Søndag 2008-05-04 Grillmad og snobrød
Frida: 6 år, 7 mdr. Sigurd: 4 år, 1 mdr.
Det var sommer og der var klart stemning for udetid. Selv Sigurd blev sparket udenfor og over på en nærliggende legeplads. Frida og mor tog på indkøb og vendte hjem med blomster, som de puttede i potter og satte på reposen. Far kom hjem med Sigurd og vadede ind uden at bemærke noget som helst på vejen. Far sover på sofaen i nat.
Aftensmaden var grillmad, sammen med Jacob & Anne, Tilde og hendes forældre. Ungerne var med for en kort bemærkning - de havde vældig travlt med at rende rundt og lave ting med andre unger. Der var også snobrød og kaffe og Baileys og .. ævs. Søndag. Søndag betyder op til Den Onde Hverdag dagen efter. Hyggen blev afbrudt og ungerne hevet indenfor.
Der skulle lige vaskes med lusechampoo (der skal sidde natten over) inden sengelægningen. Ikke populært. Sigurd fik også en tur, da der var observeret lus hos ham. Trimmeren blev tydeligvis ikke sat lavt nok, da han blev plysset.
Mor: Nu må vi se om vi kan huske at give blomsterne vand. De skal nærmest vandes hver dag
Frida: Mor, jeg er god til at huske ting!
Mor: Det er godt, så kan du jo huske på det
Frida: Huske på hvad?
Lørdag 2008-05-03 Den gode svømmehalstur
Frida: 6 år, 7 mdr. Sigurd: 4 år, 1 mdr.
Hammel Svømmehal blev igen igen udflugtsmål. Olivia tog med og alle tre unger var helt oppe at køre. Der blev sprunget kolbøttespring fra kanten og et enkelt spring fra enmetervippen. Tøserne prøvede et par ture med badering i rutsjebanen og formåede at holde sig på ret køl ved landingen. De prøvede også at svømme uden luffer og det gik overraskende godt - de kunne sådan lige holde snuden oven vande og plaske lidt fremad.
Sigurd drønede også rundt uden luffer noget af tiden. Det blev til nogen spring i det store bassin og et par ture alene på rutsjebanen uden den kunstige opdrift. Efter en af rutsjebaneturene sprællede Sigurd en del under vandoverfladen. Far fiskede ham op så han kunne trække vejret, hvorefter Sigurden begejstret fortalte at han kunne svømme under vandet! At han hverken kom fremad eller opad med de anvendte svømmetag var tydeligvis underordnet.
Fredag 2008-05-02 Fridag med sommervejr
Frida: 6 år, 7 mdr. Sigurd: 4 år, 1 mdr.
Begge ungerne havde fri i dag, så far blev hjemme og passede dem. Frida underholdt sig sammen med nabopigerne og Sigurd hyggede mest med far. Ugen har lidt stået i Sigurds tegn og i dag var ingen undtagelse. Som en behagelig afveksling fra piveriet og protesterne har han genoptaget den gamle dyd at lege alene.
At lege alene er vældig fredeligt og betyder at Sigurd ganske af egen vilje og initiativ sætter sig og leger med LEGO eller lignende. Han snakker om hvad der sker, men det er umuligt at følge med i for udenforstående. Det varer som regel ½-1 time, før han atter har behov for at etablere kontakt med omverdenen.
Frida ville sove hos Olivia om aftenen, så hun spiste aftensmad derinde og dukkede op ved 20-tiden for at sige godnat. Det gik så helt galt, for da hun trådte ind i stuen brød hjemveen ud og tårerne frem, så overnatningen måtte aflyses.
Torsdag 2008-05-01 Hjemmedag med halvmuggen Sigurd
Frida: 6 år, 7 mdr. Sigurd: 4 år, 1 mdr.
Suk! Sigurd var muggen igen igen. Det skete denne gang i kombination med provokerende adfærd, hvor han tydeligvis søgte konflikter. Det gav en del sammenstød og han fyldte sådan ca. hele lejligheden indtil om eftermiddagen, hvor vejret og humøret slog om til det bedre.
Køkkenhaven blev inspiceret om eftermiddagen. Nattefrosten for et par uger siden var heldigvis ikke nok til at slå frøene ihjel, så for første gang i historien er forældrene indehavere af den have der er længst fremme med afgrøderne. Okay, sammenligningsgrundlaget er kun et enkelt år med have på Skjoldhøjkollegiet, men sådan ekstrapoleret fra deres almindelige indsats i den slags sager er det temmelig sikkert at sige at det ikke var forventeligt at de ville være i front med beplantningen.
Dagens intellektuelle udfordring var magneter. Frida var ret betaget af at de kom i forskellige styrker og virkede på jern, men ikke aluminium. Far var tilfældigvis i besiddelse af en håndfuld halvstærke stykker af slagsen, så der blev også eksperimenteret med at sætte dem sammen og derved øge styrken. Vældig fint, men mon ikke der kan findes tid en af de nærmeste dage til lidt lidt sjovere forsøg??
Onsdag 2008-04-30 Sigurd på vej op?
Frida: 6 år, 7 mdr. Sigurd: 4 år, 1 mdr.
Sigurd var igen muggen om morgenen, men det skiftede til glæde og knus, da han mødte en god ven i børnehaven. Om eftermiddagen var smilet fremme og far blev mødt af en glad Sigurd, der ville sidde hos ham og se fjernsyn. En behagelig afveksling på de sidste par dages ufred.
Mor var blevet hjemme for at komme ovenpå igen og de hjalp gevaldigt. Nu er hun bare almindeligt forkølet. Der blev snakket kanotur og der blev bestilt billetter, så med ét slag er planlægningsbyrden forvandlet til hyggesnak om hvilke myggemidler der er bedst og om hvad der skal spises til morgenmad i ødemarken.
Tirsdag 2008-04-29 Sigurd utilfreds
Frida: 6 år, 7 mdr. Sigurd: 4 år, 1 mdr.
Hvis Sigurd var i dårligt humør i går, var han mega-super-power-muggen-på-tværs i dag. Der var bare intet der virkede for ham. Det faldt naturligvis sammen med at mor var småsløj, så eftermiddagen blev meget lang.
Der er naturligvis teoretiseret over muligheden for at Sigurd er syg, men han virker nu til at være fysisk frisk.
Sigurd: Jeg vil have cornflakes!
Far: Det kan du ikke få, men du kan få noget mere aftensmad.
Sigurd: Nej! Det er slut med aftensmad! Nu vil jeg bare i svømmehallen hele tiden!
Mandag 2008-04-28 Dårlig start for Sigurd
Frida: 6 år, 7 mdr. Sigurd: 4 år, 1 mdr.
Sigurd var godt nok ikke for glad om morgenen. Der gik megen tid med at være ked af det og klage. Det hjalp nu med morgenmad og det hjalp at få sin nyerhvervede bamse med i børnehave. Det dårlige humør vendte desværre tilbage om eftermiddagen. Det vides ikke hvad det skyldtes.