Søndag 2016-09-18 Klubmesterskab i bueskydning
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Sigurds bueskydningsklub flytter indenfor om vinteren og som sæsonafslutning er der klubmesterskab. Sigurd er ikke meget for konkurrencer, men forældrene "overtalte" ham til at være med alligevel. Klubmesterskab er meget nede på jorden: Alle skyder på den afstand de er plejer, dog minumum 15 meter (Sigurd plejer at skyde på 10). De rigtig seje i klubben skyder på 70 meter - det er der hvor man bruger kikkert, for at se hvor pilen ramte.
Det startede lidt tingt med at Sigurd modvilligt klagede over sol i øjnene, men da han kom gennem kvalifikationsrunden begyndte han at vågne rigtig op. Han slog sin træner i kvartfinalen og endte som nummer 3 (ud af 20-25 stykker) med recurve-bue. Der var ingen medaljer eller lignende, men knægten var vældig tilfreds med sig selv. Rosen fra faderen var primært at Sigurd ikke lod sig distrahere af hverken fejl eller at være med i semifinalen: Hans skød rigtig stabilt gennem hele forløbet. Udover æren vandt han også at han skal til at skyde på længere afstand under træning.
Det tager på kræfterne sådan at være tilskuer til et stævne, så far tog en lur om eftermiddagen og Sigurd lavede aftensmad.
Lørdag 2016-09-17 Mor tager styringen
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Hanne var frisk igen efter tre dages hvile. Det passede rigtig godt, for Toke var træt efter en travl uge på arbejdet. Så Hanne tog på indkøb med ungerne mens Toke passede husholdningen ved at skifte mellem at computernørde og læse tegneserier imens. Der blev også drukket kaffe.
Om aftenen fortsatte Hanne aktivitetsniveauet ved at undersøge nærmere om vinterferie. Tromsø engang i marts er nuværende hovedkandidat. I så fald bliver det nok med SAS. Flyver man med dem får man et måltid mad undervejs, som man kan vælge skal være en af følgende:
Hanne: Nogle gange siger man det omvendte, når det er for sjov. Kender du det?
Asta: Nej!
Fredag 2016-09-16 Fredelig fredag
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Hanne tog tredje sygedag med. Asta tog hjem til en veninde om eftermiddagen og Sigurd fik skilt sin nye NERF ad. Han forklarede at dens ineffektive "double plunger"-system kunne kannibaliseres, så pneumatikken kunne bruges til en "single plunger". Hans demonstration af den udtagne dims var meget overbevisende mht. skudlængde, men det var ved at holde de rå dele i hænderne. I Sigurds verden skal det pakkes pænt ind, så han har videre planer om at save NERF-pistolen i mindre dele for at bygge noget nyt.
Torsdag 2016-09-15 Hanne stadig nede
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Endnu en sløjdag til Hanne. Heldigvis kom der forbindinger med posten til Astas lægesæt, så hun kunne lægge gips på Hanne - det er klart hun har haft det skidt med to brækkede arme og et brækket ben.
Onsdag 2016-09-14 Syg på hjemmefronten
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Hanne havde det skidt og tog en sygedag. Men Toke skulle til Moesgaard for at spise aftensmad med andre deltagere på et seminar, så Hanne skulle håndtere unger fra om eftermiddagen. Heldigvis eksisterer der moderne børnepassificeringsmidler som TV og pizza.
Tirsdag 2016-09-13 Fødselsdag i det fjerne
Frida: 15 år, 0 mdr. Sigurd: 12 år, 6 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Frida blev vækket med fødselsdagssang i toget klokken midnat. Veninderne gav hende en bog om rumfart og nogen tuscher. Begge dele gik rent ind. Hun ringede hjem om aftenen for at sige hej og blive ønsket tillykke med fødselsdagen, men det var også det hele: Eventyret kaldte og hun skulle videre.
Sigurds bueskydning var en lidt-for-sjov konkurrencedag, hvor de samlede point med forskellige former for skydning. Det blev kaldt "skyd fuglekongen" og der indgik for det meste en tegning af en pokémon. Pokémonen var Pikachu. Helt forkert, for den er jo ikke en fugl!
Mandag 2016-09-12 Ældstebarn afsted
Frida: 14 år, 11 mdr. Sigurd: 12 år, 5 mdr. Asta: 5 år, 5 mdr.
Frida sagde farvel til resten af familien, da de drog afsted mod børnehave, skole & arbejde. Selv skulle hun først møde senere på banegården. Det antages at hun kom godt afsted, for forældrene har ikke hørt noget fra hende. Mon ikke hun melder tilbage om 11 dages tid?
Asta var til gymnastik og faldt i søvn på sofaen. Igen. Så der blev til til at se første afsnit af Sherlock, der er Sherlock Holmes i nutiden. Rigtig god. Skal se flere.