Søndag 2004-03-28 Sidste hjemmedag
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Tokes 2-ugers barselsorlov slutter i dag. I morgen starter den Onde Hverdag og Hanne skal forsøge at time Sigurds søvn med hentning af Frida i vuggestuen.
Frida gik en lang tur med Toke i dag. Der blev kigget på lastbiler og hentet lørdagsslik (det glemte vi at gøre i går). Det tog vist hårdt på hende, for hun sov middagssøvn fra 14-20. Forinden nåede hun dog at snakke om køddej. Hanne spurgte Køddej, hvad er der?
og Frida svarede En smitsom børnesygdom
.
Bedsteforældrene skulle have været på besøg i dag, men de var desværre blevet syge. De kigger nok ud på tirsdag i stedet.
Lørdag 2004-03-27 Hovsa, vi glemte...
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Der blev ikke købt lørdagsslik i dag. Panik!
Men måske kan vi redde det ved at købe noget i morgen?
Sigurd sov ikke så meget fra klokken 2 nat, så forældrene var lidt klatøjede i dag. Frida sov som altid igennem, så hun burde være udhvilet. Det var hun nu ikke. Hun var lidt øffende og tog en tidlig middagslur.
Om eftermiddagen kom Tenna, Torben & Sander på besøg. De havde tøj med til børnene. Frida var ikke overvældende begejstret for gaven i starten, men tog den åbenbart til sig, for hun krævede at sove nattesøvn med undertrøjen på.
Fredag 2004-03-26 Fredagsbesøg
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Frida startede dagen med at være noget modvillig og nægte at gå i vuggestuen. Da hun kom udenfor overværede hun en dreng forsøge at undgå at komme i børnehaven. Han skreg, græd og prøvede at løbe væk og blev ved med det, selv da han blev spændt fast i en autostol i hans forældres bil. Det var åbenbart noget der gjorde indtryk, for Frida var rolig og tænksom i cykelvognen på vej til vuggestuen. Da vi kom der op, snakkede hun om drengen og forklarede en pædagog at han var ked af det.
Frida var lidt pylret på hjemturen, men livede noget op i løbet af eftermiddagen. Vitus, Liza & Jakob kom på besøg for at se lille ny og det var vist egentlig okay for Frida at have gæster. De havde et bidedyr med til Sigurd og ingen ting til Frida. Hun spurgte heller ikke efter noget, så vi håber hun er afklaret med at hun ikke nødvendigvis skal have noget når Sigurd får.
Sigurd havde en udmærket nat og dag. Han er ikke stabil, men det er sådan nogenlunde til at regne med at han vil drikke mælk og være vågen et par timer, hvorefter han sover 3-4 timer.
Torsdag 2004-03-25 Okay, det var bedre
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Sigurd var så venlig at lade os sove fra 21-23.30 i går aftes og fra 2-6 i nat. Sutten hjalp ham til at falde i søvn både om aftenen og om natten. Vi håber den ikke udspiller sin rolle som trumfkort lige med det samme.
Frida cyklede i vuggestue. Eller rettere: Hun cyklede 500 meter mod vuggestuen, før hun krævede at blive skubbet og derefter meddelte at hun slet ikke ville cykle. Så cyklen blev låst fast til en lygtepæl og hun blev båret hjem til cykelvognen. En lignende seance udspillede sig på hjemturen fra vuggestuen.
Bortset fra den del var Frida nu i udmærket humør i dag. Hun stod og legede med vand henne ved vasken og spurgte Må jeg spise den her, mor?
. Hanne kunne ikke se hvad det drejede sig om, men svarede Ja, det må du sikkert godt
. Et øjebliks stilhed blev fulgt af Adrk!
. Vi fandt aldrig ud af hvad det var.
Olivia kom ind og legede før fællesspisningen om aftenen og de omgik hinanden rigtig godt. Frida var lidt træt en overgang, men løste det ved at ligge lidt på sofaen med dyne og pude - Olivias insisteren på at lege udløste ingen klynken. De fik dog leget sammen med modellervoks, hvor de deltes om Fridas TripTrap stol uden problemer.
