Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2008 => Uge 40
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2008-10-05 Hjemmesøndag

Frida: 7 år, 0 mdr. Sigurd: 4 år, 6 mdr.

Det blev en af de der søndage hvor man er hjemme for at slappe af, kigger på uret og på behagelig vis overraskes over at der stadig er masser af dag tilbage. Ungerne legede med vennene hen over af dagen og fik med møje og besvær overtalt far til at tage med over til Onkel Jacob for at spille computerspil. Mor hyggede sig derhjemme med at gøre rent i Solstuen og på badeværelset.

Sigurd har fået tilbud om at komme i en anden børnehave. Ansøgningen blev sendt for 1½ år siden (eller var det 2½ år?), på et tidspunkt hvor institutionen kørte virkelig dårligt. Det har så siden ændret sig og selvom der stadig er stor udskiftning deroppe, går tingene den rigtige vej og Sigurd har det rigtig godt sammen med 4-5 jævnaldrende drenge. Efter en weekends overvejelser er resultatet at han bliver deroppe til han skal i skole.

En af de ting der trækker i den rigtige retning er at de store børn laver mad til resten af institutionen en gang om ugen. Det er Sigurd meget optaget af og krævede at hjælpe mor med aftensmaden. Madlavning sammen med Frida fungerer ved at Frida gør det man beder hende om. Madlavning sammen med Sigurd fungerer ved at han kræver at deltage i udvælgelsesprocessen når der skal bestemmes ingredienser. Stegte citroner er nu ikke en dårlig ting.

Sigurd joypads

Klar til kamp

Sigurd Olivia Frida spille computerspil

Mellem levels

Sigurd Hanne madlavning

Kokken og køkkenpigen

Sigurd vægtstangsprincippet

Så slår man her for at få det til at flyve

Sigurd sover på betongulv

Hård barndom

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2008-10-04 Arbejds- og fødselsdag

Frida: 7 år, 0 mdr. Sigurd: 4 år, 6 mdr.

Der var efterårsarbejdsdag i Økohuset. Vejret var lidt småblæsende med regn ind imellem, så der kom ikke så mange mennesker. Heldigvis var der heller ikke så mange opgaver, så den rent praktiske del fungerede fint. Frida og Olivia hjalp til med at samle skrald i området, mor sørgede for mad og far rensede overløbsrenden for kævler, flasker og grydelåg. Sigurd var ikke så oplagt og krævede en del ativering og overvågning.

Om eftermiddagen tog Frida til fødselsdag, medbringende et pengeskab som gave. Hun havde memoriseret koden 1-2-4-8, så fødselaren kunne instrueres på stedet. Sigurd vågnede lidt op og besøgte undernabodrengen.

Olivia Frida affaldssamlere

Skraldepigerne

Sigurd holder sig for Ørene

Kan du høre hvad jeg siger, far?

Vinduesvask

Klassisk

Sigurd raketstyr

Raketaffyring

Sigurd ser fjernsyn

TV-kiggeri

Skriv en kommentar
 

Fredag 2008-10-03 Tilde på visit

Frida: 7 år, 0 mdr. Sigurd: 4 år, 6 mdr.

Tilde kiggede forbi med sine forældre om eftermiddagen og blev til aftensmad og Disney Sjov. Tilde flyttede fra Økohuset for små 3 uger siden, så det var ikke overraskende at hun og Sigurd fortsat hvor de slap med skiften mellem at hærge hinanden og lege fremragende sammen.

Frida Sigurd trappe

Ananasprinsessen og porrekrigeren

Mons navneskilt

Ikke Elvis

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2008-10-02 Sigurd tester far

Frida: 7 år, 0 mdr. Sigurd: 4 år, 6 mdr.

Godt nok har forældrene været meget konsekvente med ikke at falde for plageri på indkøbsture, meeen det kunne jo være de havde ændret holdning. Det sikreste ville nok være lige at teste en gang...

Sigurd tog med far i Føtex for at købe mælk. Henne ved mælken står der Danone-yoghurt, som far ikke mener hører til kategorien mad. Da Sigurd fik øje på dem og specielt på de tatoveringer der følger med, gik han helt agurk. Hele repertoiret blev udrullet med råben, tryglen, kravlen på gulvet, gråd, trusler, slag og krav. Dådyrøjne og indsmigrende tale er ikke lige Sigurds stil i forhandlingssituationer. Det varede 5-10 minutter til indkøbet var overstået og Sigurden anbragt i cykelvognen, hvor han gearede ned til mumlen og småbrok.

