Søndag 2018-12-16 Friskere kat
Frida: 17 år, 3 mdr. Sigurd: 14 år, 9 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Momo var friskere i dag end i går. Frisk nok til at være utilfreds med at være på badeværelset og til at den prøvede at flygte når døren blev åbnet. I hvert fald nogen af timerne - der var også tidspunkter hvor den bare hvilede, hvilket sådan set er meget almindeligt kattet. I de vågne stunder ville den meget gerne snakke, drikke og spise både tørfoder & vådfoder. Bedømt bare på dagen ser det rimelig positivt ud, men der skal en undersøgelse til for at se om nyrerne har holdt.
Der er tyndet ud i mikroskoven der ligger 50 meter væk, så Asta & far sankede brænde. Der var nydeligt afgrenet, men medium-stammerne lå blandet sammen med kvaset, så der skulle slides for at befri det. Der lå også nogen store stammer, men de kræver motorsav. Måske hvis de stadig ligger der i slutningen af vinteren?
Asta: Mor, mor, mor! I fjernsynet er der en der hedder Asta! Det er i Onkel Rejes Julefis. Det er Asta der smadrer den der! Det er en der er blevet stjålet på et museum!
Lørdag 2018-12-15 Kattepasning
Frida: 17 år, 3 mdr. Sigurd: 14 år, 9 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Momo blev installeret på badeværelset i går aftes: Der kan den være i fred for killingerne og det gør ikke noget når der kommer katteurin på gulvet. Sovetæppe & håndklæder kan vaskes. Den havde drukket en del vand om morgenen og spiste vådfoder hen over dagen, hvor den gerne ville snakke. Den spiste mindre hen over eftermiddagen og var meget træt om aftenen.
Hanne havde en lang snak med Sigurd om at det er usikkert hvilken vej det vil gå. Han havde klart håbet på en mere positiv udmelding, men sådan ser det bare ikke ud.
Fredag 2018-12-14 Kattekrise (igen)
Frida: 17 år, 3 mdr. Sigurd: 14 år, 9 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Katten Momo var ikke for frisk om morgenen og ville ikke meget andet end at knurre og være i fred. Så det fik den lov til, i håbet om bedring. Det var bare ikke bedre kl. 15:30, snarere tværtimod. Så den kom op til dyrlægen 16:30, hvor det viste sig den havde sprængfyldt blære. Der blev indlagt et kateter og lavet en blodprøve, hvor blære-problem-indikator-værdierne var meget høje.
Fredag eftermiddag/aften er ikke tidspunktet at få syg kat. Momo kunne enten komme til Viby til et dyrehospital eller hjem til pasning over weekenden. Det blev løsning nummer to, så weekendplanerne er hermed at tilse katten et par gange i timen (ikke om natten) for at kontrollere om kateteret fungerer efter hensigten og at den spiser & drikker. På mandag skal den til dyrlægen og kontrolleres. Det er uvist hvad der sker efter det.
Den dårlige timing fortsatte med at Asta var med til julekoncert på skolen, som Toke ikke kom med til. Dertil kom Sigurd træt hjem fra 2-dages tur til Tyskland og blev mødt med nyheden om kat i dårlig forfatning. Øv.
Frida: 17 år, 3 mdr. Sigurd: 14 år, 9 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Sigurd tog afsted om morgen til 2-dagestur til Tyskland sammen med klassen og klassen under dem. Han var ikke videre oplagt til det, men det var der ikke meget at gøre ved.
Asta & far var til fællesspisning på skolen og om aftenen cyklede Toke i IKEA for at hente et par hemmelige ting. Som de så ikke havde. Suk. Note to self: Kontroller på IKEAs side om de har tingene liggende, inden jernhesten trækkes ud af folden.
Onsdag 2018-12-12 Presset Sigurd
Frida: 17 år, 2 mdr. Sigurd: 14 år, 8 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
For at samle penge til deres studietur i 9ende klasse har nogen af Sigurds klassekammerater arbejdet enkelte dage som medhjælpere i SFOen. I dag blev det Sigurds tur og han var ikke meget for det. Asta blev trukket til side af forældrene og formanet om at hun skulle lade være med at hænge på Sigurd og det hjælp vist. Der blev i hvert fald gennemført, selvom det kostede energi. Nogen vil måske ligefrem tilføje at det styrkede karakteren?
Tirsdag 2018-12-11 Indhent hverdagen
Frida: 17 år, 2 mdr. Sigurd: 14 år, 8 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Asta er klart i underskud med at være sammen med kammeraterne. Hun havde pigen M med hjem fra skolen, til legeaftale og aftensmad. Det var ikke nok: Hun vil også have en legeaftale i morgen. Med en ny klassekammerat.
Og så var der brandalarm på Tokes arbejde. Sådan set med god grund: En kollega havde forsøgt at varme toast i microbølgeovnen og havde glemt den. Det gav overraskende meget røg og gjorde at der stank på hele etagen i timevis derefter. Nå ja, så gjorde det også at alle personer på biblioteket fik et kvarters frisk luft, hvor de kunne kigge på brandbiler.
Mandag 2018-12-10 Astas ørekontrol
Frida: 17 år, 2 mdr. Sigurd: 14 år, 8 mdr. Asta: 7 år, 8 mdr.
Asta & mor tog til Skejby sygehus, hvor hun fik pillet forbindingsmateriale ud af øret og fik suget små skumgullikugler ud med en ørestøvsuger. Plop, plop. Tilbage er en beskyttende barriere på indersiden af trommehinden og en på ydersiden. Den interessante topologiske udfordring med at få fjernet den inderste er noget kroppen klarer selv. Barrierer dækkede for det meste (som den skal), men det der kunne ses så fint ud. Ingen tegn på betændelse eller andet.
Asta må heller ikke få vand i øret de næste 2 uger og må heller ikke stå på hovedet eller på anden måde skabe overtryk, men hun må gerne løbe rundt og komme i skole. Så det kom hun. Glad pige, god dag. Og med legeaftale om eftermiddagen - der er jo noget at indhente.
Asta: Det føles mærkeligt i mit øre. Det føles som om det er helt tomt
.
Diset morgen
[panorama]