Søndag 2018-09-23 Hanne hjem igen
Frida: 17 år, 0 mdr. Sigurd: 14 år, 6 mdr. Asta: 7 år, 5 mdr.
Mens der blev ventet på mor tog Asta med far på tur og senere på bibliotekstur. Der fandt hun en pige som hun blev hjerteveninder med - de legede fange, de legede "slås om en jakke", de legede gemme og de legede "gemme-fange med garnet fra et garnnøgle udryllet efter sig". Det sidste var en ret god idé.
Mor kom hjem ved 16-tiden, sådan lidt mat efter en weekend med gamle veninder og samtidig sådan lidt "vil gerne hygge med familien". Sofa & kaffe hjalp til at få kombinationen til at fungere.
Lørdag 2018-09-22 Arbejdsdag på skolen
Frida: 17 år, 0 mdr. Sigurd: 14 år, 6 mdr. Asta: 7 år, 5 mdr.
Det lykkedes ikke at lokke Sigurd med til arbejdsdag på skolen. Det var nu ikke den store overraskelse: Ingen af hans klassekammerater eller deres forældre kom derop - engagementet i de frivillige arramgementer har det med at falde i de ældre klasser. Asta ville gerne med. Eller rettere: Asta ville rigtig gerne med. For omvendt er engagementet i de mindre klasser helt i top, så der var rigeligt med legekammerater.
Frida fik sendt en enkelt SMS til hjemmet under sin Firenzetur. Teksten var Vi I gemme noget aftensmad?
. Et par timer senere dukkede hun selv op, glad og midlertidigt frisk efter rejsen. Turen havde varet meget vellykket og havde budt på en del af de nære ting i Firenze; vinsmagning, guidede ture i små gader og besøg på markeder.
Fredag 2018-09-21 Nødpasning af Aurora
Frida: 17 år, 0 mdr. Sigurd: 14 år, 6 mdr. Asta: 7 år, 5 mdr.
Under morgenmaden blev Tokes T-shirts diskuteret:
Asta: Hvis man lader være med at sy inde ved midten af stjernen kan man bruge den som lomme
Toke: Så kan man også lægge en skudsikker jernplade ind i
Hanne: Bare rolig, de er allerede med kevlar. Det kaldes godt nok vlieseline
Hanne tog til København, for at tilbringe weekenden med gamle gymnasieveninder. Om eftermiddagen ringede Onkel Jacob til Toke, sådan for lige at høre hvornår Toke var hjemme? Sagen var at Beth var taget til Fyn, på udflugt med en gammel veninde. Iogforsigikkenogetproblem, alstå hvis ikke lige det var fordi Jacob selv skulle til et arrangement. Om Toke kunne passe Aurora en times tid? Selvfølgelig kunne kusine Aurora passes! Asta var vældig med på ideen og det var kun en enkelt time. Hvor krævende kan det være?
Hjemme på Bakkekammen kom Jacob forbi med Aurora. Hun var godt nok ikke specielt glad. Måske hun var lidt sulten? Der blev lavet brødterninger med smør og Onkel Jacob prøvede at lokke lidt i hende, men hun var nu ikke interesseret og begyndte at klynke. Jeg må hellere køre
, sagde Onkel Jacob og tilføjede Jeg har forresten glemt sutten
. And like that ... he's gone.
Aurora græd kun utrøsteligt i 35 minutter, før Asta fik hende på ret køl med en kombineret titte-bøh-leg og teaterstykke. Derefter var der 20 minutter med glad & pludrende unge, der pludselig gerne ville have brødbidder og vand. No worries, Onkel Jacob, du har stadig multo mange point på børnepassekontoen fra alle de gange Frida & Sigurd har overnattet.
Torsdag 2018-09-20 Motiveret Asta
Frida: 17 år, 0 mdr. Sigurd: 14 år, 6 mdr. Asta: 7 år, 5 mdr.
Det har været lidt halvtungt med Astas læsning: Hun har ikke knækket nogen læsekode endnu, der er en del af bogstaverne hun ikke har styr på og koncentrationen er varierende. Hvad enten det skyldes en lærers snak eller egne overvejelser blev hun pludseligt meget motiveret om eftermiddagen: Hun bad om at læse frilæsningsbog og arbejde selv i en bog med ekstraopgaver bagefter.
Mens Hanne passede hytten var Toke med arbejdet på Aarhus Streetfood og Sigurd til bueskydning - med rigtig god timing (det småregnede) er de netop flyttet indenfor til vinterhalvåret.
Frida: 17 år, 0 mdr. Sigurd: 14 år, 6 mdr. Asta: 7 år, 5 mdr.
Sigurd kan godt lide katte. Katte skal bæres. Helst hele tiden. Men man bliver så træt i armene. Så Sigurds plan var at sy en kæmpelomme i en hoodie og hælde en killing eller to derned. Således så gjort, med instruktioner fra mor. Det virkede sådan rimeligt: Størrelsen var god og lommen holdt, men killinger der har travlt med at udforske haven er typisk ikke 100% indstillede på pludselig at skulle ligge stille i en lomme.
Tirsdag 2018-09-18 Teenagerne puffer grænser
Frida: 17 år, 0 mdr. Sigurd: 14 år, 6 mdr. Asta: 7 år, 5 mdr.
Frida plejer at være ret cool med at tage på rejser, så det var lidt spøjst at observere de små tegn på at studietur til Italien alligevel var lidt ekstra spændende: Hun stod tidligt op (ikke tidligt tidligt, bare tidligt) for at gå i god til bussen for at være i god tid til toget. Og begge forældre fik et Fridainitieret farvelknus. Hun lovede også at sende en SMS når hun kom frem. Det med SMSen glemte hun nu, så mon ikke hun faldt tilbage på sædvanligt niveau da hun kom undervejs?
Sigurd lavede aftensmad efter opskrift fra Aarstiderne: Portobello-biryani med lun perlespeltsalat. Opskriften var, for Sigurd, lige så ærefrygtindgydende som rettens navn. Han fik en peptalk af mor og kæmpede sig igennem. Resultatet blev rigtig godt - både mht. Sigurds mod på at lave avancerede retter og mht. smagen.
Mandag 2018-09-17 Klar til Italien
Frida: 17 år, 0 mdr. Sigurd: 14 år, 6 mdr. Asta: 7 år, 5 mdr.
Frida tager afsted til Italien i morgen, nærmere bestemt Firenze på 4-dages studietur med klassen. 32°C om dagen, 14°C om natten. Hun har modtaget formaninger om at passe på lommetyve og at prøve at finde noget spændende italiensk slik til dem derhjemme.
Sigurd fik endelig brugt nogen af sine ikke-kirkelige-konfirmationspenge på en computerskærm. Far var pædagogisk og undlod at kapre skærmvælgeprocessen. Han lod også Sigurd gennemføre købet på nettet. Hvorvidt det nu skyldes Sigurd selv eller det ringe netsted lykkedes det at få spærret Sigurds Visa-kort.