Søndag 2014-09-07 Køkkenkøb og klipning
Frida: 12 år, 11 mdr. Sigurd: 10 år, 5 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Helte-Hanne tog den hårde tørn med at forhandle pris med køkkenmanden. Hun skar gennem hans argumenter og havde intet problem med at kræve yderligere afslag oveni hans afslagsoplæg. Godt der er én i huset der kan den slags. Fællesøkonomien takker for indsatsen. Det er lidt svært at sætte en endelig slutpris på, for der skal håndværkere til vand, el, væg & gulv. Hanne gætter på 110, Toke på 120 tusind. Men nu er køkkenet jo også husets vigtigste rum
, som sælgeren sagde. Altså sammen med stuen, der som bekendt er husets vigtigste rum. Og badeværelset, der er husets vigtigste rum. Og soveværelset, der er husets vigtigste rum. Alt efter hvad man sælger.
Ellers stod dagen i klipningens tegn: Hækken, Tokes & Sigurds hår. Hanne har nu en vis forkærlighed for de langhårede typer:
Toke: Hvad kigger du på?
Hanne: Dit hår
Toke: Ja, det trænger godt nok til at blive klippet. Jeg håber jeg kan nå det i dag
Hanne: Som det er nu, så ligner det lidt Wolverines
Det er nu ikke altid handling følger ordene:
Toke: Vil du justere med trimmeren?
Bzzzzz
Hanne: Ups!
Toke: Ups? Ups!? Hvor slemt er det? Kan det klares ved at klippe det andet lidt kortere?
Hanne: Jeg synes du skal gå med hat...
Det gik heller ikke meget bedre med Sigurdklipningen. Efter endt indsats fra Hanne blev Sigurd ret ked af det og klagede over det var for lige (ja, for lige). Han kunne ikke rigtig præcisere hvordan det så skulle være, men der er aftalt at han skal forbi en frisør og klippes.
De sidste 2-3 dage har Asta haft nogen episoder hvor hun har hængt på forældrene og forsøgt at kommandere og protestere. Det overskygges heldigvis af at hun det meste af tiden har været rigtig selvkørende og positiv. Hendes store interesse her været Duplo, hvor hun bygger vægge og tårne.
Lørdag 2014-09-06 Familiefødselsdagsfest
Frida: 12 år, 11 mdr. Sigurd: 10 år, 5 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Frida havde inviteret familien til at fejre hendes fødselsdag og Asta var helt med på at der skulle komme gæster om eftermiddagen: Birk skal lege hun er syg. Så er jeg tandlægen.
. Birk var lige vågnet fra bildøs da han ankom, men efter en halv times tid var de to i fuld gang.
Vejret var skiftet fra regn til høj solskin, så der blev hygget i haven hele dagen. Meget passende havde Frida bestilt islagkager i stedet for de klassiske flødeskumsudgaver.
Asta: Neej, en pølse. Hvor er den smuk! Jeg vil gerne spise pølsen. Pølse pølse pølse pølse pølse.
Fredag 2014-09-05 Køkkensagaen fortsætter
Frida: 12 år, 11 mdr. Sigurd: 10 år, 5 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Forældrene tog ud for at se og snakke mere køkken og bedstemor sprang endnu engang til. Denne gang med Astahentning, Astapasning og aftensmadskokkerering. Heldigvis var Asta særdeles selvkørende.
Forældrene startede med at tage i en gulvbutik for at kikke på klinker til køkken & gang. De blev enige om at det skulle være går 30x60cm klinker og fandt 4 næsten ens udgaver, som de stod og kiggede på i 10 minutter. Toke fik ret hurtigt prioriteret dem efter sin egen smag (hint: Klipper er flotte) og Hanne fik ret hurtigt valgt lige præcis dén som hun syntes om (hint: Friis & Moltke er idoler og laver ting med rå betonlook). De resterende 8 minutter gik med at blive helt sikre på at Hannes valg var det rigtige.
