Søndag 2016-09-25 Halvhjertet weekendpligtdag
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 6 mdr.
Indkøb. rengøring, koordinering. Der er mange keeedelige måder at bruge en søndag med godt vejr. Det hjalp lidt at Asta & Frida tog med på indkøb og at Sigurd stod for madlavningen. Toke gik over for at ordne cykellygter og bremser på familiens jernheste, men formåede kun at få Astas højtydende båthorn til at sidde bedre og Hannes baghjul til at sidde skævt.
Lørdag 2016-09-24 Arbejdsdag på skolen
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 6 mdr.
Den årlige arbejdsdag var præget af glade arbejdsomme mennesker og godt vejr. Ganske som det plejer. Der havde været en legepladsinspektør forbi og to plasticrør var blevet dømt farlige. Man kunne jo gå ovenpå dem og falde ned. Uha uha. Det blev løst ved at sætte et højt tag på det ene rør og flytte det andet. Ellers var den største opgave nok at træværket på skolen skulle have olie. Toke brillerede ved at starte lidt væk fra et hjørne, så nu er der en endevæg på skolen der er markant mørkere i den ene side end den anden. Indtil næste arbejdsdag formodentligt.
Arbejdsdagen var kombineret med en introduktionsdag til potentielt kommende elever. Det tog Asta & Hanne til. Lidt hårdt for Hanne, der brugte det meste af tiden på at holde en ekstremt hjemmevandt Asta i nogenlunde ro. Asta fik flere nye venner den dag.
Mens arbejdsdagen var i gang, opdagede Sigurd at han havde glemt sin cykelnøgle, så han tog bussen hjem for at hente den. Da arbejdsdagen var slut, opdagede Hanne at hun havde glemt sin cykelnøgle, så hun tog bussen hjem for at hente den. Toke havde ikke glemt sin nøgle.
Fredag 2016-09-23 Endelig frihånd
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Frida tog til lægen og fik befriet hånden. Den havde det fint, men hun skal tage den med ro et par uger. Det skal hun nok gøre, for den føles underlig uden indpakning og bliver let øm, når hun bevæger den. Det så ret sjovt ud når hun spiste med kniv og gaffel, for hun glemte at bruge venstre hånds tommelfinger til at holde med.
Torsdag 2016-09-22 Den fortabte datter hjemme igen
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Frida kom hjem til aftensmad og snakkede løs om turen. Gipsen holds stadigvæk, men det var ikke til at forstå: De havde startet turen med at tage en tovbane op på en alpetop og gå hele vejen ned. Det var for kedeligt, syntes Frida og et par veninder, så de tog den lige vej. De faldt nogen gange, sagde Frida. Lettere presset fortalte hun at "nogen gange" nok var ca. 15 gange, men
de fleste gange gik det kun ud over benene
.
I slutningen af turen var de en dag i Gardaland. En kæmpe forlystelsespark, hvor de har fine forhold til handicappede og er meget opmærksomme på mennesker med fysiske udfordringer. Som f.eks. en pige med brækket hånd. Det var naturligvis de sjoveste rutsjebaner Frida blev forment adgang til, så hun forsøgte at gemme hånden mellem veninderne (virkede ikke), gemme hånden i en trøje (virkede et par gange) og bortforklare med it is Danish fashion
(virkede slet, slet ikke).
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Det mest dramatiske der kan siges om dagen er at det var dejligt vejr. Ifølge planen burde Frida have tilbragt den i et tog på vej med Danmark, men forældrene har ikke hørt fra hende siden hendes fødselsdag, så det er kun et gæt. Det er ganske i overensstemmelse med gældende leveregler i familien. Men det bliver spændende at høre om hendes tur.
Tirsdag 2016-09-20 Blod og buer
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Toke tog til plasma-tapning og kunne stolt berette at han ikke var ved at besvime denne gang. Han havde så også sikret sig kontrol over stolen og var liberal med bagudhældningen. Hanne tog med Sigurd til bueskydning, mens Asta & far nød nogen sensommertimer i haven.
Det var Sigurds første dag på klubbens indendørsbaner, hvor de skal være indtil foråret. Der to skydebaner, en på 15 meter og en på 12 meter. Når de skyder udendørs er det op til 70 meter, så de benytter langt mindre skiver indendøre. Sigurd blev, som tidligere varslet, sat på 12-meter-banen, der svarer til 15-17 meter udenfor. Han prøvede også at skyde med stabilisatorstang for første gang. Det er en let stang med et lille vægtlod i spidsen, der stikker ud fra forenden af buen. Sigurd sagde den var en god hjælp. Og så vil han forøvrigt gerne have sin egen bue.
Mandag 2016-09-19 Mus, ræv, ulv og en lille kat
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Asta var med børnehaven i Musikhuset for at se Dyrene fra Hakkebakkeskoven. Hun er trænet i peberkagebagersangen hjemmefra og nød at synge med og råbe ulv, når der skulle råbes ulv (og også lidt når der ikke skulles). Stykket tog næsten 2 timer, men ungerne var fokuserede hele tiden, så det må have været godt.
Det hjemlige rovdyr Momo har også været på eventyr. Den har fået en rift på det ene øre, stor nok til at den kan mærkes, men ikke hak-i-øret-stor. Klart en fremgang fra sidste gang.
Aftensmaden var vegetarburgere, valgt af Sigurd! De var desværre ingen succes, men point for forslaget. Hanne & Toke vil gerne skrue ned for familiens kødforbrug, så der eksperimenteres i ny & næ med sligt.