Søndag 2022-02-13 Første skidag
Frida: 20 år, 5 mdr. Sigurd: 17 år, 11 mdr. Asta: 10 år, 10 mdr.
Familien vågnede op til den gode udsigt: Op mod skiløjperne eller ud over dalen. Sne alle vegne. Vejrudsigten meldte plusgrader i dag, men ellers minusgrader ugen ud. Ligemeget: Første punkt på snedagsordenen var at organisere alpinski, andet punkt var at leje kælke til Norges længste kælkebakke, der ligger ca. 30 meter fra hovedbygningen.
Kælkene var nogen solide metaltingester med rat og bremse. Begge dele nødvendige! Turen startede med at man blev trukke op af skilift og valgte rute Venstre (rigtig god nedtur der bød på det hele) eller Højre (mange skarpe sving). Asta kørte alene og startede med at køre ud over en skrænt i første rigtige sving. Så kunne hun & far ellers tumle rundt i sneen 5 minutter indtil slæden var gravet fri og skubbet op på banen igen. Man skal være 10 år for at køre alene og den er nok ikke helt dumt valgt den alder :-)
Asta kom op på hesten igen og blev hastigt bedre i takt med at der blev kørt flere gange. Ved den sidste tur fløj hun gennem svingene på den gode måde. Stor oplevelse for alle. Mon ikke der bliver en tur igen senere på ugen?
Der var en lille cafe/grillsnask/samlingsstue på stedet, men med 4 vegetarer var menuen begrænset til pommes frites og eftersom hovedmadindtaget i går var chokolade var der nogen af deltagerne der gerne ville have noget lidt mere solidt. Frida & far tog en lille hurtige smut til nærmeste købmand: 20 km væk på snedækket fjeldvej (Spar i byen Ål). Fint indkøbsted og så må man som turist acceptere de Norske priser. 33 danske kroner for en ikke-økologisk agurk er vel ikke noget problem?
Turen hjem gik problemfrit. Næsten. Ved skistedet er der en stejl opkørsel med et skarpt sving midtvejs. Sådan et der kræver tilløb og sikker manøvrering når man har dansker-vinterdæk på. Det lykkedes også. I tredje forsøg. Der sat et par normænd og nød eftermiddagen på en terrasse med godt udsyn over vejen; det har heæt sikkert fået en ny historie at dele når der skal snakkes danske turister.
En sen middagsmad senere blev alpinskiene påmonteret og begynderbørneøvestartbakken indtaget. Der var en lille skilift, hvilket viste sig at være en nødvendighed med alpinski: Man kan jo ikke bevæge sig ved egen kraft på de tingester!? Til gengæld var de vældig nemme at stå på og styre, så hele familien blev voldsome meget bedre af tre kvarters leg. Det bliver nok ikke lige i morgen der skiftes til rød løjpe, men måske onsdag? Der er også noget langrend der skal passes!
Hvis man er helt amatør på alpinski, så overvej at betale for en træningstime. Vi gjorde ikke og døjede med skader fra fald næsten hele ugen.
Lørdag 2022-02-12 Mod skituren!
Frida: 20 år, 4 mdr. Sigurd: 17 år, 10 mdr. Asta: 10 år, 10 mdr.
Vækkeuret ringede 5:30 og familien var ude af huset 6:00 (-ish). Det blev lige lidt hu-hej med de sidste småting. Nordpå til Hirtshals, vente på færgen og afsted det gik over bølgen den grå & skummende: Det blæste 20 sekundmeter så det var ikke helt stabilt. Overfarten tog 5 timer, hvilket er ca. 3 timer for længe når det er vinter og der er så mange med at det ikke er muligt at finde et fredeligt hjørne indenfor.
På Norgessiden var der nul kontrol, så der blev kørt nordpå mod Skarslia med det samme. Det tog så også ca. 5 timer. Ikke helt så lange som på færgen, men tæt på. Til gengæld var de sidste 20 km vældig spændende med snekørsel i mørke og de sidste 20 meter op til parkeringspladsen krævede tilløb med bilen.
Frida var allerede i lejligheden og familien blev glædeligt genforenet. Aftensmad, udpakning, hvile. Morgendagen handler om ski!
Køb rigeligt guf (Kvikk Lunsj, Freia chokolade med nødder osv.) på båden. Det er billigt i deres store butik og der spises en del guf på skitur.
I byen Ål ligger der en Spar. Det er nærmeste butik når man bor på Skarslia og der er 20 km. fjeldvej dertil. Hvis der skal handles ind til ugen, så gør det før der køres op til Skarslia.
Fredag 2022-02-11 Vor udsendte skibringer
Frida: 20 år, 4 mdr. Sigurd: 17 år, 10 mdr. Asta: 10 år, 10 mdr.
Frida tog på arbejde og derefter med bussen til skistedet i Norge. En eller anden skulle jo fragte skiene derop!
Derhjemme blev der pakket og hentet bil. Der er afgang kl. tidligt i morgen.
Torsdag 2022-02-10 Sidste julegaver
Frida: 20 år, 4 mdr. Sigurd: 17 år, 10 mdr. Asta: 10 år, 10 mdr.
Grundet forviklinger ankom sidste pakke med julegaver (dem fra Fyn) først i dag. Men hey, ingen protesterede over ekstrajul i februar!
Onsdag 2022-02-09 Hjemmelegeaftale
Frida: 20 år, 4 mdr. Sigurd: 17 år, 10 mdr. Asta: 10 år, 10 mdr.
Det er efterhånden lang tid siden, men i dag havde Asta en klassekammerat med hjem. Heldigvis for den hjemmearbejdende forældre var det en af de kammerater hun leger roligt med, så det var noget med at spille spil i stedet for at jonglere elefanter.
Tirsdag 2022-02-08 Udvidet svømmeaftale
Frida: 20 år, 4 mdr. Sigurd: 17 år, 10 mdr. Asta: 10 år, 10 mdr.
Hvornår lærer forældrene at give Asta svømmetøj med i skole om tirsdagen? Der blev for tredje tirsdag i træk arrangeret legeaftale med en svømmekammerat. Eller rettere fire svømmekammerater: Der var før-svømning-fest!
Frida: 20 år, 4 mdr. Sigurd: 17 år, 10 mdr. Asta: 10 år, 10 mdr.
Hanne & Toke byttede arbejdsforhold: Hanne blev hjemme og Toke tog afsted. Det var egentlig meget rart at sidde ved kontorpladsen hjemme, syntes Hanne. Det var egentlig meget rart at komme ud af huset og ind på kontoret, syntes Toke.