Hos HTH-køkkener i Tilst var der skiftet sælger (det var varslet tidligere og var pga. travlhed hos den forgående sælger). Den nye sælger var langt bedre til også at inddrage Toke i samtalen, og ydede glimrende vejledning: Han havde lavet et par forslag med ændringer og holdt sig ikke tilbage med at argumentere for dem. Det betød et par gode justeringer, der gav ordentlig bordplads mellem kogeplader & vask og en emhætte skjult i skabe i stedet for frithængende. Besøget blev afsluttet med en stemning af at tingene var rigtig meget på plads og en forventning om snarlig afslutning af beslutningsforløbet. Dog mangler liiige med den sidste store del: Forhandling om endelig pris.
Om aftenen havde Hanne nemmeste sengelægning indtil videre: Efter aftensmaden gik Asta op på sit værelse og legede. Da forældrene kiggede til hende en halv time senere, lå hun i sin seng og sov.
Torsdag 2014-09-04 Hård morgen, syg Hanne
Frida: 12 år, 11 mdr. Sigurd: 10 år, 5 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Asta gik helt i hårknude om morgenen, så det endte med at hun stortudende blev sat i cykelvognen. Nede ved børnehaven var hun ved at kløjs i det over den meget gråd, så planerne blev droppet og hun fik en hjemmedag. Det passede meget godt for Hanne, der tydeligvis er ramt af den samme omgang sløjhed som Frida har haft. Heldigvis havde Asta forstået cykelvognsbeskeden, så hun var meget mere samarbejdsvillig resten af dagen.
Hanne gik i seng lige efter aftensmaden, for at komme ovenpå igen. Frida er helt frisk - hun var i skole og til orienteringsløb om aftenen.
Onsdag 2014-09-03 Glad Asta, syg Frida
Frida: 12 år, 11 mdr. Sigurd: 10 år, 5 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Hanne var væk det meste af dagen til møde i København, og Asta valgte at aflaste far ved til en forandring at være vældig glad og selvkørende. Det var helt som at have den gamle Asta (altså hende for en måneds tid siden) tilbage.
Frida var mindre frisk, i hvert fald om formiddagen. Hun blev hjemme fra skole med generelt kvadrethed, men kom sådan rimeligt på højkant igen om eftermiddagen.
Tirsdag 2014-09-02 Lille ven og dobbeltmøde
Frida: 12 år, 11 mdr. Sigurd: 10 år, 5 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
På ungernes skole har de en store-ven-lille-ven-ordning, hvor alle i 7ende klasse får en lille ven i 0de klasse. Frida havde håbet på en bestemt pige og læreren må have opfanget signalerne (der er ikke noget ønskesystem), for det blev hende og alle var glade. Eller i hvert fald Frida og den lille pige.
Der var forældremøde i både Frida & Sigurds klasse samtidig, så Frida blev Astapasser. Møderne foregik uden de store armbevægelser for begge klasser, med en masse kalender- og læringsplan-snak.
Mandag 2014-09-01 Bedstemor henter
Frida: 12 år, 11 mdr. Sigurd: 10 år, 5 mdr. Asta: 3 år, 5 mdr.
Frida var til træklatring i sit valgfag på skolen, men så holdt energien heller ikke længere: Hun er ramt af en god omgang sommerforkølelse og meldte fra aftenens orienteringsløb.
Bedstemor skulle hente Asta og vaskede også lige vinduerne, nu hun var på stedet. Forældrene er meget taknemmelige og Asta var glad for bedstemorselskabet. Da bedstemor tog hjem skiftede Asta tilbage til stilen fra de sidste par uger. Hun overraskede dog på et enkelt punkt: Hun bad selv om at blive lagt i seng!?
På lignende forunderlig vis havde Sigurd lavet lektier, før tiden og helt af sig selv. De skulle læse om skolopendere og da Hanne spurgte om han så kunne huske noget af det, snakkede han løs i 5 minutter om kræene. Det skal bare være de rigtige lektier, så er der ingen problemer.