være fint alligevel.
Lørdag 2017-06-03 4/5 til pinsetræf
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Det årlige pinsetræf med Tokes side af familien blev lidt reduceret: Sigurd var blevet inviteret på overnatning og i Djurs Sommerland af en klassekammerat, så han blev hjemme mens resten af familien tog afsted. Det blev en klassisk tur på den gode måde, med det meste af dagen i Madsby Legepark. Ungerne fandt meget hurtigt sammen, selvom fætter Silas var skuffet over den manglende Sigurd.
På Tarzanbanen prøvede Frida at gennemføre med Asta på ryggen. Hun (altså Frida) turde dog ikke rutsje ned ad brandmandsstangen med Asta bagpå. Det fik Asta til at hegle hende igennem og kalde hende bangebuks. Det hjalp nu ikke - Asta måtte selv sørge for transporten på den del.
Frida tog tilbage til Aarhus om aftenen - eksamen kaldte.
Fredag 2017-06-02 Stavning og rokketand
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
En tømrer var forbi og bedømte hvad der skulle til for at få affugtet køkkenet. Han var med på en trinvis model, hvor de først fjerner køkkenelementerne i den ene side af køkkenet og tager gulvet op under soklen (det træ køkkenelementerne står på). Derefter bedømmer en fugttekniker om der skal mere til. Tømreren mente desværre at fugten også var trængt ud under den del af gulvet der ikke er under soklen. Men det er muligt det kan håndteres ved at opklodse gulvbrædderne og affugte ind under. Affugtningstiden er lidt under 3 uger. Gys. Men tømreren sagde at det var billigt sluppet.
Asta demonstrerede at hun kunne stave til si
og so
ved at sige ordene langsomt og genkende bogstavlydene. Det er første gang hun har stavet til noget uden blot at have memoreret bogstaverne.
En times tid efter sengelægning kom Asta ned i stuen og præsenterede stolt sin første tabte tand. Tandfeer eksisterer i Bakkekamsuniverset, så der dukker en mønt op under hovedpuden.
Torsdag 2017-06-01 Eksamen og fest
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Frida var oppe i mundtlig engelsk og det gik rigtig godt. Vældig velfortjent efter hendes meget koncentrerede terpeindsats i de forgående dage. Veninden M matchede Fridas resultat, så der var fælles glæde. Hanne gav dem penge i hånden og sendte dem på Dolce Vita for at guffe eksamensis.
Asta tog til fest i børnehaven, efter dens almindelige lukketid. Ingen forældre tilladt i bygningen (sådan nogen forstyrrer al den sjov man har), så der blev sagt farvel udenfor. Eller rettere: Forældrene kom med ungerne, og ungerne strøg indenfor til discolys, musik, dans, pølsehorn & is, uden tid til at sige farvel. Alle var i deres stiveste puds, hvilket for Astas vedkommende var en selvvalgt prinsessekjole, og de sad parvis til bords. Astas adrenalinsus holdt i en times tid efter hjemkomsten, så det var ikke nemt at få lagt hende i seng.
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Toke ringede til forsikringsselskabet for at høre hvorfor der ikke skete videre i sagen. Han fik at vide at han selv skulle kontakte det tilkoblede VVS-firma for at indhente tilbud. På hvad, spurgte Toke. På skadesudbedring. Hvad så med opbrækning af køkkenet inden affugtning? Det kunne de også give tilbud på, hvis de havde kontakt til tømrer. Hvad med videre tømrerarbejde? Det kunne de også give tilbud på. Så hvor mange tilbud skulle de give?
Frustrerende samtale, fuld af tavs viden hos den ansatte hos forsikringsselskabet. Det blev heldigvis løst ved at Toke forklarede at han ikke forstod hvad han skulle gøre og om der kunne skiftes til et forløb, hvor de styrede så meget som muligt? Det kunne der godt. Fremover benyttes kun selskaber som forsikringsselskabet er vant til at arbejde sammen med. At vennen Jørn så kunne melde at det først tilknyttede VVS-selskab allerede er en af dem der er fast tilknyttet til forsikringsselskabet, er en underholdende detalje. Men ligemeget med det. Fremover er kommunikationen at håndværkere ringer og aftaler tid til besøg.
Frida var på eftermiddagsarbejde i Søstrene Grene. Mentalt spiller hun Plants Vs. Zombies, når hun sidder ved kassen: Hun er planten og køen er zombierne, der skal holdes på afstand (læs: Køen må ikke blive for lang). Det gik rigtig fint med at holde zombiehorderne stangen indtil en megaboss dukkede op med 314 metalbøjler. Ja, dvs. Frida fandt først ud af at der netop var 314 ved at tælle dem allesammen, da kunden ikke selv havde talt mens hun tog dem. Game over.
Tirsdag 2017-05-30 Eksamenslæsning
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Frida meldte fra til madlavning og bortset fra et par korte pauser sad hun med næsen i computeren hele dagen, for at forberede engelskeksamen. Hun havde et par spørgsmål til Hitler & kristendom og hvorfor så mange i USA er troende. Interessante spørgsmål, som forældrene gerne ville have snakket om, men det var ikke snak der var brug for: Korte, konkrete bud, tak. Videre i teksten!
Asta havde vennen E med hjem fra børnehaven. Det er ham hun skal giftes med, siger Asta. De passer i hvert fald rigtig godt sammen, for det gik over stok & sten fra det øjeblik de brasede ind ad døren. De forsvandt også ud i verden et par gange, klædt ud som henholdsvis drage og flagermus.
Frida: 15 år, 8 mdr. Sigurd: 13 år, 2 mdr. Asta: 6 år, 2 mdr.
Lidt lummert, lidt regn. Kage med hjem fra arbejdet og højtlæsning for Asta i både sofa & hængekøje. Et afsnit af Planet Earth II sammen med Sigurd om aftenen og en Frida, der var meget optaget af eksamenslæsning.