Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2009 => Uge 41
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2009-10-11 Kastanjetur igen*6

Frida: 8 år, 0 mdr. Sigurd: 5 år, 6 mdr.

Ah... Lækkert efterårsvejr med visne blade og varme farver. Tid til den årlige kastanjetur! Sigurd krævede godt nok overtalelse og var muggen hele vejen derned, men selv hans øffenhed kunne ikke klare sig mod blanke kastanjer og rindende vand.

Hjembringende voldsomme mængder af bløde hårde blanke brune lækre indbydende kastanjer skiftede sceneriet til kastanjevæsenkonstruktion og bollegufning. Introduktionen af piberensere og øjne kolliderede ganske vist med klassiske kastanjedyder, men ungerne kastede sig over de nye virkemidler med stor iver.

Senere på dagen forsøgte drengene sig med at bage marengs, med ringe success: Når dejen (eller guffet eller hvad man nu kalder det) er mere lækkert end det færdige resultat, er det en god indikator af at noget gik skævt. Oh well, Sigurd syntes det var rigtig sjovt at lave, så der forsøges igen en anden gang.

Sigurds veninde P kiggede over, medbringende en pige, der aldrig havde mødt Sigurd før. Ja, det er samme veninde der lokkede 4 drenge med for at besøge Sigurd. Hun må have særlige evner i den retning. Den nye pige blev introduceret med Det her er min veninde fra skolen. Hun siger ikke noget og så var rollen lissom defineret. De tre legede glimrende sammen, omend De Voksne så sig nødsaget til diskret at holde øje med hvad der foregik: Veninden P er ret god til at se de voksne i øjnene og sige ja, når man beder hende om noget, for derefter at ignorere det sagte fuldstændigt.

Frida: Far, må jeg lige sige noget? Der er vand på gulvet i mellemgangen, fordi Sigurd har lavet vulkanudbrud med en vandballon og skruetvingen.
<Senere>
Far: Sigurd, du skal lige samle det håndklæde op, som du smed på gulvet, da du tørrede vand op
<Sigurd smider sine dykkerbriller på gulvet, samler håndklædet op og løber med det>
Far: ...

Sigurd mons sofa

Morgenhygge

Sigurdtramper kastanjer

Kastanjebefrielse

Kastanjeopsamling t a hanne

Skattejagt

Sigurd samler kastanjer t a Hanne

Bonus!

Kastanjer bro

Kommandobroen

Sigurd kastanjer

Glad samler

Kastanjedyr

Bygge, bygge

Stokrose vandskål lavet af sigurd

Sigurds opstilling

Sigurds kastanjedyr

Kastanjevæsener

Sigurd laver marengs

Der mangler sukker

Sigurd laver marengs

Sidste justering

Tokes sandal

Toke: Grmnbl...

E Sigurd dykkerbriller luftpumpe

Goggles er seje

Sigurd marengs

Nej, man kan ikke sniffe marengs

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2009-10-10 Til dukketeater med oldemor

Frida: 8 år, 0 mdr. Sigurd: 5 år, 6 mdr.

Teatret Svalegangen viste Eventyret om Prinsessen med de snavsede knæ og familien tog ind for at se stykket, sammen med oldemor. Det var en spøjs bygning med rullestolsdimmer på de fire trin op til billetsalget, men ingen elevator til fjerde sal, hvor stykket blev spillet. Oldemor er nu sej nok, så der var ingen problemer der.

Det var rigtig old school dukketeater med små papdukker, der blev flyttet med pinde. Det var også glimrende lavet, med lille fremvisningslokale, gode baggrunde og rigtig god lyssætning. Det vides ikke rigtig med Frida, men Sigurd var i hvert fald glad for det: Jeg kunne godt lide det. Det dårligste ved det var at det var helt vildt kort!. Efter forestillingen fik børnene lov til at se hvordan det virkede med dukkerne. Dukkeføreren var meget tålmodig og talte venligt til børnene, selv da han bad Sigurd om at lade være med at røre ved dukkerne. For fjerde gang.

Efter teatret gik turen hjem til oldemor til kaffe & kage. Der var vist noget med at Danmark skulle spille fodbold mod Sverige, for bageriet havde en kage med det danske og det svenske flag. Sigurd ville gerne have været ovre på "oldemors legeplads", men forældrene bedømte energiniveauet til at det måtte blive en anden dag. Oldemor kunne melde at hun plejede at være hjemme om søndagen, så mon ikke der venter en ny tur indenfor overskuelig tid?

Frida havde forøvrigt en veninde til overnatning sidste nat og tog ind til Olivia for at sove i nat. Men det er jo som det plejer.

Dukketeater

Snavsede knæ

Hobbyrum

Perletid

Sigurd undersøger skraldespand

At undersøge skraldespand

Sigurd undersøger handicapdims

At undersøge knapper

Sigurd undersøger molock

At undersøge molok

Skriv en kommentar
 

Fredag 2009-10-09 Sigurds fanklub

Frida: 8 år, 0 mdr. Sigurd: 5 år, 6 mdr.

Sent eftermiddag legede Frida med et par veninder, mens Sigurd splattede ud i sofaen og så fjernsyn. Pludselig bankede det på døren og en af Sigurds veninder stod udenfor med 4 drenge. Drengene kendte ikke Sigurd, men behandlede ham som rockstjerne og var voldsomt opsatte på at lege med ham. Forældrene bestemte hastigt at de skulle foregå udenfor og Sigurd gik ganske roligt ud til drengene. De drønede derefter ud over stepperne, mens de snakkede om hvis Bakugan-figurer der skulle leges med.