Det kunne være man skulle prøve det dersens mælk en af dagene - virkningen ser rimelig overbevisende ud
Onsdag 2004-03-24 Hybris - nemesis
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Okay,det var nok en andelse for tidligt at håbe på et sov-hele-natten barn. Sigurd holdt os (dvs. mest Hanne) vågen til klokken 5 i nat og sov meget kort middagssøvn i dag. Eftersom han spiser fra mors bryster uden problemer, endte aftenen med at han fik en sut. Den tog han til sig med det samme og faldt til ro - nu får vi se om det også virker om natten.
Frida havde til gengæld en rigtig god dag (relativt til sidste uges tid). Hun blev hjemme fra vuggestuen og tog med far i Veri Center og købte et par gummistøvler og en regnjakke. Hun valgte selv gummistøvlerne, så de blev lyserøde med Pippi motiv. Gummistøvlerne kom kun af ved middagsluren og om aftenen da hun skulle i seng.
Frida prøvede lidt grænser om morgenen, men blev aldrig rigtig pylret eller konfliktsøgende i løbet af dagen. Det er ikke til at sige om det gode humør skyldtes gummistøvlerne, hjemmedagen eller bare generel accept af at hverdagen har ændret sig. Vi håber selvfølgelig på det sidste.
Tirsdag 2004-03-23 More to life than this
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Nå, så er det ikke længere nok for Sigurd at spise & sove. Han kigger en del på sine omgivelser. Far og mor er ok, men lamper er endnu bedre. Han vil også have opmærksomhed, eller i hvert fald nærhed: Da han skulle falde i søvn ved middagstid, protesterede han højlydt indtil far tog ham op og sad lidt med ham. Før i tiden (ja, okay, for et par dage siden) var han godt tilfreds med blot at blive lagt ned.
Dagens projekt var indkøb af amme-BH til Hanne. Det betød en tur ned i byen med barnevogn. Sigurd sov nu hele vejen, så ingen spændende sceancer med at amme i bussen eller lignende.
Frida fortsætter med at have det lidt hårdt med omstillingen. Hun fik en masse tid sammen med mor om eftermiddagen, men hun var helt ude af den fra spisetid til hun skulle sove.
Mandag 2004-03-22 Afprøve forældre
Frida: 2 år, 6 mdr. Sigurd: 0 mdr.
Sigurd holdt forældrene vågne til klokken 2, men sov så stille til klokken 6 og smågryntende til klokken 8. Med den her hastighed sover han igennem om en uge (siger de lalleoptimistiske forældre).
Det er efterhånden gået op for Frida at der er sket en permanent forandring i hjemmet. Hun er tydeligvis stolt af at have fået en lillebror og aer og holder ham meget forsigtigt, men der reageres en del mod forældrene. De sidste par dage har været præget at en masse mindre konflikter og trivielle problemer som at den trehjulede cykels hjul hænger fast i en stol bliver til den store panik med tårer i øjnene.
Fra forældrenes side er det en balancegang. Hun skal have lov til lidt mere for at komme lettere gennem omstillingen, men samtidig har hun også behov for at mærke at der stadig er stabilitet. Vuggestuen hjælper nok lidt på det sidste, hun havde i hvert fald en rigtig god dag deroppe.
Sigurd var en tur til obligatorisk check hos lægen. Han vejede 3600g, alt var helt i orden og vi erfarede at lægen havde et godt tag på børn. I det hele taget var lægen ret ok. Selv det klassiske "stil subtile spørgsmål, for at finde ud af om forældrene er narkomaner eller børnehadere" blev serveret med et glimt i øjet.
Herhjemme kom Morten (Tokes gamle ven fra gymnasiet), Bente og deres søn Alexander på besøg. De havde et par bukser og en trøje med til Sigurd, men for en gangs skyld fik Frida ikke noget. Det er nok meget godt, for hun har fået rigeligt med gaver siden Sigurd kom til verden.
Alexander morede sig med at overfalde Fridas duplo. Der var vist lidt for meget energi i ham til Fridas humør, men hun var heller ikke alt for imødekommende på det tidspunkt. Det hjalp heldigvis på humøret da det blev aftensmadstid og der skulle spises pandekager. Hun afsluttede aftenen med at melde Du er ikke død mor, du er dejlig. Det er far også