Frida, Sigurd og Astas dagbog

Hovedside => 2007 => Uge 29
<- Forrige uge | Næste uge ->

Søndag 2007-07-22 Hannes fødselsdag

Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.

Hanne fik fødselsdagssang på sengen af Anne Vibeke og Toke. Anne Vibeke blev kørt på stationen og der blev brugt et par timer på morgenmad og reservation af hotelværelse og den slags til Københavnsturen på tirsdag. Derefter kørte forældrene ned til deres børn i farmor & farfars sommerhus.

Ungerne havde selvfølgelig haft det pragtfuldt og havde gravet huller, svømmet i sø, sejlet i pedalbåd, boret huller, hygget ved bål og hvad man nu ellers laver i sommerhus. De var dog mistænkeligt meget med på at se Tour de France og virkede ret rutinerede udi betragtning af cykelsport, så det lader til at de ikke har været ude hele tiden.

Sigurd havde haft et par enkelt uheld, men ellers var det gået rigtig godt uden ble. Han havde rendt nøgen rundt det meste af tiden og havde udset sig en gul blomst, der blev tisset på en del gange.

Frida frør

Man skulle se sig godt for, når man gik rundt - der hoppede små frøer over det hele

Granskov silhuetter

Gransilhuetter af den fineste slags

Frida Sigurd myretue

Myrekiggeri

Bjælkehytte

Farfar hjælper med at bygge hytten her

Sigurd jord

Sommerhus giver beskidte unger

Sigurd sover i kasse

Sigurd finder altid en bekvem sovestilling

Skriv en kommentar
 

Lørdag 2007-07-21 Grøn Koncert

Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.

Børnefri og musiktrængende gik Hanne & Toke til Grøn Koncert med Anne Vibeke. Glade mennesker, godt vejr, god musik.

I starten var musikken mest for De Unge, med et par rappere i en boksering, der skiftedes til at fornærme den andens mor. Engang imellem kom der et par gode rim, men man skal vist være mere inde i miljøet, for rigtig at sætte pris på det.

Beth Hart var mere tiltalende. Lækker stemme, meget energi i showet. Nephew vaklede de første par numre, men blev rigtig gode, da der kom gang i dem. De havde virkelig publikum med sig og introducerede en råbe-i-kor variant alle var med på.

Dagen blev afsluttet af TV2, der som altid leverede varen. Denne gang havde de valgt at spille mange numre, på bekostning af snak med publikum, men det virkede nu glimrende. De havde også et par gæsteoptrædede, hvor den ene var Mr. MC Einar himself! Han fyrede Arh, Dér! af til Tokes store fornøjelse.

Grøn koncert Hanne toke

Grøn Koncert er noget med en græsplæne, øl og hygge

Grøn koncert spongebob squarepants

Endelig undsluppet

Grøn koncert nephew e

Populære Nephew

Grøn koncert nephew

Så klapper I i takt

Grøn koncert panorama

23.000

Grøn koncert nedtagning

Nedbrydning med det vuns

Grøn koncert kran solnedgang e

Slut for dagen og dagens hopperi

Skriv en kommentar
 

Fredag 2007-07-20 Børnefri weekend

Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.

Ungerne blev kørt til farmor & farfars sommerhus, hvor der var fremragende vejr og al den friske luft de kunne trække ned i lungerne. Forældrene blev til frokost og der blev snakket om hverdagseventyr med at grave køkkenaffald ned, kartofler op, hente sand til sandkassen og bore huller i træ. Forældrene kørte derfra i sikker forvished om at ungerne ville blive fyldt af knubs og gode oplevelser.

Hjemme i Århus tog forældrene på indkøb i Gårdbutikken. Det viste sig at være en fremragende økoflipperbutik. Toke faldt i svime over 7 forskellige slags økologisk sennep (Kvickly har én og den er kedelig). Den havde også egen slagter, der på slagtermaner stod og skar i kød bag en disk.

Opildnet af besøget blev der diskuteret om det var tid at skifte til 100% økologisk madindtag. Det kunne være ret godt at gøre forsøget. Selv udfordringen med lørdagsslik blev imødegået i form af et voldsomt chokoladeudbud og de bedste vingummi, Toke endnu har smagt.

Den fælles veninde Anne Vibeke kiggede forbi til aftensmad. Hun bliver et par overnatninger og tager med til Grøn Koncert i morgen.

Toke fik forøvrigt sit kamera tilbage fra reparation. Det tog 1½ måned at få det fikset. Stooor tak til Hanne for at udlåne sit kamera i mellemtiden. I modsætning til sidste gang overlevede hendes kamera.

Frida Sigurd Palle skak

Frisk luft og intellektuel udfordring. Måske farmor & farfar bare skulle overtage børneopfostringen helt?

Hanne lille bil

Car tipping, anyone?

Tremaster aarhus havn

Kranbåd?

Økologisk vingummi

Og der var kun én gul vingummi! Fremragende!

Skriv en kommentar
 

Torsdag 2007-07-19 En tur på landet

Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.

En årligt tilbagevendende begivenhed er et besøg hos Hannes veninde Alette. Frida og hendes datter legede (igen) rigtig godt sammen, på eventyr uden forældredeltagelse. Sigurd var sulten og træt, da han kom og var ikke specielt oplagt. Bleen er omtrentligt afskaffet i dagtimerne og han havde tre uheld derude. Lidt øf, for han har ellers haft et par fejlfrie dage herhjemme. Men der sker selvfølgelig også mere spændende på ture.

Der var naturligvis vafler, der blev indtaget på sædvanlig vis.

Sigurd traktor

En ikke helt nem opgave med Sigurdsbenlængde

Frida plukker Ærter

Ærteplyndring

Græsplæne

Budskab fra rummet?