Forældrene sad tilbage og kiggede lidt på hinanden.

Nuvel, tøserne blev også kostet udenfor i det gode vejr og der blev lavet aftensmad. Det begyndte at blive mørkt og mor rynkede brynene.

Hanne: Nåeh, nu må den lille dreng godt komme hjem...
<med perfekt timing træder Sigurd ind af døren>
Hanne: Hej Sigurd, det var godt du kom hjem nu!
Sigurd: Var du ved at blive nervøs?

Sigurd muffin

Godt vejr og friskbagt muffin = god morgen

Ingel walkie talkie mobiltelefoner

Sigurd: Man må ikke have sådan nogen walkie-talkie-telefoner derinde

Månebombardement

There was supposed to be an Earth-Shattering Ka-Boom!?

Frida dobbelt halvstik

Det er straffen for at lære tøsen dobbelt halvstik

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2009-10-08 3 + 3 + 3

Frida: 8 år, 0 mdr. Sigurd: 5 år, 6 mdr.

Sigurd krævede chokoladekiks til sig selv, Frida og mor (far er som udgangspunkt ikke med, når der skal konsumeres is eller chokoladekiks). Med vanligt sikkert greb om positiv og indirekte læring, spurgte mor hvor mange chokoladekiks det så blev til.

3, sagde Sigurd. Ja, jo, til dig, ja, men hvor mange i alt? Sigurd så koncentreret ud i ansigtet. 6 kom det frem, som delresultat i den ikke fuldbragte beregning. Mere panderynken fra Sigurd og en lyttende Frida, det kæmpede en hård kamp for ikke at buse ud med svaret. 9! lød det til sidst fra Sigurd.

I sig selv var bedriften måske ikke så fantastisk, men det interessante var at Sigurd ikke brugte fingrene til at tælle. Faktisk kan forældrene ikke på stående fod erindre at have set ham bruge fingrene til den slags tidligere. Måske han bare springer den del over?

Musicalscene

Klar scene

Frida

Forårsvejr

Sigurd modellervoks

Sigurd med Skejbyli-tu og Campingvo-force (Bionicle-tingene til højre)

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2009-10-07 Musical og mislykket projekt

Frida: 8 år, 0 mdr. Sigurd: 5 år, 6 mdr.

Frida, Sigurd og Hanne var til musical på Fridas skole. Det var et stykke de ældre elever selv havde skrevet og fremført og handlede om 4 familier med hver deres udfordringer. Hippieflipperfamiliens unger måtte undvære mobil og Nintendo, mens jetsetfamilien havde druk og kæresterier. Bøssefamilien oplevede det skrækkelige at deres adoptivsøn slæbte en pige med hjem og så videre. Vældig kreativt og underholdende. Frida havde allerede set det én gang, men er frisk på at tage tredje gang med i morgen aften.

Dagens projekt var at lave en indendørs svævebane. Det gik desværre rigtig skidt, for trissen duede reelt set ikke. Det var tungt bare at trække Sigurd hen ad linen og han kunne slet ikke få fart på selv. En større diameter på trissen er nok det umiddelbare svar.

Sigurd hue vanter støvler cykel

Efterårsfarver

Sigurd Tokes knæ

Aftenpause

[Foto]

Trist trisse

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2009-10-06 Yes! De har lært det!

Frida: 8 år, 0 mdr. Sigurd: 5 år, 6 mdr.

Det er næppe den store nyhed at der føres liberal tøjpolitik i Økohuset. Der er dog nogle få regler, som f.eks.

Historisk set har ungernes børnehave ikke været helt med på det der med frit tøjvalg, men der lader til at være sket et positivt skifte. Ved morgenafleveringen på legepladsen havde Sigurd på fornuftig vis iført sig vinterstøvler, åbentstående flis, T-Shirt og korte bukser. Den modtagende pædagog grinede lidt og gav ham et Godmorgen, Sigurd! De andre er nede i bunden af haven!. Den sande indikator for nye tider var dog ved afhentningen, hvor Sigurd havde præcis den samme påklædning på!

Frida var til spejder, hvor de øvede sig i at tænde bål. Det lykkedes fint for dem og hun lugtede dejligt da hun kom hjem. Mens hun var afsted tog drengene i Silvan for at købe remedier til næste projekt i Solstuen. Den lokale arkitekt er blevet afspurgt om stålbjælkens holdbarhed, men er ellers uvidende om hvad der skal ske. Det forventes at projektet udføres i morgen. Nøgleordet er trisse.

Sigurd cykel

Sigurd fryser fingrene

Sigurd

Cirkelløb

Sigurd bil

Den nemme udgang

Frida laver lektier

Lektietid

Skriv en kommentar
 

Mandag 2009-10-05 Superservice

Frida: 8 år, 0 mdr. Sigurd: 5 år, 6 mdr.

Bedstemor hentede unger, hvilket igen betød blomst til mor og kage til børnene. Frida havde en veninde med hjem, så Sigurd fik fuld opmærksomhed. Da bedstemor cyklede hjem, blev det til almindelig hverdagsmandag, med en Sigurd der ikke ville have aftensmad og en Frida der spillede Nintendo. Det ændrede sig dog brat efter aftensmaden hvor ungerne lavede frugtsalat, gav forældrene skuldermassage og lagde tæppe over far, da han skvattede i søvn på sofaen efter behandlingen.

Den slags skal man ikke gøre ustraffet, så nu pusler far med at lære Frida at lave kaffe.

Sigurd fletværk

Fletmonster

Frida Sigurd dessert

Storesøster har styr på det

Dessert

Børnefabrikeret dessert

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->