Søndag 2007-08-12 Skur og tre år
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Toke brugte det meste af dagen på at sætte stigereoler op ude i skuret. Det bevirkede at skuret ved dags ende rent faktisk havde vandrette overflader, der ikke var fyldt med ting! Fantastisk!
Nå, lidt mere oprydning indenfor, så bliver skuret hurtigt bragt tilbage til normalen.
Sigurd flippede voldsomt i ½-1 time om eftermiddagen. Det startede med at han prøvede at kommandere rundt med mor i et par timer og da hun blev ved med at vise sig modvillig, kom den helt store tude- og protesteretur. Eftersom Sigurd ikke var blevet pint mere end normalt af sine forældre, antages det at det bare er hårdt at være treårig og skulle finde ud af hvad man kan og ikke kan.
Sigurd blev god igen senere og legede rigtig godt med veninden TS efter aftensmaden.
Sigurd: Skal vi larme, TS?
TS: Nej...
Sigurd: Skal vi ødelægge dit hus, TS?
TS: Ja!
Sigurd: Først ødelægger vi dit hus, så ødelægger vi mit hus!
Lørdag 2007-08-11 Onkel & tante besøg
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Onkel Jacob & Tante Anne kiggede ud ved eftermiddagstid og blev til sent aften. Sigurd var ikke i topform og øffede en del, men Frida var i højt gear hele dagen.
Efter aftensmaden livede Sigurd nu en del op og sammen med Frida prøvede han at køre Onkel Jacob træt ved at mosle med ham. Det lykkedes ikke. Rart med legeonkler, der kan klare mosten.
Fredag 2007-08-10 Prøveugen overstået
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
SFO-ugen sluttede på glimrende vis, med Frida alene i SFO i 4½ time. Denne gang blev der drukket rigeligt vand og hun var i glimrende humør hele dagen. Hun glæder sig til rigtig skolegang og alt er godt.
På hjemturen stoppede Frida, mor & Sigurd og kiggede på en maskine. Det var udenfor en af Fridas kommende klassekammeraters hus. Familien fik øje på dem og inviterede dem indenfor til boller og kaffe. En glimrende start på skoletiden.
Ved aftentide udspurgte hun mor om det med blomsterne og bierne. Mor forklarede vidt og bredt og kom ind på tvillinger og selvfølgelig at sædcellerne svømmer mod ægget. Frida spekulerede lidt: Hvordan finder den vej? Har den ingen øjne?
. Mor måtte svare benægtende. Frida spekulerede videre: Lugter den sig så frem?
.
Torsdag 2007-08-09 Begyndende træthed
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Det var møgvarmt i dag og Frida fik ikke drukket nok vand i SFOen. Hun havde et sammenbrud på vej hjem og skiftede brat mellem glæde og pylrethed flere gange hen under aften. En del af det var vandmangel, men mon ikke også hun har brugt en masse energi?
Bortset fra dette, var det endnu en glimrende dag i SFO. Der er nogen helt andre muligheder der end i børnehaven - der blev bl.a. støbt tinfigurer i dag. Men de ansatte skal selvfølgelig heller ikke i nær samme grad overvåge om nogen pilfingrede småkravl kommer kravlende og piller med fingrene.
Sigurd skvattede inden sengetid og bankede overlæben ned i fliserne. Fortænderne holdt vistnok også denne gang, men han får lige nogen dage uden gulerødder.
Onsdag 2007-08-08 Frida alene i SFO
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Frida blev afleveret i SFO. Hun skulle liiige holde lidt fast i mor først, men efter et øjeblik sendre hun hende selv afsted. Frida var der tre timer uden mor. Da mor kom for at hente, var det alt for spændende til at gå hjem, så de blev der lige tre timer til.
Frida stod i kø i meget lang tid, for at blive malet i hovedet. Malemesteren tog sig god tid til hvert barn og der blev snakket en masse, mens der blev ventet. Det tolker forældrene positivt. Noget med at give sig tid til at gøre tingene ordentligt.
Far: Jo tidligere du kommer i seng, jo tidligere er du klar til næste dag
Frida: Det er bare noget man siger, for at få børn til at gå i seng!
De to hærgere gjorde det igen. Det betød øjeblikkelig adskillelse og hjemsendelse af den ene hærger, mens den anden blev flyttet væk fra mor, mens hun ryddede op
Tirsdag 2007-08-07 Første skoledag (prøve)
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Frida tog med mor i SFO i dag. Sådan en 1½ times tid i god ro og orden. Hun fik hilst på de forskellige voksne, der er tilknyttet SFO'en og fik vist også leget en lille smule med nogen af de andre børn. I morgen skal hun være der nogen timer på egen hånd.
Sigurd var i børnehave imens. Det var han heldigvis glad for og fik leget med sine legekammerater. Han var noget træt da han kom hjem. Det var Frida forøvrigt også, så begge under sov klokken 20.
...Det var godt nok hurtigt det blev hverdag igen.
Mandag 2007-08-06 Så stopper du, Sigurd!
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Sigurd og hans veninde TS forsøgte at gentage hærge-tricket fra i forgårs. De blev stoppet og der er nu indført politik om stram overvågning, når de to er sammen og indenfor.
Sommeren har rigtig slået igennem, hvilket passer perfekt med at Toke er startet på arbejde. Hanne tager en uges ferie, hvoraf en del af tiden kommer til at gå med at få Frida ordentlig i gang med SFO. Den del starter i morgen.