Søndag 2007-07-29 Djurs Sommerland
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Ungerne var helt med på at tage i Djurs Sommerland, i stedet for den svømmehalstur Frida foreslog i går. Det blev til 7 timer i dansk sommervejr og ungerne havde det rigtig sjovt. Forældrene havde det faktisk også sjovt - Djurs Sommerland er et helt godt sted, vældig gennemførte temaer og med forlystelser til forskellige aldre.
Sigurd prøvede en hurtig karrusel, bananbåd gennem junglen, frit hængende og højtflyvende gynger i en anden karrusel, en halv-hurtig rutsjebane og til sidst en meget hurtig rutsjebane sammen med far. Det bevirkede stadig større grin og frydefulde hvin. Frida var også med på det hele, så far ser frem til fremtidige Tivoliture, hvor en frivillig voksen må tage det tunge slæb med at få et armbånd og tage med ungerne i de vilde ting.
Det tilbagevendende tema var nu trampolinerne. Der blev nok sammenlagt brugt en time på dem. Men okay, det er også et fremragende følelse at kunne hoppe superhøjt.
De Små skvattede naturligvis i søvn på vejen hjem, blev lagt i seng, vågnede efter noget tid og blev lagt i seng igen ret sent. Der var de nu vældig med på at sove.
Lørdag 2007-07-28 Sommerferiedag
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Frida fik leget en del med Olivia og andre børn i Økohuset, mens mor tog på malingindkøb og far tog Sigurd med på proviantering og havnetur. Det blev lige til lidt bonding, mens der blev kigget på vandet og en kæmpekran. Det er prima at tage på tur med Sigurd for tiden!
Projekt Lejlighed fortsatte stille og roligt om eftermiddagen. Toke fik sat næsten alle tegneserier på plads (alslået omkring 300 kilo) og der blev arbejdet med at fjerne en grim Disney-bort fra Fridas væg, så den kan blive malet.
Ved aftentide meldte Frida at hun gerne ville have at hele familien lavede noget sammen i morgen. Det kan man jo ikke sige nej til, så det forventes at det bliver en tur i Djurs Sommerland.
Fredag 2007-07-27 Mai på besøg
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Fridas gamle veninde Mai var på besøg, sammen med sin mor og lillebror Andreas. De bor i Irland for tiden, men de to piger har holdt kontakt med breve. De var rigtig glade for at kunne lege sammen en halv dags tid.
Andreas blev modtaget af Sigurds Du må ikke lege med mit legetøj
, men de fandt nu alligevel ud af det til sidst.
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Den store ommøblering fortsatte og der blev lige købt et par ekstra kubikreoler til samlingen. Lejligheden begynder så småt at komme i facon og ender såmænd med at se helt ... præsentabel ud. Selv far mener det er en god ting - det må være noget med alderdommen.
Frida legede med naboungerne hele dagen. Det endte med at Olivia skulle sove hos hende, men desværre var Olivia ikke helt med på det da det kom til selve sovedelen, så hun gik hjem til sig selv igen.
Onsdag 2007-07-25 Københavnertur
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Efter hotelmorgenmad skulle byen indtages. Den slags startes bedst med en metrotur, som ungerne (og de voksne) var meget opsatte på. De er selvkørende og man kan se direkte fremad og bagud i den oplyste tunnel. Fremragende koncept!
Rundetårn gav løbeture og Fridakonflikt - hun ville have noget turistragelse i butikken på toppen. Et kategorisk nej var heldigvis nemt, da forældrene ikke havde nogen kontanter på det tidspunkt. Forklaringen til Frida var nu ikke kontantmanglen, men derimod en af de der kedeligt og fornuftige voksenideer om at man skal opleve og ikke fokusere på at få ting. Suk.
På mirakuløs vis skvattede ungerne ikke på vej ned og der blev holdt en lille fransk hotdogpause, mens Sigurd forgæves forsøgte at fange duer.
Næste stop var en kanalrundfart, som ungerne vistnok syntes var underholdende. Sigurd fodrede en lille pige på sædet foran med riskiks og Frida prøvede ihærdigt på at nå de broer båden sejlede under. Forældrene kiggede på de ting, som guiden snakkede om.
Frida er fascineret af de kongelige, så Amalienborg var sidste organiserede besøg. Hun gik med mor ind og så en udstilling med Dronning Ingrids kjoler - det mest spændende var vist at komme indenfor på Slottet. Frida fik en sneglobe med en soldat med bjørnehue efter rundturen. Far har ikke helt fået forklaring på hvordan den del harmonerede med tidligere samlet udmelding fra forældrenes side, men var klog nok til ikke at bore for meget i det.
Hjemturen gik gennem Kongens Have hvor Frida fik en ny veninde på en legeplads. Den der skolestart om et par uger skal nok gå godt.
Sigurd gik gennem hele forløbet uden ble, undtagen om natten, og havde ingen uheld undervejs. Smukt. I det hele taget var det dejligt at være på tur med ungerne og kunne dele oplevelser med dem.
Der er et eller andet med Sigurd og sovestillinger
Tirsdag 2007-07-24 Oldemor Beth
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Afsted mod Sjælland. Sejlture er ikke transport, men en begivenhed, så familien tog Århus-Odden ruten. Ungerne syntes det var vældig sjovt at løbe rundt på agterdækket, da der var fuld fart på. Pandekager til morgenmad på båden var heller ikke at foragte ifølge Frida. Sigurd huggede hugget sukker mens forældrene så den anden vej.
Oldemor Beth er gammel og er ikke særlig frisk mere. Hun kunne ikke håndtere at sidde med børnene, men hun var meget glad over at se dem drøne rundt og lege med hinanden og (forsigtigt) med nogen af hendes mange elefanter.
Da ungerne begyndte at drille hinanden, i stedet for at lege, tog familien videre til København og indlogerede sig på et discounthotel. Det var lige tilpas - rent og med eget bad og meget meget lille. Så lille at det tog et par minutter før fjerde seng blev fundet: Den var placeret helt oppe under loftet. Frida blev den heldige, der sov høj til vejrs.
Inden sengetid skulle der spises. Det på forhånd udvalgte sted hed La Rocca og var befolket af hurtigsnakkende italienere. De startede med at tage mod børnenes bestillinger og der var legerum til ungerne. Det var helt klart et sted, der satsede på børnefamilierne. Det virkede rigtig godt og Frida fandt en anden pige, som hun blev veninder med. Sigurd hang på Frida og forældrene fik forældretid. Maden var glimrende og priserne ikke alt for pebrede, så stedet kan klart anbefales til indehavere af mindre børn.
Frida: 5 år, 10 mdr. Sigurd: 3 år, 4 mdr.
Alle overnattede i farmor & farfars sommerhus og tog tilbage til Økohuset om formiddagen. Der er planlagt en to-dages tur til København i morgen, primært for at besøge Oldemor Beth i Espergærde.
Frida legede det meste af dagen med et par andre børn fra Økohuset, mens Sigurd så noget fjernsyn og øffede lidt. Det blev afbrudt af første bilrengøring nogensinde (bilen blev købt for 1½ år siden). Alle unger var opslugt af rengøringslegen. Det vil de desværre nok ikke blive ved med at være, hvis det gøres til en ugentlig tilbagevendende begivenhed.