Søndag 2004-06-13 Er EU i udu eller ka EU du?
Frida: 2 år, 9 mdr. Sigurd: 3 mdr.
Jepsen, så blev det valgtid igen. Det betød en tur til Skejby Skole sammen med naboerne Olivia og Heidi. Det blev så også første gang Sigurd kom med i cykelvognen i sin lille stol. Udturen forløb glimrende og Frida var vældig flink til at putte sutten i munden på Sigrud, når han tabte den.
Nede på skolen legede vi en halv times tid indtil Frida slog sin fod på rutchebanen. Derefter blev der kørt hjem med grædende barn. Den var hverken brækket eller forstuvet, men hun humpede lidt resten af dagen.
Sigurd var meget svær at få til at sove middagssøvn. Til gengæld faldt han i søvn kl. 18, vågnede en enkelt gang og fik mælk, hvorefter han sov igen. Klokken er nu 21 og der håbes. Please, Sigurd, søde rare dig, giv dine forældre en friaften!
Frida: 2 år, 8 mdr. Sigurd: 2 mdr.
Der var arbejdsdag i Økohuset. Det småregnede, men temperaturen var udmærket. Desværre mødte der ikke så mange op, så der blev knoklet en del. Energien blev koncentreret om at flytte barkflis og flytte jord.
Frida sov længe og tog en lang middagslur senere. Man kan tydeligt mærke på hende at hun trænger til at slappe af når hverdagene er overstået.
Sigurd vendte sig endnu en gang fra maven om på ryggen. Straks derefter vendte Hanne ham om på maven igen, for at se om han kunne gentage tricket. Så blev han ellers sur.
Fredag 2004-06-11 Super Mutant Power Ranger Sigurd
Frida: 2 år, 8 mdr. Sigurd: 2 mdr.
Afkom #2 vendte sig fra maven om på ryggen i dag. Tre gange i træk. Verdenspressen er alarmeret og National Geographic har kontaktet os for at lave en dokumentarfilm.
Bedstemor Tove holdt fødselsdag i dag, så den nærmeste familie var inviteret til aftensmad. Frida blev optanket med vingummi, jordbær og chokolade og Sigurd fik en del gåture i bedstemors favn. Det hjælper en del på hans aftenhumør at der sker nye ting.
Torsdag 2004-06-10 Lort og rabarberkage
Frida: 2 år, 8 mdr. Sigurd: 2 mdr.
Det var lummervarmt i dag, så Frida var svedig og utilfreds efter vuggestuen. Det hjalp dog gevaldigt at smide tøjet og pjaske med vand sammen med Olivia. Hanne var også med, specielt da Toke kom til at tabe en balje vand ud over hende.
Om aftenen var der fællesspisning hos naboen, med rabarberkage (tærte?) til dessert. Ganske guf.
Frida meldte pludselig at hun skulle lave lort. Hun gik med Hanne ned på naboernes toilet og fik rent faktisk lavet noget. Stor ros til ungen. Mon ikke hun er helt renlig om en uges tid?
Sigurd er begyndt at gribe rigtigt. Det er mest hans trøje der fanges, men han åbner hånden, lægger den oven på trøjen og lukker den igen, så noget foregår der inde bag de store øjne. Vi regner med vi kan spille bold med ham om et par uger.
Onsdag 2004-06-09 Regn og farvel
Frida: 2 år, 8 mdr. Sigurd: 2 mdr.
Faster Laila hentede Frida i vuggestuen i dag. Det betød hygge og lidt afslapning for forældrene.
Tokes nye kamera har vist sig at være defekt, så det er sendt en tur til Frankrig. Han har i stedet lånt sit gamle kamera af Faster Laila, der ellers havde fået det. Heldigt, for hvad skulle vi dog gøre hvis vi ikke kunne tage billeder? Panik panik.
Frida låste selv cykelvognen fast og denne gang havde faster Laila en nøgle med
Tirsdag 2004-06-08 Tandlægebesøg light
Frida: 2 år, 8 mdr. Sigurd: 2 mdr.
Frida var til tandlægen for første gang i dag. Hun virkede vældig opsat på det og snakkede om hvor mange tænder hun havde, lige til hun kom ind i venteværelset. Så blev hun lidt mut. Det blev ikke bedre inde hos tandlægen, der ellers prøvede med gode ord og bamse.
Udenfor satte Frida sig ned i cykelvognen og blev straks stukket af en hveps.
Det var ikke ligefrem den bedste start på dagen og hun var heller ikke i specielt godt humør da hun kom hjem fra vuggestuen. Hun kom også ½ time tidligere i seng end normalt og det var vist alligevel ½ time for sent. Nå, i morgen er det Faster Laila der henter. Mon ikke det bliver en lidt bedre dag for hende?
Sigurd havde til gengæld en glimrende dag. Han sov fra midnat til 6.30, så Hanne fik næsten en hel nattesøvn. Han var også i fint humør mens der var mødregruppe. Til gengæld var han så utilfreds hele aftenen.
Mandag 2004-06-07 Utilfreds Sigurd
Frida: 2 år, 8 mdr. Sigurd: 2 mdr.
Sigurd var godt nok ikke i hopla i dag. Han fik sovet en sammenhængende søvn på 1½ time om formiddagen, men ellers protesterede han det meste af dagen. Hanne havde ham med i Føtex, hvor han var nogenlunde i ro, indtil de stillede sig i kø ved kassen. Det var selvfølgelig der han brød i gråd, som om hans verden var brast sammen. Og selvfølgelig var der en dame der sagde nåeh, du er nok sulten hvad?
.
Tak, dame, det var vældig flinkt af dig indirekte at kalde Hanne for en ravnemor, når hun i forvejen skulle håndtere grædende barn og indkøbsposer. Og nej, Sigurd var ikke spor sulten.
Efter aftensmaden tog Frida & Toke en tur over til Faster Laila for at give hende en ny gammel computer. Frida & Faster hyggede vældigt, mens Toke fik skidtet til at virke.
I morgen skal Frida til tandlægen for første gang. Vi har desværre ikke været så kvikke til at forberede hende, men vi håber det går.