Søndag 2007-05-20 Ingen penge, ingen hus
Frida: 5 år, 8 mdr. Sigurd: 3 år, 2 mdr.
Forældrene tog til Randers og kiggede hus. Lækkert hus, lækker placering, lækker have, lækkert værksted. Ejeren ville sælge til 2.5 millioner, hvilket er 400.000 over det aftalte absolutte maksimum for familien Jørvang-Eskildsen og (desværre) er fair pris.
Det bevirkede en længere snak om prioriteter om aftenen og en - med tungt hjerte - afskrivning af det fine hus. Hanne tager på to-dages kursus i morgen, så de store overvejelser fortsætter onsdag.
Sigurd og Frida blev passet hos naboerne, der blev belønnet med en glad og omgængelig Sigurd. Den første 1½ time. Derefter blev han mere hærgende.
Senere legede an med veninden T og de to demonstrerede at børn på scooter er meget hurtige og meget udforskningslystne. De tonsede ud over sletterne, så snart De Voksne kiggede væk, og formåede at komme temmelig langt udenfor det godkendte område, før de blev indfanget.
Lørdag 2007-05-19 Større end summen af delene
Frida: 5 år, 8 mdr. Sigurd: 3 år, 2 mdr.
Nyeste Randers-plan var at bo til leje et mere eller mindre tilfældigt sted, tæt på skolen i Randers, indtil der dukkede noget godt op. Det ville betyde ro og ikke mindst at Frida ville bo i byen ved skolestart. Udrustet med adressen på en 128m² lejlighed og en aftale om besigtigelse af samme, drog mor afsted.
Desværre var lejligheden slum og der er markant mangel på andre lejemuligheder med fornuftigt antal kvadratmeter. Så panikbarometret steg lige et par grader. Forældrene har et godt øje til et hus midt i Tøjhushavekvarteret, men det ville kræve rimelig massiv gældsætning at klare det. Der overvejes en masse muligheder i disse dage.
På hjemmefronten var Sigurd igen igen gnaven og faldt i søvn ved eftermiddagstid. Belært at i forgårs blev han vækket efter en time, hvilket naturligvis betød at han var supermopset i halvanden time derefter. Ak...
Sigurds veninde Ts forældre bød på aftensmad og T & Sigurd fandt sammen. Alt for godt sammen. Der opstod en kreativ synergi, der for det meste var rettet mod at lave støj, ballade og ulykker. Der var naturligvis ingen af dem, der havde hæmninger, så så snart én af dem fandt på at banke med gaflen i kartoffelmosen, spytte med mad i munden eller prøve at male Frida med vandfarver, sprang den anden til og gjorde det samme i dobbelt tempo.
Det hjalp ret meget at skovle dem udenfor efter aftensmaden. Der handlede det blot om at indfange dem 3-4 gange, i stedet for at forhindre total destruktion af hjemmet.
Fredag 2007-05-18 Møgungealderen
Frida: 5 år, 8 mdr. Sigurd: 3 år, 2 mdr.
Mor holdt fridag med ungerne, mens far tog på arbejde. Det blev til en tur i svømmehallen, sammen med nabokonen og dennes unger. Glimrende, hvis ellers lige Sigurd ville have samarbejdet.
Hovedparten af Sigurds dag gik med at klynke højlydt, for derefter at skifte brat om og sabotere andre børns leg. I svømmehallen var det klynkefasen, der dominerede. Derhjemme var det lidt blandet. Det fortsatte til far kom hjem og overtog ungerne, så mor kunne hvile ørerne.
Sidst på dagen kom Sigurd heldigvis så meget ovenpå at han rent faktisk formåede at lege med veninden T, uden at hærge hende.
Forældrenes taktik mod hærgning er fortsat at slæbe ham væk fra legen og lade ham køle af. Det ser rimelig virkningsfuldt ud overfor Sigurd, forstået på den måde at det tydeligvis ikke passer ham og han lader til at kunne se sammenhængen. Den negative side er at det også er kedeligt for T, når Sigurd fjernes fra deres leg. Hellere en bøllende legekammerat end ingen legekammerat?
Torsdag 2007-05-17 Selvkørende unger?
Frida: 5 år, 8 mdr. Sigurd: 3 år, 2 mdr.
Frida legede med T (ikke Sigurds veninde T, men Fridas veninge T. Lad os kalde hende Tf og Sigurds T for Ts). De legede hele dagen, hvilket naturligvis er fremragende. Faktisk legede de så godt at de lige ryddede op på Fridas værelse! Det tog nok en times tid eller deromkring, men der var ingen slinger i valsen, ingen behov for trusler eller belønning og i det hele taget ingenting, udover er opryddet værelse. Far har aftalt med Tfs far at de tager Tfs værelse i morgen.
Sigurd vågnede for tidligt, mukkede, mokkede, ville ikke drikke vand, brokkede igennem og klynkede hos mor til mor fik nok og gik en tur. Far sang et par sange for ham, til han crashede og sov tre timer i forældrenes seng (hvilket naturligvis betød at han sov tre timer senere end normalt om aftenen).
Efter sådan en middagslur er selv Sigurd i bedre humør, så der blev leget i stor stil med Ts. I bedste Don Juan-stil lovede Sigurd jeg vil fange solen til dig, Tf
. Tss forældre har forøvrigt inviteret på aftensmad på lørdag.
Frida: Jeg vil være hermafrodit og jeg vil hedde Mark-Ida
Frida: 5 år, 8 mdr. Sigurd: 3 år, 2 mdr.
De har været savnet sidenarbejdsdagen for en måned siden, og i dag kom de - det essentielle legepladsinventar: gynger. Ungerne trodsede regnen og kastede sig over dem. Far var nu noget skuffet over højden af dem, men sådan er det åbenbart, når der også skal være en babygynge.
Tirsdag 2007-05-15 Dårlige husnyheder
Frida: 5 år, 8 mdr. Sigurd: 3 år, 2 mdr.
Det er ingen hemmelighed at der har været kig på lejebolig i Nørre Jyllands Tøihuus. Hanne ringede til firmaet bag renoveringen og forhørte sig for tredje gang og konkrete oplysninger. Desværre ser det ikke godt ud - dels er forventet indflytningsdato rykket til december, dels lyder meldingen at der er stor sandsynlighed for at der først kommer papirer på bordet et par måneder før den dato.
Forældrene skal lige have et par dage til at overveje hvad det betyder for planerne. Men ikke for mange, for skolestarten nærmer sig.
Mandag 2007-05-14 Den lille bandit
Frida: 5 år, 8 mdr. Sigurd: 3 år, 2 mdr.
Mor puttede ble på Sigurd og var klumrede lidt: Hov, vi skal lige have tissemanden indenfor
. Sigurd kiggede kærligt ned af sig selv og sagde Den lille bandit
.