Søndag 2007-08-26 Ikke mere havregryn
Frida: 5 år, 11 mdr. Sigurd: 3 år, 5 mdr.
Bedsteforældrene inviterede på frokost og familien tog afsted. Sigurd og far tog hver en skraber derhenne, mens Frida diskuterede agurker, smykker og ugeblade med de voksne.
Hjemme igen kom forældrene på endnu en måde at trumatisere de hårdt prøvede børn: Afskaffelse af havregryn om aftenen.
Ungerne har I lang tid fået havregryn, inden de skulle sove. Det var oprindelig tænkt som noget ikke alt for spændende, de kunne få hvis der var gået for lang tid siden aftensmaden, men det blev hurtigt til et fast ritual.
Det ville der for så vidt ikke være noget i vejen med, hvis altså ikke lige det var fordi børnene sjældent spiste en ordentlig mængde aftensmad. Alt for tit har den stået på en miniportion aftensmad, en halv times leg, en kæmpe portion havregryn og så sengetid. Også når aftensmaden har bestået af ting de kunne lide. Der er oparbejdet en dårlig vane.
Nuvel, der skal slås et slag for bedre aftensmadskultur, så havregrynen er erstattet af rugbrød og vand. Med rugbrød menes rugbrød, ikke "en leverpostejmad med rødbede". Hvis det ikke er kedeligt nok, skiftes der til klidkiks med levertran.
For nu at hælde lidt gulerodssaft over stokken, arbejdes der på bedre involvering af Frida, i form af udvælgelse og tilberedning af maden. Den kommer nok til at stå på kylling i karry eller lasagne den næste tid.
Lørdag 2007-08-25 Søskendelege
Frida: 5 år, 11 mdr. Sigurd: 3 år, 5 mdr.
Frida og Sigurd har leget rigtig meget sammen den sidste tid og det ser ud til de bliver ved med det. Med legene følger også en udvidet storesøsterrolle, hvor Frida nogen gange taler på vegne af Sigurd eller fortæller ham hvad han skal gøre.
Når der leges er Sigurd med på at parere ordre, men udenfor legene holder han sig ikke tilbage med at protestere mod de ting han finder er forkerte.
Sigurds seneste trick er at råbe at de voksne skal slappe af. Da han blev lagt i seng i går af far, gik samtalen nogenlunde således:
Far: Du skal i seng nu, Sigurd
Sigurd: Slap af, far!
Far: Jeg er afslappet. Jeg vil have...
Sigurd: Slap af, far!
Far: Jeg vil...
Sigurd: Du skal slappe af!
Far: Prøv at høre, Sigurd, du...
Sigurd: Slap af, slap af, slap af!
Far: Du skal i seng, Sigurd!
Sigurd: Du skal høre på mig! Du skal slappe af, far!
osv.
Fredag 2007-08-24 Fredagsaflæsning
Frida: 5 år, 11 mdr. Sigurd: 3 år, 5 mdr.
Frida tog hjem med en pige fra klassen. Igen igen. Mor tog til byplanforum og far fik lidt alenetid med Sigurd. Den del af dagen var glimrende.
Meneh... Det tager på børnekræfterne at have en almindelig hverdagsuge og når man kombinerer det med at sengelægningsritualet først blev startet lidt over kl. 20, så er resultatet en protesterende Sigurd og en ulykkelig Frida. Sigurd fik nogen hårde ord, for far var selvfølgelig også træt efter ugen. Suk... Hvorfor fan' kan man som voksen ikke lige mande sig op til at håndtere den slags ordentligt, selvom man er træt?
Far: Er der søde børn i klassen?
Frida: Ja, det er der. Men jeg ved godt hvad for nogen af drengene, der kommer til at drille når vi kommer i de ældre klaser
Torsdag 2007-08-23 Fødselsdag i skolen
Frida: 5 år, 11 mdr. Sigurd: 3 år, 5 mdr.
En af ungerne i Fridas klasse havde fødselsdag. Den slags foregår som udgangspunkt i skoletiden, med et ret snedigt gavesystem: Barnet får én gave, der gives af det barn der sidst havde fødselsdag. Gaven har en værdi af ca. 150 kroner (lidt lidt, synes Toke).
Der er flere fordele: Dels slipper barnet/forældrene for den sædvanlige bunke småskrammel, dels slipper børnene/forældrene for at lede efter gave 20 gange om året. Af ulemper er der nok mest at det kan være surt ikke at give en god ven en særlig gave fra en selv. Ordningen børn nok genovervejes en gang om året eller lignende.
Sigurd løb selv over og legede med de større børn på legepladsen efter aftensmaden. Det gjorde han også i går. Det passer forældrene svært godt at afslutte aftensmåltidet med børnefri og en kop kaffe.
Onsdag 2007-08-22 Zebra, zebra, zebra
Frida: 5 år, 11 mdr. Sigurd: 3 år, 5 mdr.
Hver klasse i Fridas skole har dyrenavne. Der er en masse regler, bl.a. at det skal være nulevende dyr, at det skal være pattedyr (vistnok), at man ikke må vælge et navn, der er brugt tidligere, at det ikke må være en bjørn (dem er der for mange af) osv. I dag blev det besluttet at de skulle være zebraer. Det er ok - zebraer har pæne mønstre, der egner sig godt til flag o.l. Ellers var der snakket om kronhjorte og de er i hvert fald kedelige!
Hvor meget zebravalget lå hos ungerne og hvor meget det lå hos klasselæreren står hen i det uvisse. Frida meldte at bøenene havde valgt det, efter lærerinden havde læst en historie om zebraer...
Og ja, zebraer er heste.
Tirsdag 2007-08-21 Vandudfordringen
Frida: 5 år, 11 mdr. Sigurd: 3 år, 5 mdr.
Frida har svært ved at drikke vand nok. Sådan har det været i lang tid og forældrene har taget konsekvensen (eller gjort problemet værre, alt efter hvordan man ser på det) ved at lave regler for hvornår hun skal drikke vand.
Det har fungeret sådan rimeligt hjemme og i børnehaven, hvor der er en vis bevågenhed, men i skolen er Frida mere overladt til sig selv. Det betyder at hun først spiser al sin mad, derefter sidder hun og smådrikker lidt af sin medbragte vand, mens de andre børn i mellemtiden er blevet færdige og er begyndt at lege. Det er ikke ligefrem noget der kalder på at blive siddende og drikke færdig.
Resultatet er varmepylret Frida ved afhentningen. Der er indgået aftale om at hun ikke gemmer vandet til sidst, men det er ikke det nemmeste for hende.
Mandag 2007-08-20 Rigtig hverdag
Frida: 5 år, 11 mdr. Sigurd: 3 år, 5 mdr.
Her begyndte den rigtige hverdag. Den med at Frida afleveres klokken 8 i skolen og hentes klokken 16. Det er hårdt at være barn, når ens karriereforældre bare suser derudad i jet-settets overhalingsbane.
Hanne er begyndt at cykle til bussen, for på bedste Lean-vis at optimere det logistiske problem i at fragte Sigurd ned til Børnenes Friskole indenfor overskuelig tid. Toke er ved at optræne Frida til at afleveringer ikke tager særlig lang tid.
En anden del af hverdagen er at fjernsyn er begrænset til børnetime. Bortset fra et par prøve-plagerier i dag og i sidste uge, har ungerne omstillet sig forbløffende hurtigt til den del.
De hyggelige morgener, hvor far har ungerne alene og der høres radio til morgenmaden, er der heldigvis stadig plads til.