Frida sværd Sigurd tomahawk

Brat opvågning

Sigurd cykelvogn tæppe

Max hygge i cykelvognen

Sigurd plager i fotex

Ooonde far

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2008-10-01 Hvor kommer energien fra?

Frida: 7 år, 0 mdr. Sigurd: 4 år, 6 mdr.

Fridas dag gik med tur i Dyrehaven med Fritz, hæsblæsende hjemmeleg med Olivia (noget med at klatre på hinanden) og en times svømning om aftenen. Bortset fra plageri om at blive kørt i bil til svømning, var der ingen tegn på øfferi.

Sigurds nuværende fase (læs: "Det er blot en fase han skal igennem") er at han er blevet god til at sige fra. Rigtig god. Alt for god. Hvis ikke lige tingene passer helt perfekt med hans verdensbillede, er replikken Nå, så gider jeg ikke X, hvorefter han vender sig om og går væk. X er halvtilfældigt og ikke altid sammenfaldende med situationen. Det kan f.eks. være "i børnehave i morgen", når det drejer sig om at få en riskiks før aftensmaden.

Frida Olivia cykle

De stakkels billøse børn

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2008-09-30 Mor pjækker! Nej hun gør ej!

Frida: 7 år, 0 mdr. Sigurd: 4 år, 6 mdr.

Mor var sløj fra morgenstunden og tog en hviledag, for at undgå at gå helt ned med flaget. Det betød at hun fik det meget bedre i løbet af dagen og var så meget ovenpå ved eftermiddagstid at hun fik dårlig samvittighed over at være hjemme.

Note til mor: Det er forventeligt at få det bedre når man hviler sig. Det er helt i orden. Afslapningsdagen ville være spildt, hvis det ikke var tilfældet.

Frida havde et par veninder på besøg om eftermiddagen. Posten havde leveret endnu et joypad, så alle tre tøser kunne spille "lad små nuttede figurer tæve hinanden med sværd, blomster, kæmpehammer, laserpistol og Pokémonfigurer"-spillet på samme tid. Støjniveauer var ret højt. Der ventes på et fjerde joypad, så der kan blive endnu mere kaos på og foran skærmen.

Sigurd skulptur

Kunstglæde

Sigurd Frida Hanne sofa

Ude inde, koldt varmt

Skriv en kommentar
 

Mandag 2008-09-29 Det årlige gaveindkøb

Frida: 7 år, 0 mdr. Sigurd: 4 år, 6 mdr.

I Fridas klasse har de gaveordning, så hvert barn køber én gave om året til et andet barn. Til gengæld er den gave så fra hele klassen til barnet der har fødselsdag. På lørdag skal Frida have gave med og fødselaren ønsker sig et pengeskab. Den slags kan anskaffes i Bilka til 99,-, er med kode og spiller en lille melodi, når man åbner det.

Menaltså... Det er til en dreng og drenge vil have pengeskabe af to årsager: Til at gemme skatte i og til at bryde ind i. Et plasticpengeskab er ikke specielt velegnet til nogen af delene - det er for usikkert til det første og for let til det andet.

Næh nej, Harald Nyborg har pengeskabe fra 159,- og opefter. Det der koster 199,- er med kode & reservenøgle og vejer 10 kg. Ingen risiko for ar søskende snuser i gemmerne og rigelig udfordring med boremaskinen og metalsaven til de næste par år.

Det er lidt spøjst at Rigtige Ting ligger så tæt på plasticskrammel i pris. Der er naturligvis en vis mængde kontroller i forbindelse med legetøj, men det er der vel også med Rigtige Ting? Det er ikke blot pengeskabe, men også boremaskiner, vinkelslibere, høvlebænke og kædesave der ligger tæt på hinanden i pris. Gad vide om fødselaren ønsker sig en vinkelsliber til næste år?

Sigurd havde en ven med hjem fra børnehaven i dag. De rendte rundt som henholdsvis Spiderman og pirat og brugte en masse tid på sørøverskibet på legepladsen.

Sigurd fisker

Der fiskes hajer

Olivia Frida barre

Op og ned

Olivia Frida gynger

Ned og op

Sigurd lægger græs

Græstotterne lægges så Mons kan finde hjem

Blå himmel

Blå parkering

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->