Søndag 2015-12-27 Spilledag og tåværk
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Torben (ven tilbage fra studietiden) og sønnen August kom på besøg. August havde en bærbar med, så han og Sigurd murede sig inde på værelset det meste af dagen. Der blev mest hyggesnakket, men en lille smule planlægning af fælles nytårstur til Tyskland blev der også plads til.
Frida slog sin tå i går og det gør stadig ret ondt i den. Den er ikke varm & hævet, så der overvejes om den er brækket. Der bliver ringet til lægen i morgen, hvis den ikke har det bedre der.
Asta kedede sig lidt hen over dagen og der blev trænet aleneleg, når hun prøvede at få opmærksomhed fra de snakkende voksne. Hun var noget fornærmet over ikke at få lov til at stille sig mellem to voksne og synge højlydt.
Hanne var rundt og snakke med 3 forskellige beboere på vejen om tag. Det endte med en anbefaling af et lille tømrerfirma, der ordnede naboens tag for et års tid siden. De forsøges kontaktet i morgen, så de forhåbentligt kan kigge forbi tidligt i det nye år og se på drypproblemerne. Heldigvis er vejrudsigten overvejende fin for den næste uges tid.
Lørdag 2015-12-26 Julefrokost og utæt tag
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Der var julefrokost for den udvidede del af Hannes familie. Der var en pige på alder med Asta og de to fandt øjeblikkeligt sammen. Det virkede rigtig godt i næsten 3 timer, indtil de kogte over og eksploderede i råben og tumlen under bordet. Det gik meget hurtigt over i nu-skal-vi-vist-hjem. Bortset fra den hastige afgang var det nu vældig hyggeligt.
Derhjemme havde det regnet hele dagen, så Toke tog et kig op på loftet. Ævs. Det dryppede hastigt fra et søm, der var banket gennem tagpap og skiferplader. Det var til at overse. Værre var det at det også dryppede fra murstenene hele vejen rundt om skorstenen. Nok til at der hastigt blev improviseret IKEA-poser med stof i bunden til at samle det meste vand op. Gad vide om der er revet noget løs under en af de seneste storme?
Fredag 2015-12-25 Dagen derpå med mordplaner
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Den lokale regel for dagen efter juleaften er at man laver hvad man har lyst til. Det betød naturligvis leg med julegaver. Sigurd kastede sig over Titanfall (kæmperobotter i kamp) og Frida spillede The Sims 4 (styr personer i en virtuel verden). Man skulle måske tro at Fridas spil var mere fredeligt end Sigurds, men...
Frida kreerede to personer i spillet: Emma (hemmelig agent) og Kevin (kunstner). Emma blev gravid med Kevin og der blev arrangeret bryllup, men forinden havde Kevin en affære med en Mystisk Fremmed (hankøn). Den Mystiske Fremmede dukkede op til brylluppet og Kevin skabte så meget drama at det gik i fisk. Kevin er en skidt fyr. Men man kan ikke bare sende ham væk i spillet, så Frida planlægger et mord. Som altid er hun veloplyst om løsninger og vakler mellem at sulte ham ihjel ved at spærre ham inde, drukne ham i en pool uden stige eller brænde ham op.
Hanne var desværre ikke for frisk. Observation af grønt snot fra højre næsebor, trykken i højre side af hovedet og on/off hovedpine de sidste 14 dage blev diagnosticeret som bihulebetændelse. Der skal indkøbes næsespray i morgen.
Asta: Far, jeg elsker gamle dage. Jeg hed noget helt andet i gamle dage. Jeg hed ikke Asta, jeg var ninja turtle!
Torsdag 2015-12-24 God lang juleaften
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 9 mdr.
Den Lille fik et par gaver i løbet af dagen og der blev trippet en del rundt - gæsterne (Hannes side af familien) kom først kl. 16 og der var længe længe til. Derefter var der nok at se til, i hver fald for Hanne der stod for madlavningen. Menuen bød på and med klassisk tilbehør og afslutning med risalamande. Asta fik mandelgaven og der vare bred enighed om at der var lusk emd i spillet. Næste gang skal en mere uvildig person end bedstemor stå for serveringen!
Børnene var glade. Asta holdt til kl. 21, gæsterne til 22:30 og resten af familien til 0:30 - der skulle lige ses sidste afsnit af julekalenderen.
Onsdag 2015-12-23 Dagen før dagen
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 8 mdr.
Alt åndede fred og idyl. Der blev bagt gulerodsboller og pleskner, guffet nødder, plundret juletræ, bygget Plusplus og i det hele taget slappet af. Om aftenen stod menuen på risengrød og julekalender.
Asta har det fortsat fint. Der kommer en lille smule væske ud af øret og hun hører dårligt, men viser ellers ingen tegn på forkølelse eller ubehag.
Tirsdag 2015-12-22 Star Wars med onklerne
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 8 mdr.
Der er tradition for julefilm med onkel Søren & onkel Jacob. I år var det naturligvis Star Wars: The Force Awakens. Yes, glimrende film, alle var underholdt. Meget mere "Star Wars" end Star Wars 1-3.
Bedstemor passede Asta imens og gav sushi til hele banden da den kom hjem. Der blev set noget Klokkeblomst (Astas godnatfjernsyn), spillet King of Tokyo (onkel Jacob er generelt lidt for god til den slags spil) og set julekalender.
Frida: 14 år, 3 mdr. Sigurd: 11 år, 9 mdr. Asta: 4 år, 8 mdr.
Asta fik en god nats søvn i forældrenes seng og var i rigtig godt humør hele dagen. Det væskede lidt fra hendes øre, men det gjorde tydeligvis ikke ondt.
Det var egentlig meningen at en køkkenmand skulle kigge forbi og give køkkenet et etårseftersyn. Men han dukkede ikke op og ringede heller ikke. Mystisk. Men hvad, så kunne der hentes juletræ og bages brunkager. Begge dele blev vældig fine - juletræet med radiorørsjulepynt og brunkagerne med rigelige mængder glasur.
Om aftenen tog Toke på juleindkøb, mens Asta overtalte Hanne til at hun kunne sove i forældrenes seng igen. Hanne påstår det bliver sidste nat med den ordning.