Søndag 2007-12-02 Bedsteforældrebesøg
Frida: 6 år, 2 mdr. Sigurd: 3 år, 8 mdr.
Far tog afsted for at hjælpe farfar & farmor med at få taget på skuret lavet færdigt. Vejrguderne var vrede, så det blev en skiften frem og tilbage mellem hektiskt at lægge plader og lægter på og hektiskt at lægge presenning over pladerne. Desværre druknede den sidste lyse time på dagen fuldstændig i regn, så der mangler stadig et par vanskelige plader. Øv.
Imens havde resten af familien besøg af bedsteforældrene og oldemor. De havde gavekalendre med - både til børn og voksne. Besøget gav ungerne et glædesboost til resten af dagen.
Sigurd så sit snit til at liste sin chokoladekalender op på hemsen, så nu har Sigurd ikke mere chokoladekalender.
Der kører fire julekalendre for tiden. Den primære for ungerne formodes at være Jul i Svingen på DR, men den er ... superringe. Synkroniserede overspillende svenske børn i en alt for styg tematisering med emner som må-indvandrerungen-synge-med-i-julekoret? Der kører noget andet med et detektivbureau om morgenen - det lyder ikke julet, men det må prøves ved lejlighed. Ellers er der Alletiders Julemand på TV2 - en genudsendelse, men ikke set før her i huset og Frida virkede interesseret. Sigurd brugte tiden på at hoppe på far og grine af de lyde det gav. Til forældrene er der naturligvis Yallahrup Færgeby.
Lørdag 2007-12-01 Helt vildt fræk Sigurd
Frida: 6 år, 2 mdr. Sigurd: 3 år, 8 mdr.
Sigurd tog med far på bytur, mens Frida tog med mor på gymnastikskoindkøb. Turene gik fint og Sigurd fik sovet lidt. Hvad enten det nu skyldtes søvnen eller andet, var Sigurd superfrisk og superprovokerende resten af dagen. Det gik naturligvis værst ud over Frida, men forældrene fik så klart også en fuld dosis grænseafprøvning.,
Den pædagogiske udfordring ligger i at få Sigurd til at respektere når en person (eller en kat) ikke vil have at han gør et eller andet. Han reagerer prompte på et ultimativ, såsom Hvis du ødelægger X, bærer jeg dig ned på værelset
, men det er ikke spor rart at skulle forfalde til den slags.
Sigurd nåede kun at guffe 2 stykker chokolade fra sin chokoladekalender, før forældrene stoppede ham.
Fredag 2007-11-30 Cykel og syg Frida
Frida: 6 år, 2 mdr. Sigurd: 3 år, 8 mdr.
Fridas nye brugte cykel blev hentet i aftes, men hun fik først prøvet den i dag. Det er en Kildemoes (den gamle var en Winther). Cyklen har tre gear og virker ret gammel af design, men den er i glimrende stand og virker lettere end den gamle cykel.
Frida havde en veninde med hjem fra skolen, men de fik først svinget sig op til at lege ordentligt da venindens far kom for at hente hende. Panik før lukketid er en glimrende motivator.
Hen mod midnat kastede Frida op et par gange. Hermed har hele familien været gennem opkastmøllen. Så blev der anskaffet Ny cykel, syg
Torsdag 2007-11-29 Bedsteforældredag
Frida: 6 år, 2 mdr. Sigurd: 3 år, 8 mdr.
Der var bedsteforældredag i børnehaven og farfar troppede op. Det handlede om julehygge og involverede ler & juletræ. Det gik vist sådan rimeligt, men Sigurd sendte signaler om at han havde været lidt øffet.
Om aftenen hentede Toke en ny brugt cykel til Frida. Den gamle er hermed opgivet, men der var nu aldrig det store håb.
Onsdag 2007-11-28 Ultrakort arbejdsdag
Frida: 6 år, 2 mdr. Sigurd: 3 år, 8 mdr.
Mor kæmpede sig ud af sengen alt for tidligt om morgenen, vaklede ud til bussen og kørte til Randers. Der kastede hun op og blev sendt tilbage af sine arbejdskammerater. Ungerne sad og læste morgenhistorie med far da mor pludselig trådte ind ad døren. Lidt spøjst.
Nå, ungerne afsted med far, mens mor gik tilbage i seng. Hun sov det meste af dagen og havde det rimelig godt derefter. Hun hentede unger og der blev lavet juledekorationer - det er sådan noget mødre er gode til. Det efterlades som en øvelse til den flittige læser at gætte hvem der lavede hvilken dekoration (Hvem sagde Freud?).
Tirsdag 2007-11-27 Power-Sigurd
Frida: 6 år, 2 mdr. Sigurd: 3 år, 8 mdr.
Opkast, schmopkast. Sigurd var kæk fra morgenstunden og Frida ligeså, så de var ultrasøde ved hinanden og i det hele taget plusbørn. Den slags er man ikke ustraffet, så de blev smidt i børnehave og skole. Mor blev hjemme og sov det meste af dagen væk, mens far samlede føde til familien i form af bitskubberi på Statsbiblioteket.
Da mor hentede afkommet sov Sigurd. Han havde nu ikke haft det skidt, så det var bare træthed fra aftenen og natten.
Far: Giffen gaffen guffen, der lå en lort i skuffen. Tippen tappen tønden, der lå noget tis i brønden
Sigurd: Adv! Man må ikke tisse i brønden! Man må tisse i badet!
Frida: 6 år, 2 mdr. Sigurd: 3 år, 8 mdr.
Mor havde det ret skidt med halsen og blev hjemme i dag. Det ugentlige lægebesøg (der skal snart købes abonnementskort) resulterede i diagnosen streptokokker, en recept på penicillin og besked på at gå hjem og se på geoparder i fjernsynet.
Begge unger og far var afsted, omend Frida hostede noget og Sigurd klagede over ondt i halsen. Efter sengelægning kastede Sigurd op ud over hele sengen, så mon ikke også han skal have en hjemmedag i morgen? Spørgsmålet er så blot om mor kan håndtere 1-2 børn i sin kvadrede tilstand eller om far bliver nødt til at lege sygepasser for hele familien.
Som altid passer den slags møgdårligt med forældrenes arbejde.