Sigurd sover staænde

Sigurd kan næsten stå selv, når han sover

Sigurd ordner kubikreoler

Lille Hjælper

Sigurd skak

Variant over Victor Ciocâlteas 1971 slutspil?

Skriv en kommentar
 

Onsdag 2007-07-18 Bytur og oprydning

Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.

Dagens mission var at rydde op og sætte Kubikreoler op. Dagens udfordring var at der ikke var nogen legekammerater til ungerne. Dagens løsning blev at tage en tur ned i byen og kigge på ting, til ungerne blev trætte, så de kunne køres hjem og flade ud foran fjerneren, mens forældrene arbejdede.

Det virkede glimrende. Forældrene havde dog overset den lille detalje at de også selv blev trætte. Hrmn... Nå, der blev i hvert fald boret huller. Til hulboring i beton kan en borehammer forøvrigt voldsomt anbefales. Det er næsten snyd.

Oprydningen skrider ellers stille go roligt fremad. Der ryger en del større ting ud til storskrald og det er sjovt at se som de bliver taget ind igen af andre beboere i Økohuset.

Frida: Piger er kloge & smukke og drenge er hurtige & seje.

Sigurd skyder

Yeaaargh!

Sigurd helikopter Økohuset

Himmeldrømme

Frida is

Isprinsessen

Sigurd springvand

Fodkoldt

Punk

Meget autentisk udseende

Toke borer t a hanne

Toke leger

Skriv en kommentar
 

Tirsdag 2007-07-17 Børneværelser

Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.

Sigurd vågnede klokken 5.30 i morges. Det havde måske noget at gøre med at han var faldet ud af sengen tidligere på natten og derfor ikke sov voldsomt godt på trægulvet. Dagens Sigurd-projekt var at sætte en sengehest på sengen.

Dagens Frida-projekt var at købe en seng til hende. For nu at bryde helt ud af de faste rammer blev den købt i Ilva, i stedet for Ikea. Uha, det er sejt at leve på kanten og være trendsættere! Apropos udbrud, så erklærede Frida at hun ikke gad alt det lyserøde mere. Forældrene forholder sig mildt skeptiske indtil udsagnet har været afprøvet i praksis.

Fridas nye seng var af mahogni. Ja, altså den var malet så den lignede mahogni. Det er jo næsten det samme - i hvert fald nok til at Ilva-folkene kaldte den for mahogni og skrev det på skiltet i forretningen. Suk...

Nå, nok øf. Det var en fin fyrretræsseng i en verden af laminatklyt og Frida var rigtig glad for den. Specielt da der kom en sengehimmel op over den. Hun brugte hele eftermiddagen på sit værelse sammen med en veninde og sengen var en vigtig del af legen.

Første ophæng af sengehimlen var dog ikke helt solid nok. Bedst som forældrene tørrede sved af panden og slubrede kaffe, kom Frida kom rendende og klagede: Da vi sad og hyggede os der faldt himlen ned!.

Frida Sigurd vogn hanne

Sigurden skvattede i søvn inde i forretningen og sov glimrende videre under hjemtransporten

Frida sengehimmel

Klar, parat, sov

Skriv en kommentar
 

Mandag 2007-07-16 Ingen hems (endnu?)

Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.

I går morges var planen for i dag at der skulle bygges hems, meen... Som alle ved er indbyggerne i Økohuset 128 af den meget reflekterende type. Der blev reflekteret endnu en gang. Der blev bl.a. reflekteret at det ville være en idé at spørge om det overhovedet er tilladt at bygge hems. Der blev også reflekteret om det overhovedet var nødvendigt at bygge hems. Far var nok mest for, mens mor var mest imod, så udfaldet kommer næppe som den store overraskelse.

Planen om hems blev lagt på is, indtil der er spurgt om lov og indtil en alternativ indretningsløsning er blevet afprøvet gennem nogen dage. (keeedeligt, men fornuuuftigt)

Onkel Jacob var heldigvis frisk på at hjælpe til, selvom det ikke onvolverede bygning af sjove konstruktioner. Bedsteforældrene tog sig af ungerne nogen timer, mens...

Nemt, ikke? Ligesom de lommespil, hvor man flytter rundt på 15 brikker for at få dem til at ligge i den rigtige rækkefølge. Det er selvfølgelig ikke slut endnu, men nu får det lige lov at stå et par dage.

Sigurd faldt i søvn i bilen på vejen hjem fra bedsteforældrene og var derfor noget mopset, da han blev introduceret for sit nye værelse. Han tøede op i takt med at hans biler blev flyttet derind. Frida var vældig begejstret fra starten - det der med at forbyde Sigurd adgang, når hun ikke ville have ham på værelset, var tydeligvis en stor motivator. Mor hjalp hende med at lave et skilt med Vær venlig at banke på, og spørg om lov før du går ind. Nu mangler hun kun at lære Sigurden at læse.

Frida telt t a tove

Midlertidig bolig, mens lejligheden renoveres

Sigurd dragejægerne

Pause fra flyttepostyret

Midlertidigt rod

Midlertidigt hjørne

Mosle jacob

Onkel Jacob er altid god for en gang tuml

06 Sigurd hovedet nedaf jacob

Op er ned

Frida springer composite

Halv skrue

Sigurd jordbunke Frida løbehjul jacob

Den lille jordbunkekravler

Trine
2007-07-17 22:29

Dejligt at se, at der er nogen der stadig kan formulere sig. "Venligst bank på" er en formulering man kan se alt for mange steder.

Skriv en kommentar
 
<- Forrige uge | Næste uge ->